Understøttende undervisning undrer

Jeg er glad for at være lærer, og jeg er glad for de muligheder, reformen og lov 409 giver mig.

Når jeg åbner Folkeskolen, bliver jeg træt - træt af, at mit fagblad er domineret af depression og frustration. Reformen er kommet for at blive, det samme er lov 409, og de forsvinder ikke, fordi fagbladet foretrækker at publicere artikler til grundlag for en solid vinterdepression.

Jeg underviser mange timer i understøttende undervisning (usu), og når jeg læser i Folkeskolen nummer 19, at 44 procent af lærerne ved, hvordan understøttende undervisning praktiseres på deres skole, så er jeg imponeret. Vi er halvvejs i skoleåret, og næsten halvdelen af lærerne har allerede regnet den ud. Hvorfor skal man absolut tage fat i den dårlige historie? Usu er et fag i udvikling, og det er flot, at 44 procent af lærerne ved, hvordan den enkelte lærer praktiserer sine usu-timer.

Har I forsøgt at gennemføre en undersøgelse blandt matematiklærere over, hvordan musik bliver praktiseret på deres skole? Det ville måske også give 56 procent på svaret »ved ikke«. Jeg kunne godt tænke mig, at Folkeskolen satte fokus på de 44 procent, der har fanget den, frem for de 56 procent, der ikke har.

Jeg er enig med DLF's hovedstyrelse i, at sammenhold er vigtigt (Folkeskolen nummer 19, »Nyt fra hovedstyrelsen«, redaktionen), men det kunne være rart at bygge sammenholdet op om en lysere fremtid, hvor vi debatterer, hvordan vi bedst inspirerer hinanden til god undervisning, frem for frustrationen over en reform og en arbejdstidslov, der er et vilkår.

Jeg føler mig forberedt og mener, at reformen bliver håndteret flot. Jeg er imponeret over, hvor gode mine kollegaer er til at udnytte reformens muligheder og umuligheder.

Giv spalteplads i Folkeskolen til dem, der ikke er frustrerede og utilfredse. Dem er vi altså også nogle af!

Svar til Kamilla Holse Palbjørn-Pedersen