En af Danmarks Lærerforenings grundlæggere C.A. Thyregod (1822-1898) talte ved nogle af foreningens første møder om, at lærerstandens anseelse og lønniveau sammen måtte løftes. Han kritiserede samtidig lærerne for i stolthed at skjule deres dårlige kår, således at befolkningen ikke vidste, hvor slemt det egentlig stod til. Lærerne havde således en uheldig tendens til »at kaste et skjul over fattigdommen og vende den mindst luvslidte side udad«.
Lærerkår
Lavtlønnet: Mange embeder var yderst dårligt lønnet, og en del lærere havde desuden bijob som for eksempel forsikringsagenter, håndværkere eller hjemmeproduktion.
I 2012 indkaldte Danmarks Lærerforening til en ekstraordinær kongres for medlemmerne som reaktion på debatten om lærernes arbejdstid og kompetencer. Her udtalte formanden Anders Bondo Christensen til medlemmerne, at »I er hverken forkælede eller klynkere. KL burde stå i forreste række og takke jer for den indsats, I leverer hver dag i folkeskolen«. Gennem 150 år er lærernes arbejdsbyrde, ansvar og status i samfundet således et gennemgående element i debatten om folkeskolen. Foto: Klaus Holsting
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Da Danmarks Lærerforening blev grundlagt i 1875, ønskede man at gøre op med dårlige løn- og arbejdsvilkår. Det var især i landsbyskolerne, det var galt fat. Mange skoler på landet var enelærerskoler, hvor læreren underviste alle skolens op til 80 børn, der var delt i to klasser og gik i skole hver anden dag. Lærerens bolig lå ofte i skolebygningens ene ende og havde normalt et jordstykke med i købet. Jordens formodede udbytte indgik i lønnen, som også langt op mod 1900 omfattede de naturalier og gaver, som læreren fik fra lokalbefolkningen. Lærerens forpligtelser var - ud over undervisningen - også kirkesang ved gudstjeneste og andre kirkelige handlinger, klokkeringning, rengøring af skolen og kirken og vask af alterdug med videre. Ved siden heraf skulle han også passe sin jord. Mange embeder var yderst dårligt lønnet, og en del lærere havde desuden bijob som for eksempel forsikringsagenter, håndværkere eller hjemmeproduktion.
Annonce:
Hvis børnetallet i sognet steg, skulle der ansættes endnu en lærer - en såkaldt andenlærer. Hans løn blev ofte finansieret ved, at førstelærerens løn blev »beklippet«, som det hed. Lønnen blev ikke fastsat efter arbejdsbyrde, men efter stillingskategori og formodet forsørgerbehov. Mange andenlærerstillinger blev derfor opslået og aflønnet som »ugift lærerembede«. Det betød: med lille bolig og en løn, der ikke kunne forsørge en familie. Ønskede en ung lærer at gifte sig, måtte han indlede jagten på et enelærerembede. Lærerinder fik en endnu lavere løn og forventedes at forholde sig ugifte.
I DLF's tidligste år udgav foreningen en række undersøgelser af lærernes lønnings- og boligvilkår. Her fandt man skræmmeeksempler på lærere med kone og adskillige ukonfirmerede børn, der måtte tage til takke med små loftsværelser uden opvarmning og en løn på få hundrede kroner om året.
Det værste var dog ifølge DLF ikke den ringe løn, men at lærerens dårlige vilkår umuliggjorde hans rolle som forbillede for børn og lokalbefolkning. Hvis læreren skulle kunne nyde respekt og dermed udføre sin gerning, krævede det en løn og en samfundsposition, hvor han kunne ranke ryggen og hævde sin autoritet. Som en lærer Rasmussen udtrykte det ved et nationalt skolemøde i 1907, måtte lærerne: »kræve af folket, at det giver sine børns opdragere en sådan stilling i samfundet, at de kan gøre deres vigtige gerning uden at synke sammen under næringssorgernes knugende tryk«.
