Har I set »Den Store Bagedyst« i tv? Her konkurrerer amatører i kagebagning, og der kæmpes på både håndelag, fantasi, mod, overblik og stærke nerver. Det sætter ekstra pres på, at de brandvarme tv-projektører ødelægger alt, hvad der i kogebøgerne kaldes »almindelig stuetemperatur«. Det giver ekstreme arbejdsvilkår; bagerne sveder, husblassen vil ikke stivne, de tårnhøje lagkager får slagside, og chokoladefigurerne synker sammen.

Lige nu findes der medarbejdere overalt i kommunerne, der kæmper under omtrent de samme betingelser, det vil sige med en ny, svær opskrift og med tidspresset som en faktor, der kan mærkes. Brændende spotlys og nærgående kameraer kender de også til. For pressen, offentligheden, børn og voksne holder øje med hvert eneste skridt og er klar til at give deres anmeldelser med det samme. Vi taler selvfølgelig om de pædagoger og lærere, der lige nu er ved at finde ud af, hvordan man kan bruge de mange forandringer til at gøre folkeskolen endnu bedre.

Pres på lærere og pædagoger

Det, som foregår i lærernes hverdag, er selvfølgelig ikke genstand for almindelig familieunderholdning som i »Den Store Bagedyst«.

Når lærerne bliver stressede og bryder sammen, så er det alvor og kan koste dem jobbet og livsgrundlaget - og det kan vi selvfølgelig ikke tillade.

Sådan er det ikke i »Den Store Bagedyst«. Her er stress noget, man påfører deltagerne for at opnå bedre tv-billeder. Det er for sjov, en del af det koncept, som deltagerne har sagt ja til. Men ligesom hos lærerne er det passionen, der driver deltagerne til store præstationer.

Vi er alle medansvarlige for de store forventninger, som netop nu adresseres til folkeskolen. Derfor er vi også forpligtet til at hjælpe med at indfri dem. Og der er store forventninger. For vi ønsker alle, at vi skal lykkes med at skabe en skole, som i højere grad udnytter alle elevers potentiale, som mindsker betydningen af den sociale arv, og som sætter fokus på trivsel for alle - både elever og ansatte.

Synlig læring

Folkeskolen har fået nye rammer at arbejde med. Men det er vigtigt at forstå, at rammerne alene ikke sikrer en bedre skole. De åbner blot for nye muligheder. Rammerne alene afskaffer ikke skoletræthed, mistrivsel, læseproblemer eller anden dårlig faglig udvikling. Det afgørende er, hvordan vi lokalt forfølger mulighederne i de nye rammer.

Et bærende element er, at eleverne tildeles mere tid sammen med gode lærere og pædagoger. Heri ligger en tydelig anerkendelse af den betydning, som gode og veltilrettelagte undervisningsforløb har for elevernes læring. Forskning viser det samme. Det, som virkelig har betydning for elevernes læring, er de valg og didaktiske overvejelser, som lærerne står over for i klasseværelset hver dag. Det er her, vi skal fokusere. Derfor samarbejder vi i Skanderborg Kommune med John Hattie om projektet »Synlig læring«, hvor vi - i respekt for lærernes faglighed og professionalisme - gør forskningsbaseret viden let tilgængelig for alle ledere og medarbejdere på vores 20 skoler. Læringsmål skal være synlige og forståelige for den enkelte elev. Alle elever skal være bevidste om, hvad de er i gang med at lære, hvor langt de er kommet, og hvad næste skridt bliver. Det giver motivation og styrker indlæringen. Målinger og data hjælper os med at forstå betydningen af de professionelle valg, vi træffer.

Skolen i fællesskabet

Skolen handler om meget mere end blot at regne og stave. Skolen skal give alle børn de bedste muligheder for at lykkes som mennesker. De skal opleve deres egen betydning ved at skabe noget sammen med andre og indgå i meningsfulde fællesskaber.

I Skanderborg er vi optaget af en ny måde at tænke kommune på. Vi tager fællesskabet alvorligt, vi afskaffer kunden og genindfører borgeren, og vi forsøger os med et fælles sprog - vi kalder det Kommunen 3.0.

Kommunen 3.0 er en bevægelse væk fra forståelsen af »kommunen« som en managementstyret virksomhed med borgerne som kunder. I stedet forstår vi »kommunen« som et tillidsbaseret fællesskab af borgere, der er aktive i eget liv og andres liv. Bevægelsen kan beskrives således i forhold til skolen:

• I Kommunen 1.0 terper eleven salmevers og får eftersidning, hvis hun hakker i det. Om hun forstår salmens indhold, betyder mindre. Læreren er en myndighedsperson, der giver lektier for, belønner, straffer, eksaminerer og giver karakter. Eleven indordner sig. Forældrenes rolle er at kontrollere karakterbogen og se, om der er brug for ekstra straf eller belønning.

• I Kommunen 2.0 er eleven en kunde, der får leveret undervisning. Læreren skal være så underholdende og karismatisk, at undervisningen fanger elevens interesse. Managementtænkningen hersker, og resultaterne bliver forsøgt målt og vejet og brugt til at vurdere læreren og skolen. Eleven er selv med til at bedømme, om undervisningen er god nok. Krav og forventninger er nøgleord i forældrenes forhold til skolen, hvor de er barnets kritiske advokat.

• I Kommunen 3.0 er eleven et aktivt menneske, der hjælpes til at sætte mål for sin egen læring og arbejder på at nå målene med hjælp fra professionelle undervisere, kammerater og forældre. Hvis der måles, sker det, for at den enkelte elev kan se sine egne fremskridt, og for at den enkelte lærer kan forstå betydningen af en række professionelle valg. Tillid og opbakning er nøgleord i forældrenes forhold til skolen, og forældrene bakker ikke bare deres eget barn op, men også skolen og dens medarbejdere. Andre borgere bliver også inviteret indenfor med deres bidrag til en god skole og får samtidig blik for skolens professionalisme.

Den nye skole og Kommunen 3.0 er to sider af samme sag. Borgeren bevæger sig fra passiv til aktiv. Medarbejderen bevæger sig fra aktiv til aktiv på en ny måde, nemlig til en form for playmaker, der skaber mulighederne og bakker op.

Den nye borgerrolle fra passiv til aktiv er ikke motiveret af at spare penge, men af at skabe bedre livskvalitet. For skolens vedkommende handler det om bedre trivsel og læring.

For os er det vigtigt at fastholde folkeskolens dannelsesopgave.

Det er vigtigt, at vi finder gode svar på, hvordan vi sikrer, at alle elever bliver så dygtige som muligt - i alle livets forhold. Vi vil ikke have frihed under ansvar, men vi vil insistere på frihed til ansvar.

Dermed står vi tilbage med mange vindere og ikke kun en enkelt som i »Den Store Bagedyst«.