Måske oplevede du ligesom mange andre lærere, at dine elever under coronanedlukningerne mistede koncentration, fik faglige huller og tabte meningen med det hele? Helt naturligt, hvis vi tager de neurovidenskabelige briller på.

For selv om den vestlige filosofi tilbage til de gamle grækere har bygget på en tankegang om, at krop og sind er adskilte, og at læring sker i sindet, så har hjerneforskning og neurovidenskab de seneste årtier vist, at krop og sind er tæt forbundne. Og at vores hjerne er udstyret til at lære i en kontekst - materielt, fysisk og socialt.

"Når vi taler om læring, spiller både rumlige omgivelser, dine handlinger i dem, fysiske ting og sociale relationer en enorm rolle på det neurale niveau. Det sker ubevidst og usynligt for os, men netop de tavse læringsprocesser er grunden til, at langt de fleste skoleelever har nemmere ved at lære nyt, når du som lærer underviser dem i klasseværelset frem for på skærmen", siger Theresa Schilhab, neurobiolog, dr.pæd. og lektor på Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse ved Aarhus Universitet. Hun forsker blandt andet i sammenhængen mellem læring, hukommelse og neural aktivitet.

Støttepunkter i det fysiske rum

Umiddelbart kan det lyde mærkeligt, at 25 folkeskoleelever, med hvad der følger af lugte, larm og andre distraktioner, har nemmere ved at tilegne sig og huske viden, når det sker i et rum tæt sammen - end hver for sig. Men fra et neurobiologisk perspektiv giver det god mening, og tankegangen læner sig op ad det videnskabelige felt embodied cognition. Det handler om, hvordan hele kroppen og de omgivelser, den befinder sig i, er involveret i læring og kognitive processer.

"Fra naturens side er vi udstyret til at lære i de omgivelser, vi er en del af. Vi er afhængige af støttepunkter i det fysiske rum. Klasseværelset er som en usynlig læringskulisse, der hjælper os at til huske den viden, vi tilegner os, helt uden for vores bevidsthed. Fordi det fysiske klasserum er bærer af betydning, af mening - forstået på den måde at den fysiske/materielle kontekst, som bygninger - her en folkeskole - består af, er noget, vi ubevidst har medlært. Det spiller en kæmpe rolle for at trigge nogle erindringer om, hvad der skal ske, når vi sidder her", siger Theresa Schilhab.

Eller sagt på en anden måde: Fordi de danske folkeskoleelever gennem både daginstitution og grundskole har vænnet sig til nogle bestemte rutiner omkring læring og undervisning, er disse rutiner indlejret i hjernen. I klassen ved eleverne helt ubevidst, at de skal sætte sig ned, bevare roen og rette opmærksomheden mod læreren, og alt det gør læringen nemmere.

"Rent neuralt får man en masse foræret, fordi hele situationen, bygningen og rummet stemmer en til læring - ud fra en masse tidligere erfaringer. Den måde, bordene er placeret på, læreren, der går frem og tilbage i klasselokalet på en bestemt måde, alle de rutiner, der knytter sig til undervisning, har en betydning. Der kan godt være udfald, man kommer måske til at snakke med sidemakkeren, men hele situationen hjælper til at fastholde en i læringssituationen", forklarer Theresa Schilhab.

Kontekst er afgørende for læringssituationen

I det øjeblik man omlægger til digital undervisning i elevernes egne hjem, falder de tidligere erfaringer i forhold til undervisning væk. Alt det, der normalt foregår i elevens værelse og hjem, blender nu ind i læringssituationen.

"Læring er meget mere end det, vi bevidst erkender. Når der bliver sagt en sætning, prøver vi at afkode, hvad den betyder, men for at den sætning overhovedet er meningsfuld, sker det i et hav af tavse processer; kropslige, sanselige. Temperaturen i lokalet, den kropslige fornemmelse af stolen, musklernes grad af spændthed, lydene ude fra gangen, duften af skolen - alt det, der giver en reminder om, hvorfor vi er her, hvad det er for en kontekst - gør det nemmere for viden at fæstne sig", siger Theresa Schilhab.

Hjemme vil eleverne i stedet få duften af søvn fra den varme fjerdyne på sengen eller måske lyden og lugten af ristet brød ude fra køkkenet.

"Konteksten er enormt afgørende for, hvad det er for en betydning, man tillægger det, man skal lære, forstå og huske. Når eleverne sidder hjemme, kører der nogle tavse processer, som forstyrrer og giver dem fornemmelsen af, at det ikke er så seriøst, at vi nu er i gang med en sovesituation, en spisesituation - og ikke en læringssituation".

En begejstret lærers kemiske signaler smitter

I det fysiske klasserum omgivet af andre elever hjælper både kemiske signaler og spejlinger desuden læringen på vej.

"Vi mennesker påvirker hinanden med kemiske signaler; feromoner, kemiske duftstoffer, som spejler vores emotionelle tilstand. Vi kan hverken se dem eller styre dem, og man skal være fysisk tæt på hinanden for at blive påvirket af dem. Men de kemiske signaler er også med til at stemme et klasserum til læring og få eleverne til at føle sig godt tilpas, fordi man for eksempel udsender signaler, der viser imødekommenhed, nærhed og tryghed", fortæller Theresa Schilhab.

Det er alment kendt, at mennesker spejler sig i hinanden.

"Vi mennesker har en tilbøjelighed til at imitere dem, vi ser op til, har respekt for eller føler os underlegne i forhold til. Så tit kan kammerater, der er ret kvikke, være gode spydspidser for læring, fordi deres engagement, energi og motivation kan smitte af på andre".

På samme måde spiller lærerne en kæmpe rolle, understreger forskeren:

"Hvis en lærer kommer ind i klassen og er begejstret for sit fag, kan begejstringen smitte af på eleverne".

Der er læring i at "efterabe"

Rent neurovidenskabeligt har man siden 1990'erne haft øje for spejlneuroner, hvor forskere har fundet ud af, at visse nerveceller understøtter, at vi bedre imiterer hinanden - også før man rent faktisk udfører den imiterende handling. For eksempel hvis en person, der sidder over for en, bøjer sin finger - vil man automatisk selv have lyst til at bøje sin finger, men allerede inden man begynder at bøje den, er ens nerveceller gået i gang med at forberede sig på at bøje fingeren.

"I et klasseværelse kan spejlneuroner have virkning i forhold til, at en klassekammerat samler sin blyant op, måske retter opmærksomheden mod tavlen eller i sit kropssprog markerer engagement. Det får andre til at gøre det samme".

På samme måde kan andres smil smitte af.

"Som en af mange tavse processer i et klasserum kan din krop ubevidst blive stemt til læring og god energi, fordi en anden, du har respekt for, smiler. I har godt nok matematik, men han smiler, og pludselig føler du dig godt tilpas. Her kommer spejlneuronerne ind som et element, hvor du faktisk kan tappe andres energi. Det kan selvfølgelig også gå den anden vej, hvis dine kammerater er sure", siger Theresa Shilhab.

Når en lærer skriver på tavlen, kan spejlneuronerne også sætte ind - og give eleverne lyst til at skrive.

Den sociale kontekst i det fysiske klasserum spiller også ind - gruppens dynamik, energien blandt eleverne, men også i forhold til at give undervisningen mening. Når eleverne sidder sammen med andre i en klasse, der skal lære det samme, kan selv det kedelige blive meningsfyldt.

Læs "Snedronningen" udenfor i kulden

Det sociale fællesskab og de indlejrede dufte, lyde og rutiner er alt sammen noget, lærere kan bruge.

"En læringssituation er ekstremt kompleks - et miskmask af fysiske omgivelser, fysisk aktivitet, erfaringer, lugte, lyde, hvordan vi føler os, din attitude som lærer og gruppen af elever", siger Theresa Schilhab.

Hun opfordrer til, at lærerne bliver mere opmærksomme på, at de kan understøtte de mange tavse processer.

"Når man indretter klasseværelser, skal man tænke over, hvordan man bedst kan stimulere og trigge læring, og det handler både om, hvad der hænger på væggene, om lysindfald, lyde, lugte og farver på væggene".

"Står der ildelugtende skraldespande, vækker det rent neurologisk en følelse af afsky, og man vil bare gerne væk derfra, og det stemmer ikke til læring".

Gruppedannelser med særlige elever som spydspidser for læring er også vigtigt at have for øje. Og særligt for de mindre elever er materielle ankre for læring afgørende. Skal mindre børn lære om en ræv, hjælper det på læringen, hvis de rent faktisk sidder i et biologilokale - med en udstoppet ræv i rummet. Eller når klodser bruges til at lære om rumfang i matematik.

"Ræven og klodserne bliver pladsholdere for læring, så viden ikke bare fæstner sig rent sprogligt, men også fysisk", forklarer Theresa Schilhab.

Skal man læse H.C. Andersens "Snedronningen", kan der tilsættes nogle vinterlyde - eller måske kan man gå udenfor i frostvejr og læse den, opfordrer forskeren.

"Så børnene kan høre vinden i iskrystallerne, se ånden - og igen lære og forstå både sprogligt og fysisk".