Til kurset stirrede hun ud i luften i to timer uden at sanse, hvad der foregik omkring hende. Derefter tog Heidi Medina hjem og tudbrølede i det meste af et døgn.

Set i bakspejlet havde der været mange tegn på stress det seneste halve års tid. Alligevel kom sammenbruddet som et chok for hende og for kollegerne på Skjoldhøjskolen i Århus.

Lægen konstaterede stress og en stress­udløst depression, og hun har været sygemeldt siden november. Og selv om Heidi Medina, 35, fik tilbuddet om at være anonym i denne artikel, ønsker hun at stå frem, for som hun siger:

»Jeg er ikke flov over, at jeg er gået ned. Jeg har gjort mit bedste, men mit bedste er ikke godt nok. Antallet af elever med specielle vanskeligheder i min 2. klasse er så højt, at selv om jeg var professor i pædagogik, kunne jeg umuligt differentiere min undervisning nok og give de enkelte børn den opmærksomhed, de har brug for«.

Det skal frem i det åbne, at den rummelige folkeskole måske er blevet så rummelig, at lærerne ikke kan overkomme det, mener hun.

»Mange står i samme situation som jeg. Men der sker ingen forandring, hvis vi alle sammen siger, at det er influenza, fordi vi bebrejder os selv, at vi ikke kan klare jobbet«.

Blæksprutte mellem instanserne

Hun har været lærer i syv år, og det er ikke, fordi der ikke har været problematiske børn før. Men det er mængden og kompleksiteten i hendes 2. klasse, der fuldstændig har slået benene væk under hende.

Hun har børn med behandlingskrævende diagnoser som ADHD. Børn, der hverken taler eller forstår dansk. Børn fra familier så sårbare, at det skærer i hjertet. Børn med enorme faglige problemer. Og endelig et multihandicappet barn, der for eksempel ikke selv kan tage en bog op af sin skoletaske, og som det foreløbigt eneste barn får støtte - men kun i halvdelen af timerne.

»Der går nemt et år, fra du spotter et barns problemer, til du får holdt møder med forældrene og de relevante instanser, udført test, lavet en indstilling til for eksempel Pædagogisk Psykologisk Rådgivning, og barnet kommer øverst på ventelisten. I al den tid er det bare i klassen, selv om det formentlig slet ikke skal være der og ikke får noget ud af undervisningen, men bare forstyrrer de andre«.

Som klasselærer har hun været initiativtager til møder og holdt fast i hver enkelt elevs sagsforløb og indberettet til kommunen og fulgt op. Ud over at hun selvfølgelig skal få hverdagen og undervisningen til at fungere. Også i hendes øvrige klasser.

Utilfredsstillende undervisning

Normalt begynder hendes skoledag i klassen ti minutter før første lektion. Det er fast praksis på Skjoldhøjskolen.

»Det er en rigtig god mulighed for at få småsnakket lidt med de stille piger, forældrene, eller hvad der nu er brug for«.

Men inden første time begynder, har hun allerede markeret et par gange over for nogle af de drenge i klassen, der slås, råber og slår de andre børn.

»Jeg kan godt skille dem ad, og de har respekt for mig. Men inden klokken ringer ind, er jeg anspændt, og lunten bliver kortere og kortere i løbet af dagen«.

I timen skal hun konstant have en bestemt elev i sit synsfelt for at springe til, hvis han går amok.

I hvert frikvarter bliver hun kontaktet af både elever og andre lærere, fordi der er problemer med nogle af børnene i hendes klasse.

»Jeg føler mig hamrende utilstrækkelig hver dag. Hver time. Fem til seks elever svæver sådan lidt ud i det blå, og det frustrerer min professionalisme. Det kører hele tiden i hjernen på mig, også når jeg kommer hjem: Er der noget, jeg kan gøre anderledes for ham eller hende? Kan jeg organisere undervisningen i morgen, så jeg får ti minutter til at øve bogstaver med den elev, der virkelig har brug for det?«

»Det er synd for flere af eleverne. De går i skole hver dag. Indkasserer det ene nederlag efter det andet. Oplever at: 'De andre kan, jeg kan ikke. Og jeg kommer heller ikke til at kunne det, for ingen lærer mig det'«.

I tre uger havde hun praktikanter og følte direkte, at det var flovt at betragte klassen.

»Jeg måtte sige til praktikanterne, at det ikke var dem, der ikke kunne finde ud af at undervise, men at klassen var mærkelig. Samtidig sidder jeg tilbage med følelsen af, at det er mig, der har fejlet. Jeg tager det på mig, for det er min klasse og mine unger. Og jo mere den følelse får lov til at vokse, og jo mere man træder på sig selv, des længere ryger man ned under gulvbrædderne«.

Tidlige tegn på stress

I bagklogskabens skær kan hun sagtens se, at stressen kom snigende. Det begyndte før sommerferien med, at hun græd lidt hver dag og for første gang oplevede ikke at have lyst til at gå på arbejde.

Efter en dejlig sommerferie kom det igen. Hun var langt mere hidsig og grådlabil, end hun plejede. Men ikke i timerne.

»Havde jeg for eksempel problemer med computeren i frikvarteret, kunne jeg gå helt over gevind. Råbe og slå på den. Den fucking computer. En fejl fra lønningskontoret fik mig til at tudbrøle. I stedet for at slappe lidt af. Det er jo bare en fejl, bare en computer«.

Hjemme kneb det gevaldigt med at samle overskud til mand og tre børn.

»Jeg følte deres forventninger til mig som et stort pres. Jeg havde ingen glæde af familien. De stod for endnu en flok sure pligter: følge til håndbold, købe ind, hjælpe i tøjet. Hvis den mindste smed med sit legetøj, kunne jeg tage det op og kyle det ad helvede til. Og det skal jo nok hjælpe«, ironiserer hun.

»Jeg slog mig selv i hovedet med, at jeg var en dårlig mor, en dårlig kone, jeg kunne ikke finde ud af noget som helst og tænkte, at det hele var nemmere, hvis jeg fik mig en toværelseslejlighed, og familien så sejlede sin egen sø«, husker hun.

Samtidig overkom hun det hele i skolen. Hun fortalte ingen om de daglige tudeture eller bad om hjælp.

»Jeg har klaret mig selv, siden jeg var 16 år, så ingen skulle se min overflade krakelere. Og når man ikke selv siger noget, er det svært for andre at træde til. Men i forløbet har en kollega flere gange spurgt, om jeg havde det godt, så hun har draget omsorg for mig«.

»Egentlig føler jeg, at jeg har gået på line i lang tid. Da jeg tog hjem den dag fra kurset, sluttede linen, og så faldt jeg bare ned«.

Støttetimer til klassen

Nogle dage efter sammenbruddet møder hun på skolen for at aftale en handlingsplan. For første gang siden hun var 12 år, bærer hun ikke makeup. Hun har heller ikke børstet sit hår, men bare samlet det i en hestehale.

»Jeg følte mig træt, træt, træt. Orkede ikke engang at gå i bad. Den eneste grund til, at jeg stod ud af sengen om morgenen, var for at følge min lille dreng i børnehaven. Huset lignede Jerusalems ødelæggelse. Der var ikke en ren kop, men jeg magtede end ikke at tømme opvaskemaskinen. Sådan gik de tre første uger«.

Skolen støttede hende 100 procent. Hun blev sendt hjem igen med beroligende ord om, at der var ansat en vikar, og at hun skulle slappe af og koncentrere sig om at blive rask.

»Egentlig var det en lettelse, da det nåede dertil. At det ikke var, fordi jeg var doven og et fjols, at jeg ikke kunne klare det, men fordi jeg var syg«.

Gennem DLF har hun modtaget fem gange psykologhjælp og har brugt de tre. Psykologen har givet hende en række øvelser i stresshåndtering, og det har hjulpet. Hun føler, det går fremad.

»Men jeg kan stadig ikke være alene med mit mindste barn en hel dag. Alle de konflikter, der opstår i løbet af en dag, kan jeg ikke klare«.

Med skolen har hun holdt møder om, hvordan og hvornår hun kan komme tilbage. Ledelsen har kun bakket hende op og er meget åben og fleksibel over for, at hun får en blid start. Hendes plan er at genoptage arbejdet her i begyndelsen af det nye år.

»Der er sket noget i min klasse, mens jeg har været syg, så jeg skal ikke bare tilbage til det samme. Et barn er blevet fjernet til en specialklasse. Et andet er medicineret. En kollega bliver støtte på klassen i ti timer om ugen. Så må vi se, hvordan det går. Jeg begynder med fuld undervisning og kan så skære mødevirksomhed fra«.

Heidi Medina gemmer de to sidste gange psykologhjælp til eventuelle problemer i begynderfasen.