Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Kredsformanden, der overskred en grænse
I udgaven fra 21. november beskæftiger Folkeskolen sig med den forrige formand for Århus Lærerforening Søren Aakjærs pludselige skift til jobbet som chef for Aarhus' børne- og ungeforvaltning.
Tonen i artiklen ligger et sted mellem neutral og venlig over for Søren Aakjær. Der gives ham en del spalteplads til at forklare sit spring over i modpartens lejr. Eftersom der i artiklen ikke kommer nogen til orde, der formulerer en kritik af dette pludselige jobskifte, bliver artiklen til en fire sider lang apologi (forsvarsskrift, redaktionen) for Søren Aakjær. Dét gør Folkeskolen ikke klogt i. Forløbet er nemlig ikke særlig kønt.
Svar fra Folkeskolen
Søren Aakjær tiltræder sin nye stilling per 1. oktober. Op til den dato er der blevet ført forhandlinger om en lokalaftale mellem Aarhus Kommune og flere faglige organisationer. Søren Aakjær har ført disse forhandlinger på vegne af Århus Lærerforening. Hvornår skiftede Søren Aakjær sindelag fra lærerforeningen til kommunen? Ville en anden formand for Århus Lærerforening have kæmpet lærernes sag med mere ildhu? Svaret kan vi kun gisne om.
Hvis ikke DLF - og Folkeskolen som dens talerør - viser mere karakter som lærernes interesseorganisation, så vil foreningen sandsynligvis snart begynde at bløde medlemmer. DLF har nemlig nogle forklaringsproblemer over for de samme medlemmer.
For det første har foreningen ikke været i stand til at afværge det overgreb, som arbejdsgiveren begik i april. Lærernes arbejdsbetingelser blev drastisk forringet.
For det andet ydede DLF ingen reel økonomisk støtte. Mange medlemmer havde nok en forventning om, at de - efter at have betalt kontingent i årevis - kunne imødese et vist beløb i konfliktstøtte. De blev skuffede.
Til sidst har de offentligt ansatte ved sidste lønforhandlinger måttet finde sig i de laveste lønstigninger siden Anden Verdenskrig. Er det blevet sådan, at vi fremover lige så godt kan ringe til Finansministeriet for at høre, hvad lønnen bliver de næste par år? Hvad skal vi så bruge fagforeningen til?
Problemet er ikke en enkelt persons svigt. Problemet er, at denne handling er symptomatisk for en tidsånd, hvor en uskøn blanding af kynisme og ligegladhed råder.
Det er på høje tid, at DLF viser, hvis interesser den egentlig har tænkt sig at varetage.
Svar fra Anders Bondo
