Er det godt eller skidt, at lærerne i folkeskolen gerne vil skræddersy undervisningen til den klasse og det fag, de har ansvar for? Umiddelbart må det vel være en fordel for samfundet, fordi eleverne dermed får undervisning, som er tilpasset dem, og dermed optimale chancer for at lære mest muligt. Men på trods af dette, så efterspørges en kulturforandring, hvor lærerne i højere grad genanvender undervisningsmateriale.

Er det godt eller skidt, at lærerne gerne vil have mulighed for at tale med forældre om deres barns trivsel og udbytte af undervisningen, når der er brug for det? Og er det en fordel eller et problem, at lærerne gerne vil have mulighed for at udvikle undervisningen sammen med kollegaer?

Det burde måske være spørgsmål, som gav svarene i sig selv, men der stilles i højere og højere grad spørgsmål ved, om lærerne stiller for store krav til kvaliteten af det arbejde, de udfører. I en økonomisk presset kommunal virkelighed efterspørges en kulturforandring blandt lærerne, så de ikke »spilder tiden«. Der er brug for, at lærerne har fokus på, at eleverne bliver så dygtige som muligt. Staten holder øje med kommunerne, og hver enkelt kommune bliver vurderet på, om eleverne forbedrer sig i de nationale test i læsning og regning.

Og hvad er der tid til i undervisningen? Er det godt eller skidt, at lærerne giver deres elever oplevelser, hvor alle »læringsudbytter« ikke er defineret på forhånd? Skal vi følge opfordringen til at udvælge de afsnit i romanen, som understøtter de enkelte videns- og færdighedsmål i de nye Fælles Mål? Måske har vi ikke brug for at spilde tiden med at læse hele romanen? Er det også en del af den efterspurgte kulturforandring?

De nuværende rammer for undervisningen giver ikke lærerne gode muligheder for at modstå denne kulturforandring. Der er simpelthen for mange opgaver til de eksisterende resurser, så de nævnte kulturforandringer risikerer at være nødvendige for at overleve i et arbejdsliv som lærer. Men var det mon det, borgerne i Danmark ville med folkeskolen?