Du kan stadig høre de sidste rester af ambulancens sirener, den høje skingre tone, der de seneste tyve minutter har fyldt dit hoved. Lyden, og så smerten, runger stadigt, mens portøren kører dig ind på akutafdelingen. En ung mand i hvid kittel løber jer op, rækker dig hånden, og siger: ”Hej, jeg er Christian, din læge”. Den unge mand ligner ikke en der er ikke en dag over tyve. I din smertetåge får du fremstammet: ”Hej Christian, er du kirurg?”– ”Nej, jeg læser medicin på 2. semester og havde biologi på højniveau”.

Ovenstående eksempel er selvfølgelig fuldstændigt utænkeligt. Ingen ville nogensinde lade sig operere af en læge, der ikke har gennemført medicinstudiet og tillige har en speciallægeuddannelse, lige som at ingen ville lade sig repræsentere af en advokat, der ikke var jurist, eller lade sig behandle af en psykolog, der kun havde taget psykologi som tilvalgsfag på gymnasiet. Alligevel sker det hver evigt eneste dag i folkeskolen. Masser af vores kollegaer er ansat som ”lærere med særlige kvalifikationer”, en stillingsbetegnelse, der er tænkt som en mulighed for at en historiker kan tage et par historiehold, og at en ingeniør kan undervise i fysik/kemi. Det kan være fint nok, særligt i natur- og sprogfag, hvor det er svært at rekruttere læreruddannede. Men vi ser også et stigende antal lærere, også i fuldtidsskemaer, der for nyligt har fået den sidste karakter, fået mor til at græde lidt ned i et glas med bobler og fået studenterhuen på. Meget kan man sige om nutidens studenter, mange af dem er sikkert både søde ved børn, gode mennesker og dygtige til både matematik, dansk og oldtidskundskab. Men en studenterhue er altså ikke en særlig kvalifikation til at undervise i den danske folkeskole.

Dette skal ikke ses som et angreb på de uuddannede. Jeg forstår så udmærket godt, at de søger job som lærere: Jobbet er godt lønnet, arbejdsforholdene er rimelige sammenlignet med andet ufaglært arbejde og de får mulighed for at prøve sig selv af, inden de, forhåbentligt, starter på lærerseminariet.

Men folkeskolens opgave må aldrig blive reduceret til at give unge mennesker beskæftigelse efter studentereksamen.

Hvis vi seriøst mener, at læreruddannelse gør en forskel, og at en uddannelse i pædagogik, didaktik og fag-faglighed er en forudsætning for at kunne bedrive god undervisning, så har vi brug for at uddanne et tilstrækkeligt antal lærere. Men samtidigt må vi også kræve, at kommunerne faktisk lever op til folkeskolelovens paragraf 28: ”For at kunne varetage undervisningen i folkeskolen (..) skal underviseren have gennemført uddannelsen til lærer i folkeskolen”.

For vi lærere kan noget helt særligt; Der er ingen anden uddannelse, der kombinerer viden om pædagogik og psykologi med en forståelse for undervisningsfagenes klassiske akademiske og fagdidaktiske sider. Lærerne skal være eksperter i det, der opstår i krydsfeltet mellem disse to fagligheder: på denne ene side pædagogikken og på den anden side den klassiske faglighed. Man kan sige, at vi skal være eksperter i undervisning, altså eksperter i didaktik.

Denne ekspertstatus er udfordret. I en tid, hvor det professionelle råderum bliver reduceret, hvor tiden til at forberede den gode undervisning er historisk presset, og hvor nyuddannedes viden om praksis desværre er begrænset, står vi over for store udfordringer ved at beholde denne ekspertstatus. Og i virkeligheden er det jo absurd - sammenlignet med andre professionelle er det absurd. Der er ingen andre professioner, der oplever så ringe muligheder for at lykkes i deres profession, og ingen anden profession, der oplever, at så mange - ledere, politikerne, forældrene, forskere og manden på gaden – mener, at de er eksperter i undervisning, og vil bestemme præcis, hvordan den skal udføres.

Med autorisation til at undervise.

Hvis vi i fremtiden skal håndhæve det undervisningsmonopol, som folkeskoleloven tildeler os, kan vi som profession hente inspiration fra to forskellige grupper: For det første kan vi lade os inspirere af lærerne hinsidan. Her lykkedes det nemlig det svenske Lärarforbundet, i samarbejde med de svenske skolemyndigheder at indføre en lärarlegitimation, en autorisation til at virke i den svenske grundskole. Ingen autorisation, ingen mulighed for at arbejde som lærer. Dette er ikke en model, der burde være helt fremmed på vores side af Øresund; særligt i sundhedsvæsenet er den flittigt brugt.

Folk kan, heldigvis, ikke bare komme ind fra gaden og begynde at dosere medicin, skære dig i låret eller udarbejde en psykiatrisk udredning. Selv faglærte social- og sundhedsassistenter skal have autorisation for at kunne virke i deres fag. Men folkeskolelærer? - Der kan folk bare komme ind fra gaden og blive ansat i fuldt skema – man skal blot være 18 og ædru.

Selvfølgeligt kan man godt forstå, at skolelederne i fortvivlelse over at mangle en tysk- eller fysik-kemilærer ansætter en student med tysk på højniveau eller en arbejdsløs ingeniør.

Men svaret på den udfordring er både simpel og todelt: Efteruddannelse og omskoling. Efteruddannelse; fordi en folkeskolelærer, der kommer ud med tre linjefag, ikke kun kommer til at undervise i disse fag, de næste 40 år. Heldigvis. Derfor skal det være muligt, at man igennem et lærer-liv får fyldt flere fag på. Det er både godt for lærerens egen faglige udvikling, og så får skolen mulighed for at lave en skemalægning, der giver mening.

Og omskoling: Lad ingeniøren, eller for den sags skyld tømreren, cand.mag’en og journalisten, blive ansat under forudsætning af, at han sideløbende tager en læreruddannelse. Giv ham merit for det, han kan i forvejen, men kræv, at han sideløbende med jobbet kvalificerer sig til at varetage det.

En uddannelse i verdensklasse. Hvis vi skal lykkes med undervisningsopgaven, og det skal vi, bliver vi også nødt til at kigge kritisk på den uddannelse, vi tilbyder de kommende lærere. Vi har alle hørt unge lærerstuderende, der, med et pubertært smil på læben,  har udtalt, at ”Det handler om indhold, ikke om længden”. Og selvom den sætning selvfølgelig har en vis sandhedsværdi, også når vi taler læreruddannelse, så har læreruddannelsens længde og faglige niveau selvfølgelig indflydelse på, hvor dygtige lærere vi uddanner. I dag har vi en situation, hvor underviserne på læreruddannelsen ofte ikke selv har en læreruddannelse, alene af den grund, at kandidatuddannelserne i skolefag som biologi, matematik, tysk og samfundsfag ofte slet ikke optager læreruddannede, og at de kandidatuddannelser, der optager læreruddannede, alt for ofte er nogle, der uddanner ud af folkeskolen og ikke ind i folkeskolen.

Men sådan behøver det ikke at være; hvis vi ser på de tre klassiske universitetsuddannelser, medicin, jura og teologi, kombinerer disse uddannelser på én og samme tid de teoretiske aspekter fra universitetet med et klart professions- og praksisrettet sigte.

I de tre professioner ser vi altså uddannelsesforløb, som man med fordel kunne lade sig inspirere af i forbindelse med udarbejdelse af næste læreruddannelsesreform: uddannelsesforløb, der alle er forskningsbaserede og inddrager den nyeste viden fra feltet, men samtidigt uddannelser med et stærkt professionssigte. Ja, faktisk kan man fremføre argumentet om, at disse tre uddannelser i endnu højere grad end læreruddannelsen er forankret i praksis: På læreruddannelsen skal man være heldig, hvis man får en underviser, der selv har stået i et klasselokale, og som, i lugten af teenagesved og sure madpakker, har forsøgt at lære homonfyldte teenagere om noget så kedeligt som ligninger med to ubekendte og det fantastiske ved Karen Blixens forfatterskab. Fremtidens medicinere uddannes af læger, der har deres daglige gang på hospitalet og fremtidens jurister uddannes af advokater, der selv tager sager i retten. At gøre læreruddannelsen til en kandidatuddannelse ville forhåbentligt få den konsekvens, at den dygtige matematiklærer kunne ansættes i en kombinationsstilling, hvor han den ene dag underviste 7.b og den næste gav sin viden videre til næste generation af algebra-interesserede lærerstuderende.

Selv om nogle frygter at en læreruddannelse på universitetet vil betyde at uddannelsen bliver fyldt med virkelighedsfjern teori, et unødvendigt fokus på videnskabsteori og kæmpestore forelæsningssale fyldt med hundredvis af studerende, behøver det ikke at være sådan. En universitetsuddannelse står ikke i modsætning til at uddanne lærere med en stærk professionsrettethed og praksistilknytning. Det ses tydeligt, hvis vi løfter blikket fra den danske andedam og kigger til vores kollegaer i Norge, Sverige og Finland: Her uddannes lærere fra universitetet, men i alle tre lande er læreruddannelsen en professionsuddannelse, der kombinerer teori og praksis, med praktikophold, lærermiddelanalyser og inddragelse af praksiseksempler som vi kender det fra Danmark. Men i modsætning til herhjemme, har lærere uddannet fra vores nordiske nabolande en kompetence til at forske i egen praksis, og kan, formelt set, gå direkte fra ud af døren efter den sidste eksamen, vende 180º, og gå tilbage og undervise de kommende lærere.

Hvis vi som profession skal håndhæve vores undervisningsmonopol, det man i professionssociologien kalder sociale closure, har vi brug for en uddannelse, der gør os til eksperter i undervisning, eksperter i didaktik.

Så næste gang du kommer til skade og spørger Christian om han er læge, svarer han: ”Ja, selvfølgelig, speciallæge i kirurgi”, og næste gang du træder ind i et klasselokale og spørger Tanja, der står og skriver regnestykker på tavlen, om hun er lærer, svarer hun ”Ja, selvfølgelig, folkeskolelærer – Jeg har en kandidatgrad i didaktik.”