»Arrogante beskyldninger«, »tilsvining«, »uberettigede og skandaløse udsagn«.

Da professor Udo Rauin offentliggjorde resultaterne af sin undersøgelse i Tyskland, slog en bølge af forurettelse ind over ham. Lærerne - der i forvejen får en hård medfart af landets politikere og medier - protesterede over hans konklusion, nemlig at »de lærere, der klager over særligt store belastninger, formodentlig aldrig har brændt for arbejdet«.

Provokationen ville måske have gjort mindre ondt, hvis ikke den var godt dokumenteret. Men professor Rauin og hans forskerhold fra Johann Wolfgang Goethe-Universität i Frankfurt am Main har læst på lektien i 12 år. I den tid har de fulgt i alt 1.100 lærere på tæt hold - fra studiet og til arbejdet i klasselokalet. Formål: At undersøge sammenhængen mellem årsager til valg af lærerhvervet og præstationerne - på seminariet og i skolen. Resultat: Over halvdelen af de lærere, der går ned med flaget på arbejdspladsen, var allerede overbebyrdede og kun lidt engagerede i studietiden.

De gode dropper ud

Undersøgelsen er endnu et søm til en trængt lærerstands ligkiste. Den fastslår nemlig, at det alt for ofte er de dårlige og dovne studerende, der senere varetager det betydningsfulde hverv at formidle viden til børn og unge. »Mange af de bedst kvalificerede dropper ud allerede tidligt i studiet«, forklarer Udo Rauin.

»Hver tredje af de frafaldne føler, at der stilles for små krav til dem. Omkring 25 procent falder fra, fordi lærerstudiet kun udgør en nødløsning, og de finder noget bedre undervejs«.

De, der gennemfører studiet, er et broget klientel med fundamentalt forskellige tilgange til lærergerningen. Ifølge den tyske professor er det langtfra alle, der brænder for at videregive lærdom. Og det er selve årsagen til, at alt for mange hurtigt føler sig udbrændte på jobbet. »Kun lidt over en tredjedel har pædagogiske motiver for at blive lærere«, fortæller Rauin.

»Det er dem, der lægger vægt på et arbejde med børn og unge. De er engagerede i studiet og opnår gode resultater. Og så anser de sig selv som værende godt egnede til jobbet«.

Pragmatiske motiver

Omtrent lige så mange vordende lærere har imidlertid det, Rauin kalder pragmatiske motiver for at vælge jobbet. »De tiltrækkes af et kort studium, der giver udsigt til en sikker arbejdsplads med ordentlig løn, familievenlige arbejdstider - og måske endda kort vej til arbejdspladsen«. Pragmatikerne klarer sig kun rimeligt godt gennem studiet og har ikke stor tiltro til deres egne evner som lærere. Endelig identificerer undersøgelsen en »risiko-gruppe« på omkring 25 procent af de studerende, der ifølge professoren er styret af hedonistiske (drevet af lyst og ulyst. Redaktionen) motiver. »De ønsker sig et let studium og et arbejde, der giver dem mulighed for at forfølge deres primære inter­esser, som intet har med skole at gøre. Når de lukker døren bag sig, holder de fri«. Hedonisternes præstationer er langt under middel, og de ser sig selv som dårligt egnede til jobbet. En del af dem bliver kun lærere, fordi de ikke får realiseret sig selv i deres foretrukne erhverv.

Når Rauins nyudklækkede lærere ankommer i klasselokalerne, viser det sig, at risikogruppen klarer sig langt dårligere end de to andre: »Mens de pædagogisk motiverede udmærker sig, og pragmatikerne gør præcis det, der forventes af dem, er hedonisterne stærkt belastede«. De er dårligt forberedte og har problemer med at formidle viden, analysere klassens færdigheder og holde styr på eleverne. »De synes, jobbet er forfærdeligt«, konstaterer Rauin, »men de bliver, hvor de er«.

Lærermangel og panik får skylden

Efter to år på arbejdspladsen vurderer hver tiende lærer i undersøgelsen, at de er komplet overbebyrdede og egentlig uegnede til jobbet. Af dem er hele 60 procent hedonister, mens kun ti procent hører til de pædagogisk motiverede lærere.

»Resultatet modsvarer den gængse forestilling om engagerede lærere, der brænder ud på grund af misforholdet mellem deres høje mål og de hårde realiteter på arbejdspladsen. Størstedelen af de stærkt belastede lærere har vitterlig aldrig brændt for jobbet«.

Når den tyske lærerstand befolkes af så mange dårlige og dovne kræfter, skyldes det ifølge professoren lærermangel og panikansættelser baseret på årgangsstørrelser og behovet for bestemte faglærere. Kvalifikationer spiller en underordnet rolle. »Hovedsagen er, at der kommer nok lærere ud i skolerne. Tænk hvis man ansatte piloter efter samme kriterier«, siger Rauin spøgefuldt. Efter at have tænkt tanken til ende tilføjer han alvorligt: »Nedstyrtninger i skolerne er desværre ikke så synlige«.

Afskaf tjenestemanden

Problemet forstærkes af, at lærere syd for grænsen stadig er tjenestemænd. De dårlige af slagsen er dermed meget svære at slippe af med. I stedet forflyttes de fra skole til skole indtil deres pension. Udo Rauin foreslår derfor, at man fjerner tjenestemandsstatus, som det for længst er sket i Danmark. Desuden bør man forstærke den personlige vejledning og indføre selvevalueringsværktøjer på studiet. På arbejdspladsen bør man nøje overvåge lærernes præstationer.

»Vi skal sikre, at det er de rigtige lærere - de engagerede - der giver lærdom videre«, siger Udo Rauin.

»Vi har brug for kvalitet i klasselokalerne. For jeg behøver vist ikke sige, at børn er fremtidens kapital«.