Stress er en aktuel udfordring blandt folkeskolelærere. Både sygefraværet og antallet af lærere, der tilkendes invalidepension med stress som medvirkende årsag, er stigende. Lærernes Pension har derfor støttet en række forebyggelsesprojekter, blandt andet projektet »Stress stopper vi sammen«.

Gennem to år har projektet arbejdet med forebyggende aktiviteter for at udvikle lokale retningslinjer og øge ledere og medarbejderes viden om stress. Forløbet har også introduceret en række forebyggende værktøjer og arbejdet med cases for at fremme social støtte og udvikle et fælles sprog om stress.

Efter indsatsen kunne vi måle, at den enkelte lærer havde fået et betydeligt højere kendskab til skolens forebyggende retningslinjer, en øget viden om stress, og at færre var i risiko for stressbelastning. Desuden oplevede langt flere, at der nu var et fælles sprog for stress på skolerne, og skolerne rapporterede om en oplevelse af dalende sygefravær i projektperioden. Endelig var det særligt tilfredsstillende at konstatere, at langt flere lærere ved projektets afslutning var bevidste om, hvad de skulle gøre ved vedvarende symptomer på stress. Dette er afgørende for rent faktisk at kunne handle stressforebyggende på både egne og andres vegne.

Den svære selvledelse

På trods af projektets målbare effekt på en række vigtige parametre er det vores oplevelse, at noget i kulturen omkring selvledelse udgjorde en barriere for at få endnu bedre effekt af indsatsen og samtidig belastede den enkelte.

Mange lærere værdsætter og kæmper til stadighed for at bevare en høj grad af selvledelse. Samtidig efterspørger flere mere ledelse. Det kan virke paradoksalt, at man på en og samme tid ønsker både mere selvledelse og mere ledelse. Men hvor mere selvledelse særligt handler om muligheden for at forvalte sin faglighed og tid på en meningsfuld måde, handler ønsket om mere ledelse især om tydelighed og hjælp til prioritering og planlægning fra lederen.

Flere oplever nemlig, at de mange forandringer oven på skolereformen kombineret med en lind strøm af forskellige projekter har resulteret i, at der løbende lægges opgaver »oveni«, mens der sjældent sorteres noget fra. Det bliver så op til den enkelte lærer at »lede sig selv« uden om en opgaveportefølje på 110 procent.

Stressforebyggelsesprojektet blev af den enkelte lærer, naturligt nok, også oplevet som »noget, der kom oveni«. Samtidig viste det sig, at det var udfordrende for lærerne selv at skulle bringe redskaberne fra projektet i spil i hverdagen. Som en lærer udtrykte det:

»Vi er meget selvstyrende som team, og det kan være svært at blande sig i hinandens måder at arbejde på … Vi har nok brug for, at ledelsen kommer og hjælper os til at rammesætte en snak om arbejdsprioritering, planlægning og arbejdsbelastning eller siger til os, at vi skal bruge det her værktøj«.

På den måde kan selvledelse blive en udfordring for forankring og implementering af nye tiltag. Desuden kan uhensigtsmæssige dynamikker få grobund, og det kan blive svært at skabe en fælles praksis omkring stressforebyggelse.

En lærer fortalte i forbindelse med evalueringen: »På teammøderne er der stor frihed til at tale og ytre sig kritisk omkring alting også i en meget dårlig og negativ tone. Det gør det ofte rigtig svært at opnå fælles fodslag omkring de lidt sværere emner som for eksempel stress«.

Så hvad skal der til?

Projektets resultater taget i betragtning er vi overbeviste om, at det er sådanne indsatser, der skal til, men det skal suppleres med et øget fokus på selvledelse.

Under stress og længerevarende belastning påvirkes de kognitive færdigheder, som vi bruger, når vi skal lede os selv. Derfor bliver det ekstra udfordrende i forhold til stressforebyggelse, hvis rammerne omkring selvledelse er uklare.

Hvis man skal have optimalt udbytte af stressindsatser i folkeskolen, mener vi, at der er behov for større klarhed omkring selvledelsesvilkårene i lærerjobbet. Hvordan er man selvledende på den gode og sunde måde? Hvordan agerer man som en del af et selvstyrende team? Hvornår skal man række ud og opsøge mere sparring og mere ledelse? Og hvornår skal lederne træde til og hjælpe den enkelte eller teamet med at »skære kagen til« eller få implementeret nye tiltag?

Lederne er nødt til at rykke tættere på den enkelte lærer og hjælpe med at sortere fra, når noget nyt kommer »oveni«. Der er behov for mere sparring, i forhold til hvordan opgaverne kan løses på en god og sund måde inden for de givne rammer.

Lederne skal også rykke endnu tættere på teamet. Når den enkelte lærer oplever at være stresset, handler det nemlig ikke kun om arbejdstimer og vanskelige opgaver. Det handler også om dynamikkerne, samarbejdet og forståelsen af arbejdsbelastning i teamet. Især under øget arbejdsbelastning har teamet ekstra behov for ledelsesmæssig støtte i forhold til både prioritering, planlægning og håndtering af uhensigtsmæssige gruppedynamikker.

Er løsningen så bare mere ledelse? Ja og nej - løsningen er ikke bare mere ledelse. Folkeskolelærere er en faggruppe, der har behov for høj grad af selvbestemmelse, frihed og ansvar i jobbet for at kunne trives. Løsningen er mere fokus på og tid til ledelse af selvledelse. Men det kræver ændringer i ledernes rammer. I folkeskolen er det ikke ualmindeligt, at én leder løser personaleledelsesopgaver for op mod 40 medarbejdere. Når der, ud over de faglige ledelsesopgaver, også skal laves arbejdsfordeling, holdes medarbejderudviklingssamtaler, sygefraværssamtaler og så videre med så mange medarbejdere, efterlader det ikke meget tid til tættere sparring med den enkelte. Lederne er ofte selv pressede. Desuden er der ikke tradition for, at ledelsen blander sig særligt meget - hverken i forhold til den enkelte eller i forhold til teamet.

I projektet oplevede vi til tider, at ledelsen, når den prøvede at imødekomme ønsket om mere tydelighed, blev modarbejdet eller afvist. Det er således også sin sag at få lov til at lede den selvledende lærer. Ikke desto mindre er det det, vi mener, der er behov for. Lederne skal finde tid og mod til at blande sig og hjælpe med at »skære kagen til«. Og lærerne skal lukke lederne ind, så lederne kan hjælpe dem med at lede sig selv uden om stress og overbelastning.