»Følelsen af ensomhed i arbejdslivet er et stigende problem. Ensomhed er en belastning for den enkelte og også et problem for arbejdspladsen, der mister noget, når den enkelte isoleres eller isolerer sig«.

Sådan lyder det fra psykolog Annemette Hasselager, der sammen med kollegaen Birgitte Bonnerup er aktuel med bogen »Kærlighed og ensomhed i arbejdslivet«.

Ensomheden kan bunde i livsforhold uden for arbejdspladsen, men ofte hænger den sammen med forhold, man møder i sit professionelle virke, lyder det fra forfatterne. Den professionelle ensomhed opstår, når man føler, at man ikke kan dele sine professionelle problematikker, men den kan være svær at skelne fra den ensomhed, man ellers oplever i sit liv.

»Det sker, at den enkelte professionelle tænker, at det nok er, fordi man ikke er dygtig nok til sit arbejde, ikke forstår de rammer, man skal arbejde under, eller at det hele bunder i, hvordan man er som privatperson«, siger Annemette Hasselager, som tilføjer:

»Herfra er der ikke langt til konklusionen, at det i hvert fald ikke er noget, der skal siges højt blandt kollegaerne. Det kan opleves skamfuldt for den enkelte at bære rundt på ensomhedsfølelser«.

Ensomhed kan skyldes arbejdets organisering

Ofte stammer ensomheden fra organisatoriske udfordringer på arbejdspladsen, og derfor er det også relevant at snakke om den i en professionel kontekst, påpeger forfatteren:

»Hvis et lærerteam for eksempel er sammensat i hast og midt i store forandringer, men det alligevel knokler igennem og lykkes med at løfte undervisningen, kan man let komme til at føle sig som den eneste, der ikke føler sig på sikker grund. Så bliver følelsen individuel, selv om den stammer fra, at organisationen var i tidsnød«.

Står man med den følelse, kan det hurtigt ende med en ond cirkel, der kun kan brydes på én måde.

»Snak om det. Sig det højt, at man føler sig ensom. At man føler, man ikke slår til. Man vil højst sandsynlig opleve, at de fleste kollegaer nikker genkendende til oplevelsen«, lyder det fra Annemette Hasselager, som fortsætter:

»Ved sammen at forholde sig til det, den enkelte oplever, kan man i fællesskab tage ansvar for, at ensomhed ikke alene er et etisk mellemmenneskeligt problem, men også er og bliver et fælles problem, som kan løses. Hvis vi kan og vil«.

Ud over at tale om de følelser, synspunkter og oplevelser, man har, skal man i brydningstider også være opmærksom på at passe på samarbejdsrelationer, lyder det fra forfatteren.

»En modvægt til konstante og omsiggribende organisationsændringer kan være at få mulighed for at arbejde sammen med de kollegaer, man har et særligt godt samarbejde med. Det betyder noget, om vi kan lide hinanden, ikke bare for vores trivsel, men også for den kvalitet, der kan være i vores arbejde«.