Det har dine nye kolleger brug for

Nye lærere har hverken brug for nedsat tid, mentorordninger eller introkurser. De vil have konkret sparring om deres elever, når de har brug for det, siger forsker.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Når man er færdig på lærerstudiet, vil man også gerne være færdig med at sidde på skolebænken. Derfor har nye lærere svært ved at se ideen med at komme på et fælles introkursus. Sådan lyder budskabet fra docent på Professionshøjskolen Absalon i Roskilde, René Boyer Christiansen, der har forsket i nyuddannede læreres første år i folkeskolen.

»Ofte opretter skoler og kommuner fælles introkurser og mentorordninger eller lader de nye lærere være på nedsat tid. Det bliver gjort ud fra den bedste mening, men det er faktisk ikke særlig efterspurgt blandt nyuddannede«, siger han.

Fleksibel tid til sparring

I stedet har nye lærere brug for at sparre med ældre kolleger, der har konkrete erfaringer med de elever, de også selv har. Og det skal ske, når de selv mener, der er brug for det.

»Man kan ikke forudsige, hvornår eventuelle problemer opstår. Det kan være i perioden frem til efterårsferien, efter jul eller i andet år som ny lærer. Derfor skal der være noget fleksibel tid, der følger den enkelte lærer, som kan tages i anvendelse, når behovet er der«, siger René Boyer Christiansen.

Tiden skal bruges til at sparre med de lærere, som de nye lærere selv har lyst til at tale med, frem for mentorer, som skolen har udvalgt.

»Det kan sagtens være nogle, de nyuddannede arbejder tæt sammen med, men det kan også være nogle kolleger, de synes er dygtige, og som de ser op til. Og det må meget gerne være noget med at observere hinandens undervisning og give sparring - komme helt tæt på praksis«, siger René Boyer Christiansen.

Guide til første samtale

Noget af det første, nye lærere vil blive mødt af, når de træder ind på deres nye arbejdsplads, er deres tillidsrepræsentant.

Danmarks Lærerforening har i forbindelse med begyndelsen af det nye skoleår sendt et samtaleark ud til alle foreningens tillidsrepræsentanter, som de kan bruge til at modtage nye kolleger med.

»Målet er dels at sørge for, at de nye lærere får en god introduktion og føler sig sikre på, hvor de skal gå hen for at få vejledning, dels at sikre, at alle nye kolleger får den rigtige løn, de rigtige ferierettigheder og andet, der hænger sammen med overenskomsten«, siger Thomas Andreasen, formand for Danmarks Lærerforenings arbejdsmiljø- og organisationsudvalg.