Det er begyndt at pible frem - også i velfungerende sociale sammenhænge. Det er lærer-elev-relationen, som slides ned af de endimensionelle billeder på Teams og Zoom. Det er svært at fornemme, hvad der er okay, og hvad der bestemt ikke er, når kropssproget er væk, og de finere nuancer forsvinder.

Som en erfaren lærer siger i dette blad: "Det føles lidt pinligt. Som om man ikke kan styre undervisningen. Det var en overraskelse for mig, at det kunne ske for mig at blive hængt ud af mine elever på denne måde".

Heldigvis tog ledelsen affære. Mobning er mobning, uanset om det foregår på en skærm og derfor opleves som mindre virkeligt. Digital mobning kan endda opleves en tand værre, fordi ofret efterlades ensom og isoleret - og ingen opdager, hvad der sker. For læreren var det under alle omstændigheder en rystende oplevelse, hvor hun måtte droppe onlineundervisningen et stykke tid bagefter.

Lærer ramt af elevers cyberbullying

De hårde problemer dukker ironisk nok op til overfladen, samtidig med at en ny undersøgelse blandt et udsnit af befolkningen tyder på, at forældre generelt set er meget tilfredse med deres børns onlineundervisning. De er imponerede over lærernes kreativitet og evne til at finde på og få onlineundervisningen til at køre.

Men problemerne peger på, at det allervigtigste at få på plads, når klassen igen vender tilbage, er elevernes trivsel og forholdet både til hinanden og til læreren. Heldigvis er de fleste forældre også enige om, at trivsel er det vigtigste på efter corona-dagsordenen. Først et stykke nede ad listen kommer det såkaldte "læringsefterslæb". Forældrene ved godt, at gode relationer, tryghed mellem lærer og elev og mellem elevernes indbyrdes er en forudsætning for at lære noget. Man lærer ikke noget, mens man har ondt i maven, og hjernen går i sort på grund af mobning. Man kan heller ikke undervise i sådan en situation.

Hvis vi ikke passer på, er det skadede elever og lærere, som vender tilbage til den fysiske skole.