De blev syge af at arbejde på en våd skole med massiv svampevækst. Men skal en sygdom være varig eller forbigående for at blive anerkendt som en arbejdsskade? Det er stridens kerne i den principielle retssag, der begyndte i sidste uge ved Østre Landsret. Det er Danmarks Lærerforening, der har anlagt sag mod Den Sociale Ankestyrelse, fordi styrelsen ikke vil anerkende de indeklimaramte læreres sygdom som en arbejdsskade.

Seks lærere fra Usserød Skole i Hørsholm er udtaget.

En syvende lærer var også med, men er uden for selve sagen, da hun har fået anerkendt sin astma som en arbejdsbetinget sygdom.

De seks lærere var i vidneskranken i sidste uge sammen med flere læger, en svampeekspert, en tidligere rengøringsleder fra Hørsholm, en pensioneret viceskoleleder fra Usserød Skole og skolens daværende sundhedsplejerske.

Dommen forventes at være klar i slutningen af juni.

Sjaskvåd skole med svamp

Kvalme, svimmelhed, hovedpine, røde øjne, voldsom træthed og koncentrationsbesvær var blot nogle af de gener, en gruppe lærere på Usserød Skole døjede med gennem 80'erne og 90'erne. I perioder led nogle desuden af opkastninger, bihulebetændelse, lungebetændelse og stemmesvigt.

Undersøgelser viste, at skolen var gennemvædet af regnvand og opsivende grundvand, og der blev fundet massiv svampevækst mange steder. I 1994 blev elever og ansatte flyttet til kontorlokaler i Hørsholm, mens store dele af skolen blev revet ned, dele blev renoveret, og der blev bygget nyt for over 70 millioner kroner.

En gruppe af skolens lærere anmeldte i 1994 deres lidelser til Arbejdsskadestyrelsen, hvor de fik afslag. Arbejdsskadestyrelsen mente ikke, at der var tale om arbejdsbetinget sygdom. Sagerne blev anket til Den Sociale Ankestyrelse, hvor en enkelt fik anerkendt sin astma som en erhvervsskade, mens resten blev afvist.

Men da indeklimagener er et stigende problem, ønsker DLF en anerkendelse af sygdommene. Derfor er der anlagt sag mod Den Sociale Ankestyrelse.

Akut eller varig lidelse

I landsretten sagde advokat for Den Sociale Ankestyrelse, Birthe Eskildsen, i sin procedure, at hun ikke vil bestride, at der har været tale om dårlige indeklimaforhold på arbejdspladsen.

'Men lidelserne, vi har hørt om her, er akutte og forbigående, ikke varige, og derfor mener jeg ikke, at det kan berettige til anerkendelse som arbejdsskader efter forsikringsloven'.

Derfor forlangte hun Den Sociale Ankestyrelse frikendt i sagen.

Lærerforeningens advokat, Søren Kjær Jensen, sagde i sin procedure, at han er helt med på, at man må opstille nogle grænser for, hvad der er en arbejdsbetinget sygdom, og hvad der ikke er det, og at det i denne sag ikke handler om erstatning, men om at få indeklimagener anerkendt som en arbejdsbetinget sygdom.

'Det ses ofte i arbejdsskader, at en anerkendelse ikke udløser en erstatning. Hvis en person har fået anerkendt eksem som en arbejdsbetinget lidelse, men vedkommende ikke længere arbejder med det stof, der udløste eksemen, så er der ikke tale om erstatning', sagde Søren Kjær Jensen.

'Men en anerkendelse betyder, at det senere er lettere at tage sagen op igen, hvis lidelsen forværres'.

Indeklimasyndrom eller indeklimagener står ikke opført på listen over anerkendte erhvervssygdomme, men derfor kan indeklimagener godt anmeldes som en arbejdsskade alligevel. Blot er det op til den skadelidte - altså den syge - at føre bevis for, at sygdommen er arbejdsbetinget, og det er ikke let. Det lykkes kun uhyre sjældent.

Advokat Birthe Eskildsen mente ikke, at der kan ske en trinvis opdeling, sådan at anerkendelse af en sag og erstatningsspørgsmålet kan skilles ad.

'Vi har her kun hørt om akutte symptomer hos lærerne, og der er i dag ikke kendskab til, hvilke langtidsvirkninger der kan være. Det har vi også hørt, og det er kun varige lidelser, der udløser erstatninger', sagde hun på Den Sociale Ankestyrelses vegne.

Hertil svarede DLF's advokat, Søren Kjær Jensen, at der ikke står noget i loven om varighed. Der ses ofte muskellidelser af forbigående varighed, der bliver anerkendt som arbejdsbetinget sygdom.

'Hvis varighed skal have en betydning, som det fremføres her, så må det indføres i loven'.

Lægeligt uetisk

Søren Kjær Jensen fremhævede også problemet med beviserne. Et problem i denne sag er, at man endnu ikke ved meget om skimmelsvampes indvirkning på mennesker, og et andet problem er, at lægerne ofte kræver videnskabelige beviser på et stofs farlighed. Den slags opnås som regel ved kontrollerede dobbeltblind-forsøg, hvilket vil sige, at man for eksempel udsætter personerne for at skulle lugte til forskellige byggematerialer, men personerne må ikke vide, hvornår de lugter til byggematerialer fra en svampeskadet bygning, og hvornår de lugter til materialer fra en sund bygning.

Men den slags forsøg vil være lægeligt uetiske, sagde repræsentant fra Retslægerådet, overlæge på Allergologisk Klinik på Rigshospitalet, Hans Jørgen Malling, der var indkaldt som vidne i sagen.

'Det er lægeligt uetisk, hvis man udsætter syge personer for påvirkninger, så ud fra etiske betragtninger ville jeg ikke udsætte folk for det', sagde han.

Søren Kjær Jensen konkluderede i sin procedure, at man mangler de videnskabelige beviser, men da det er lægeligt uetisk at gennemføre dem, er der ingen udsigt til, at man nogensinde får dem.

Kraftige reaktioner

Lærerne har faktisk tidligere i sagen - i 1994 - været udsat for et provokeret forsøg på Arbejdsmedicinsk Klinik i Hillerød. Det fortalte to andre vidner om - nemlig arbejdsmediciner Bo Netterstrøm og cand.scient. i mikrobiologi Suzanne Gravesen, der er førende ekspert i skimmelsvampe og ansat i Statens Byggeforsknings Institut. De understregede, at forsøget ikke havde været videnskabeligt, men kun var et observationsstudium.

En gruppe lærere fra Usserød Skole havde indvilget i at deltage i et forsøg, hvor de blev udsat for at skulle stikke næsen ned i forskellige poser. I nogle af poserne var der byggematerialer fra sunde bygninger, og i andre poser var der byggematerialer fra Usserød Skole. Lærerne vidste ikke, hvilke poser der indeholdt hvad.

Lærerne fik taget blodprøver en time før forsøget, fire timer efter og 24 timer efter, men blodprøverne viste kun lidt forskel i signalstoffer, fortalte Suzanne Gravesen.

'Men til vores store overraskelse fik personerne reaktioner under selve forsøget. Nogle blev svimle, talte om, at de følte et jernbånd rundt om panden, de hostede, og én fik røde udslæt i ansigtet. En af personerne kunne ikke selv køre hjem'.

Suzanne Gravesen fortalte videre, at hun aldrig selv har reageret på de forskellige stoffer eller svampe, hun har haft med at gøre, men at hun næste morgen vågnede med høfeber.

'Jeg havde stået hele dagen og holdt disse poser til forsøgspersonerne, og jeg endte med at måtte have behandling med spray mod min høfeber, der efter nogle uger gik over i halsbetændelse og totalt stemmesvigt. Jeg endte faktisk helt utilsigtet med selv at blive kontrolpersonen i forsøget', sagde Suzanne Gravesen.

Forsøget med lærerne kunne i øvrigt ikke bruges som forsøg betragtet, fordi de reagerede så kraftigt på byggematerialerne fra skolen, at man måtte indstille forsøget. De fik det simpelt hen for dårligt.