Debat

98 ind – 96 ud!

DLF havde gerne set mere konkrete anbefalinger fra inklusionseftersynet. Men brug dem, der kom, i arbejdet med inklusionen.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Ekspertgruppens inklusionseftersyn resulterede i 98 anbefalinger rettet til stat, kommune og skoleledelser om steder, hvor der kan findes forbedringer i forhold til at få en bedre inkluderende skole for alle elever.

En anbefaling er at fjerne måltallet, som blot fortæller, at 96 procent af alle elever skal være del af den almene skole, men ikke om de reelt er inkluderet i klassens fællesskab. Det skal der fremover være større fokus på - om netop den enkelte elev får den støtte og de muligheder, som der er behov for, for at kunne være en del af fællesskabet.

Eftersynet kom frem til flere resultater, som vi har sagt tidligere og ikke mindst hørt fra mange lærere, der står midt i arbejdet. Blandt andet at der er en gruppe af elever, der har behov for støtte, men som ikke får det, at flere lærere oplever, at der ikke er resurser til arbejdet med inkluderende undervisningsmiljøer, og at der mangler gennemsigtighed, i forhold til om og hvordan de afsatte resurser kommer i spil på skolen.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Anbefalingerne kommer desværre ikke med nogle helt konkrete tiltag, som den enkelte lærer, der står ude hos 2.b med 27 elever, lige kan tage ned fra hylden. Vi havde gerne set, at der blev lavet en konkret handleplan for den enkelte elev med særlige behov med de foranstaltninger om for eksempel støtte, undervisning og udvikling af lærerens kompetencer i forhold til at kunne håndtere situationen i klassens fællesskab, som ville kunne udvikle netop den elev.

Men mange af anbefalingerne kan bruges, og især skolelederens dialog med medarbejderne om muligheder og prioritering i indsatsen er både vigtig og efterlyst på mange skoler. Men også at der omkring kompetenceudvikling af lærerne anbefales øget brug af co-teaching, hvor en specialunderviser deltager i klassen med læreren for at støtte og sparre i konkrete situationer, når der kommer nye elever med særlige behov. Teamsamarbejdet bør styrkes, så man både pædagogisk og resursemæssigt kan løfte arbejdet.

Lærere om inklusion: Alle skal udvikle sig - ikke kun 96 procent

Brug anbefalingerne til fortsat at have arbejdet omkring de elever, der har andre behov end de almene, på dagsordenen i kommunen og på skolen. Det er helt legalt og relevant, at en kreds går til en forvaltning eller en tillidsrepræsentant eller lærer til sin skoleleder med en ekspertgruppes vurdering af, hvilke områder der kunne forbedres - det må tages alvorligt.

Drøft i teamet eller på skolen, hvilke anbefalinger I ser som aktuelle på jeres skole - sæt dem i spil over for ledelsen og drøft, hvordan den vil støtte, at de anbefalinger kan følges! Brug dem aktivt!