Skaf luft i økonomien

Lån billigt, spar på en snild måde eller tjen lidt mere. Så slår kronerne bedre til, hvis økonomien i en periode er ved at løbe på grund.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Er du nyansat og ved at etablere dig, er du hel- eller deltidsledig, eller er du i gang med at afdrage dit studielån, kan det knibe gevaldigt med at få pengene til at slå til.

Men der er håb forude. Udgifter kan minimeres, og du kan skaffe flere midler, uden at omkostningerne bliver enorme.

Udskyd tilbagebetaling

Hvis det kniber med at få pengene til at slå til, kan du udskyde eller nedsætte betalingen af SU-lån i en periode. Det kan Statens Administration give dig lov til, og selvom pengene skal betales, også hvis du får udsættelse, kan det være en fordel at få luft i økonomien i nogle anstrengte måneder, og det er langt bedre at få udsættelse end at stifte gæld et andet og dyrere sted. Inden for visse grænser kan du selv ændre ydelse via selvbetjeningsløsningen »Dit SU-lån« på borger.dk

Lån billigt

Hvis du har job, kan du låne op til 200.000 kroner gennem Danmarks Lærerforening. Renten er i øjeblikket 4,8 per år, hvilket er betydeligt lavere end for de fleste forbrugslån. Du skal opfylde en række krav. For eksempel skal du have været fastansat i to år. Du skal have tegnet en gruppelivsforsikring i Danmarks Lærerforening, og har du en samlever eller ægtefælle, skal vedkommende underskrive som meddebitor. På plussiden tæller, at du bruge pengene til, hvad der passer dig, og at du får besked om, hvorvidt du kan få lånet, i løbet af 24 timer. Læs mere på dlf.dk

Kør sammen

Hvis der er så langt mellem bolig og arbejde, at du ikke kan gå eller cykle, kan samkørsel være den billigste transportform. Nogle databaser henvender sig til folk, der pendler hver dag, og finder du nogen at køre med, er prisen tit under halvdelen af, hvad det koster at benytte offentlige transportmidler. En af de anerkendte ordninger hedder pendlernet.dk. Webstedet er velfungerende, og der er gode chancer for at finde andre, der skal samme vej. En række kommuner støtter pendling, og mange af dem samarbejder med pendlernet.dk

Få supplerende dagpenge

Har du et job på nedsat tid, og arbejder du inklusive forberedelsestid mindre end 29,6 timer om ugen, kan du få suppleret din løn med dagpenge. Det kan give et boost til lønkontoen, men vær opmærksom på, at der gælder de samme regler, som hvis du er ledig. Du skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet, du skal være tilmeldt Jobcentret, du skal møde op til de samtaler, a-kassen indkalder dig til, og du kan kun modtage supplerende dagpenge í 30 uger inden for to år. Læs mere på dlf-a.dk