For 100 år siden, den 19. september 1919, blev det lovfæstet, at mandlige og kvindelige lærere - og alle andre offentligt ansatte - skulle have samme løn for samme arbejde. Det kan vi i høj grad takke lærer Thora Pedersen for. I to år kæmpede hun i statens lønningskommission - som den eneste kvinde sammen med 20 mænd. 19 af dem gik ind for uligeløn eller, som det hed, »løn efter køn«, mens hun argumenterede for lige løn for lige arbejde.

Hun vandt. Men modstanden både i kommissionen og i Danmarks Lærerforening (DLF) var voldsom. Ja, foreningen var ved at knække midtover på grund af uenigheden. Men Thora Pedersen kæmpede tålmodigt og med politisk tæft. I kommissionen mente man(d), at »Kvindelige Tjenestemænd ikke stod Maal med deres mandlige Kolleger i Tjenesteydelser«, og at mændene derfor skulle have højere løn end kvinderne, fordi »Arbejdet kræver et vist Maal af Dannelse og Kundskab«.

Thora Pedersen var medlem af Danmarks Lærerforenings hovedstyrelse. Formanden, Hans Svane, gik også ind for ligeløn, men mange andre var imod. Han ønskede, at Thora Pedersen skulle repræsentere DLF i lønningskommissionen. Hun svarede, at hun ikke ville være den eneste repræsentant for DLF, for »det vilde være en umulig Stilling«. Resultatet blev, at DLF fik to medlemmer i kommissionen, så Thora Pedersen kunne arbejde for ligeløn, og landsbylærer Carl Dige kunne arbejde for løn efter køn. Som han skrev i Folkeskolen: »Vi Mænd maa samle vore Energi om at faa vores egen Stilling hævet saa meget som muligt under henvisning til, hvilke Krav der stilles os som Forsørgere og Stiftere af Hjem, og saa lade Kvinderne selv om, hvor højt de stiller deres Krav«.

»En Kommunelærerinde fra Ålborg«

»20 Mænd var medlemmer af den Kommission - og hvilke Mænd«, skrev Thora Pedersen. »De forekom mig som rene Giganter. For hvem var jeg, en Kvinde - en Kommunelærerinde fra Ålborg, som ikke engang havde sin Organisation DLF i Ryggen, for den gik imod det, jeg gik ind for«. Og ganske rigtigt: Det var op ad bakke i DLF. Formanden fik ganske vist hovestyrelsen med på et forslag om ligeløn med et »forsørgertillæg«, som skulle lægges til grundlønnen - uanset om forsørgeren var mand eller kvinde. Men det ophidsede ganske mange mænd. Det ville »skade Lærernes sociale Anseelse«, og det var »et sørgeligt Udslag af den fortvivlede Kvindebevægelse«, lød anklagerne på et foreningsmøde. »Gammeljomfruforslag« blev der råbt fra salen, da Thora Pedersen talte.

Fra hendes hjemby modtog DLF bagefter to resolutioner. En fra 57 lærerinder, der støttede princippet, hvor »lige Løn for lige Arbejde var Grundlaget«. Og en fra 62 købstadslærere, der argumenterede for, at mænd skulle lønnes højere på grund af værnepligten og enkeforsørgelsen. Og fordi »Lærerindernes Arbejdsevne som Regel ikke staar Maal med Lærernes«. Stemningen var så ophidset, at Hans Svane måtte sætte sin stilling ind på at støtte hendes plads i lønningskommissionen. Til kritikerne svarede Thora Pedersen selv, at hun ud over at repræsentere de 4.000 lærerinder i DLF også repræsenterede Københavns Lærerindeforening og andre kvindelige tjenestemænd.

I september 1919 kom så sejren, da 15 af de 21 kommissionsmedlemmer stemte for Thora Pedersens forslag. Hun havde givet sig på ét punkt, som betød, at kun forsørgere skulle have dyrtidstillæg. Men Thora Pedersens indsats betød, at princippet om ligeløn for lige arbejde blev lovfæstet. Dansk Kvindesamfund holdt en sejrsfest, og senere fik hun en stor pengegave fra taknemmelige kvinder i Danmark, Norge og Sverige. I DLF blev hun derimod nærmest skrevet ud af historien.

Da foreningen i 1974 fyldte 100 år, udgav man en jubilæumsbog. Her fortælles der, at Carl Dige »sammen med foreningens anden repræsentant, lærerinde Thora Pedersen, Ålborg«, udførte »et stort arbejde for at løse de mange problemer af lønmæssig art, som lærerne havde«. Og det forklares, at »problemerne var særlig vanskelige, fordi de forskellige medlemsgrupper langtfra var enige om, hvilke principper der skulle lægges til grund for lønfastsættelsen«. Forkert er det jo ikke, men det er - pænt sagt - en noget forkortet version.

Nummer tre ud af ti søskende

Hvem var hun da, denne stærke kvinde?

Thora Marie Frederikke kom til verden i 1875 som nummer tre i en søskendeflok på ti. Moren, Karen Marie Andersen, passede børn, mand, hus og have, og faren, Niels Pedersen, var førstelærer i Øster Hurup. Men det var ikke hans skyld, at Thora uddannede sig til lærer. Sønner skal have uddannelse, døtre skal lære »huslige Sysler«, mente han, og »Lærere skal kunne regne, men Kvinder kan nu engang ikke regne«. Så det var meget mod farens vilje, at Thora rejste til København, hvor hun i 1900 tog lærerindeeksamen fra Natalie Zahles Kvindeseminarium.

Hermed begyndte en imponerende pædagogisk, ligestillings-, fag- og partipolitisk karriere. Efter et år som lærer i Grenå arbejdede Thora Pedersen i Aalborg til 1945. Hun var meget optaget af at udvikle undervisningen af de yngste elever og studerede derfor Maria Montessoris ideer. I 1909-10 gik hun på Statens Lærerhøjskole, og fire år efter besøgte hun Montessoriskolen i Rom. Hun studerede småbørnsundervisning i Sverige og besøgte skoler i både Canada og USA.

I 1929 blev Thora Pedersen skoleinspektør ved Østmarkens Skole i Aalborg. Hun fik stillingen mod den socialdemokratiske borgmesters ønske, men samme partis undervisningsminister, Frederik Borgbjerg, pegede på Thora Pedersen, så hun endelig kunne avancere efter i 13 år at være blevet sorteret fra. En skolekommissionsformand og præst forklarede hende hvorfor: »De har ikke den Kvalifikation, som jeg anser for at være nødvendig. De er ingen Mand«.

Thora Pedersen var skoleleder i 16 år; hun reformerede begynderundervisningen, gennemførte aktiviteter, der kunne lette overgangen fra hjem til skole, og støttede lærere, der ville indføre friere arbejdsformer.

I 1919-23 var hun medlem af Den Store Skolekommission, hvor hun argumenterede for opprioritering af de praktiske fag. Hun sad i Radikale Venstres hovedbestyrelse og var i en periode medlem af byrådet i Aalborg. Hun var aktiv i Dansk Kvindesamfund og blev i 1945 udnævnt til æresmedlem. Fra 1916 til 1929 var Thora Pedersen medlem af DLF's hovedstyrelse. I hendes første valgoplæg stod der, at hun ville arbejde for »Kvinders Ligestilling med Mænd«. Det levede hun i høj grad op til.