I Oulu nord for Helsinki logger 22 finske 8.-klasse-elever hver onsdag klokken 13.15 på deres computere og mødes i Google Hangout med et hold udskolingselever fra Vestre Skole i Middelfart. I Danmark er klokken på det tidspunkt kun 12.15, men det er en detalje, der er taget højde for, dengang dansk- og engelsklærer Vibeke Vedsted Andersen og hendes fynske kollega Martin Pelle Madsen holdt de første planlægningsmøder med Minna Säily Piirainen og Esko Huovinen, deres finske fagfæller.

Siden august har en storskærm ugentligt forenet det fynske klasseværelse og det finske, og eleverne kender efterhånden den virtuelle undervisningsgang. To danske elever præsenterer på skift onsdagens indlandsnyheder for finnerne og omvendt, før den egentlige undervisning sættes i gang af enten Vibeke og Martin i Danmark eller Minna og Esko i det finske. »Ungdom« er det overordnede tema for årets undervisning, der foruden onsdagsmøderne også tæller to fysiske samlinger, en efterårssamling på dansk grund og en forårssamling i Finland.

Folkeskolen var med, da finnerne besøgte den gamle byskole i Middelfart i efteråret.

Forskellen er floorball og garagebands

Vestre Skoles gamle gymnastiksal, der i disse dage er samlingssal for de finske besøgende og deres værter, er pyntet op til lejligheden med danske og finske flag. Samme blonde lokker, Converse-støvler, cowboybukser og sorte mascara gør det svært at skelne de finske elever fra de danske. I færd med at udvælge fotos til en billedfortælling om ungdom udveksler de også tanker på samme nordiske engelsk.

»Jeg synes ikke, at de finske elever er specielt forskellige fra os, bortset fra at de dyrker meget floorball og spiller musik i deres forældres garager«, siger Anders Mygind, der går i 8.b. Han er en af de ældste på det danske valghold, der består af 6.-, 7.- og 8.-klasse-elever. Men Minna Säily Piirainen, der har været lærer i Finland i 15 år, ser en forskel på de danske og de finske elever, når det kommer til kommunikationen elev og lærer imellem.

»Jeg tror, at forholdene i den danske skole er mere afslappede end i den finske. Der er langt mere disciplin i Finland. Jeg bryder mig faktisk bedre om måden, de danske lærere er over for eleverne på«, siger hun.

Minna Säily Piirainen er uddannet klasselærer fra universitetet i Oulu og kunstlærer fra Aalto University School of Arts i Helsinki. Tilsammen har hun tilbragt syv år på universitet. På Kaakkurin Skole i Oulu underviser hun i dag i kunsthistorie og arkitektur.

»Jeg har et kursus, der fokuserer alene på arkitektur og design, og så lærer jeg eleverne klassisk tegning, at male og noget om farver. Men vi leger også kunst. I efteråret har vi lavet meget kunst udendørs, performancekunst og miljøkunst. Jeg løsner lidt op på disciplinen i min undervisning«, siger hun og roser i samme åndedrag de danske lærere for at gøre det samme.

Det er ikke, fordi Minna oplever den danske skole som udisciplineret. Tværtimod har hun registreret, hvordan hendes danske kolleger gør læring til et fælles ansvar eleverne og dem selv imellem. Når de danske lærere samtidig er fri for at følge et fastlagt pensum som i Finland, mener Minna Säily Piirainen, at lærerne kan møde eleverne i et mere afslappet og fleksibelt undervisningsrum.

Misundelsesværdig ro og status

Selvom Minna ikke dyrker disciplinen i gammeldags forstand, er der ikke desto mindre en anden ro og autoritetstro over de finske elever, fornemmer Martin og Vibeke. Arbejdsroen og så de fysiske rammer, der findes på den kun otte år gamle skole i Oulu, kan de danske lærere godt misunde en smule.

»Ingen bærer sko indendørs på den finske skole. Det er for at undgå våde gulve, når det ofte er dårligt vejr. Men det gør også noget godt for atmosfæren, der undervises i«, siger Martin. Han besøgte skolen i forbindelse med et Comenius-projekt. Vibeke, der ligeledes har besøgt skolen i Oulu, tilføjer:

»En anden ting er, at de leaser alt it-udstyr, så tingene virker bare og synes på flere måder at gå mere smooth end herhjemme«. Om lærerens status i det finske versus det danske samfund har hun også gjort sig nogle tanker.

»Jeg tror, at det gør en forskel for arbejdslivet, at de finske lærere føler, at de har et bagland, der virkelig vil skolen. Altså en bred politisk opbakning og anerkendelse«, siger hun. Det er noget andet end den mistillid, danske lærere indimellem bliver mødt med fra det omkringliggende samfund, mener Vibeke Vedsted Andersen.

Kunstlærere underviser ikke i historie

Spørger man til udfordringerne i samarbejdet med de finske lærere, kan Martin og Vibeke kun komme i tanke om en ting. De finske læreres meget specifikke faglighed. Minna er kunstlærer og kun kunstlærer. Hun kan derfor ikke undervise i historie. Det næste virtuelle undervisningsforløb er ellers planlagt til at handle om livet som ung under anden verdenskrig i henholdsvis Danmark og Finland. Til det forløb har Minna og Esko måttet involvere en tredje lærer. Ingen af dem har nemlig fagkompetencerne til at stå for den del. For danske Martin, der har linjefag i idræt, hjemkundskab og samfundsfag, men også underviser i fysik, geografi, historie og natur/teknik, kan det ikke undgås at virke en lille smule uforståeligt, at de finske lærere ikke vil brede deres faglighed mere ud. Men det er nu kun det praktiske forbundet med at koordinere med en finsk tredje lærer, der har været en udfordring.

Finsk forberedelsestid

Under frokosten på Vestre Skoles lærerværelse, hvor de fire nordiske lærere er enige om at spise rugbrød, hvad enten det er fyldt med kerner eller sødere som i Finland, falder snakken også på arbejdsforhold.

»Jeg har ikke brug for så meget forberedelsestid. Jeg er erfaren lærer i matematik og bruger de samme bøger«, fortæller Esko, hvortil Vibeke må spørge, om ikke han ind-imellem køber nye bøger, som han så behøver tid til at lære at kende. Skolen i Oulu er netop blevet pålagt besparelser, så der er faktisk ikke råd til nye bøger lige nu, forklarer Esko. Men selvfølgelig er han med på, at god undervisning kræver forberedelse.

»Yngre lærere vil altid have brug for forberedelsestid, og i nogle situationer har jeg også brug for tid. Jeg forbereder mig mellem fem minutter og en time til hver lektion a 45 minutter«, siger han. Esko Huovinen underviser 26 lektioner om ugen. Minimum er 21 lektioner. Man bliver betalt for de ekstra undervisningslektioner ud over de 21, men forberedelsestiden tæller man ikke op, fortæller han.

Samtalen når at tage flere nye retninger, inden de fire nordiske lærere må hæve taflet og vende tilbage til deres sammensatte elevgruppe. Mens Minna og Esko bor på et hotel i byen, er de finske elever indlogeret hos flere af de danske elevers familier. Til marts er det de danske elevers tur til at rejse 2.000 kilometer hjemmefra, når Vestre Skoles internationale hold gæster den finske skole i Oulu.

Skolerne har søgt tilskud til rejserne gennem Nordplus, der er Nordisk Ministerråds mobilitets- og netværksprogrammer for uddannelsesområdet, men også selv bidraget økonomisk til samarbejdsprojektet.