Mennesket er et socialt væsen, der netop i kraft af denne egenskab har overlevet i konkurrence med stærkere, giftigere og hurtigere arter. Samhørighed er menneskets stærkeste våben. Dette har slægten og familien taget vare på. Vikingeskjalden Egil Skallagrimssons kvad om Sønnetabet er et storladent monument over, hvad det betød, når sønnerne døde ud: Det beskyttende slægtsgærde blev brudt ned. Slægtens medlemmer har passet på hinanden, og familien har draget omsorg for sine gamle og sine børn. Dette kvad har kunnet læses med en pæn grad af indforståethed helt frem til midten af det 20. århundrede.

Men i de seneste 50-70 år har vi i stor enighed selv nedbrudt slægtsgærdet – i hvert fald i de skandinaviske velfærdsstater – ved at sende alle voksne på arbejde, mens omsorgen er blevet et anliggende for professionsudøvere. At skulle aflære årtusinders adfærd kræver tid og skaber dilemmaer omkring både følelser, værdier og tabuer.

Derfor er det så vigtigt, at nogle forskere og eksperter inden for pædagogik, psykologi, sociologi og omegn har kastet sig ud i forsøget på at indkredse, hvilken plads der er til følelser i professionelle relationer. De kalder deres bog for "Professionel kærlighed", men måske burde den snarere have heddet kærlig professionalisme, fordi den så kunne pege ind i nogle krav til uddannelserne af professionsudøverne. Nu bliver det i høj grad en problematik, den enkelte må bøvle med. Men netop derfor er bogen så væsentlig, for mange pædagoger, lærere, socialrådgivere, omsorgsmedarbejdere vil komme i situationer, hvor dilemmaerne pludselig bliver mærkbare. Man anklages for at give for lidt eller for meget eller forkert omsorg til et familiemedlem.

Bogen her lægger en række synsvinkler frem i dagens lys, så man får gode afsæt for drøftelser på institutionen eller på uddannelsen.

Det er kvaliteter som intimitet, passion og engagement, der tilsammen danner den professionelle kærlighed. Det er børn med for travle forældre og for fjerne voksne i dagtilbud, der er taberne. Men vinderne er de børn, der oplever positiv tilknytning til de voksne og derigennem bliver bedre til selv at indgå i relationer. Det at være tilknyttet påvirker hjernen, som er både et fysisk og et psykologisk organ. Men det er ikke så enkelt at skabe denne tilknytning, fordi følelseskulturen rummer en række sammenstød imellem forventninger og følelser. Følelseskulturen er dynamoen i omsorgen for børn, men kærligheden til børn kan også få medarbejdere til at lade sig kue af forringede arbejdsvilkår. Og den kalder på overvejelser om, hvordan man hanker op i sig selv, hvis der er børn, som frastøder, eller hvis man skal håndtere forbudte følelser.

Og netop håndtering af det forbudte handler bogens mest civilisationsnedslående kapitel om: Frygten for beskyldninger om pædofili, som klart bunder i frygten for pædofile, har bidraget til et markant tab i relationer mellem børnene og de voksne, især mellem børnene og de mandlige ansatte. Tabet beror dels på regler fra kommunen eller foranstaltninger fra institutionen selv, dels på forståelig reserveret adfærd fra den ansatte. Når man har læst de foregående afsnit, får man her et levende indtryk af, hvor stor skade frygten gør på alle børn. Måske kunne dette afsnit bidrage til den åbne debat blandt alle rundt om barnet, så frygten kunne bearbejdes.

I et par afsnit argumenteres der dels for at styrke børnenes selvværd, blandt andet med afsæt i en løgstrupsk tilgang, dels for at nedtone arbejdet for børns selvværd og i stedet søge at styrke deres selvrespekt.

Endelig bliver dilemmaerne sat ind i en kulturel kontekst, når det beskrives, hvordan den vestlige civilisation har trukket en adskillelseslinje imellem følelse og fornuft. Et kapitel, der løber linen ud i et forsøg på at skildre læreren som den, der tilfredsstiller de lærendes begær ved at kildre deres subjektiveringspunkter, er forfriskende, men kløjes i sin egen metaforik, måske fordi det skal holde styr på både cyber og sex og på de kulturelle skillelinjer.

Mange af afsnittene er god formidling med fine over- og indblik, på godt dansk og med virkelighedsnære citater, men enkelte er for akademisk knudrede. Alt i alt en fin debatbog til alle, der arbejder professionelt med mennesker. Den burde kunne bidrage til det eneste værdige i en velfærdsstat: en kærlig professionalisme.