Stilheden larmer

Interessen for at deltage i debatten op til hovedstyrelsesvalget i DLF er yderst beskeden. Måske bliver den større, når der kommer papir på bordet

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

»Stil de spørgsmål, som trænger sig på i din hverdag, til kandidaterne ved det kommende hovedstyrelsesvalg i DLF«.

Sådan lyder opfordringen på folkeskolen.dks debatsider, hvor der er indrettet et særligt forum til hovedstyrelsesvalget. Indtil videre har foreningens medlemmer overhørt opfordringen. Kun tre kandidater til hovedstyrelsen havde torsdag den 6. november meldt sig med indlæg. Ingen menige medlemmer.

Hvad tror du, der foregår, Jesper Due?

»Måske er det udtryk for, at der ikke er så store forskelle på holdningerne i DLF som tidligere«, siger arbejdsmarkedsforskeren fra Københavns Universitet. »Ganske vist er ikke alle enige om linjen. For eksempel er der en kandidat (Niels Munk­holm Rasmussen), der går ind for, at DLF skal gå målrettet efter højere løn og ikke beskæftige sig med professionsopfattelse, men der er generelt opbakning til formandens linje. Var der to kandidater til formandsposten, eller var der udbredt uenighed om centrale emner, ville interessen for at debattere blive skærpet«.

Udbredt tilfredshed

Urafstemning om pladserne i de kompetente forsamlinger kendes ikke fra ret mange andre faglige organisationer i Danmark.

Derfor er det svært at drage sammenligninger, og Jesper Due mener under ingen omstændigheder, at manglen på debat kan tages som udtryk for akut krise for medlemsdemokratiet.

»Undersøgelser har vist, at mere end 70 procent af lærerne er tilfredse med DLF. Organisationsprocenten er ekstremt høj sammenlignet med tilsvarende fagfor­eninger i andre lande og også sammenlignet med forholdene i Danmark for bare 30-40 år siden. Et hovedstyrelsesvalg er måske bare ikke det, der engagerer medlemmerne mest«, siger Jesper Due.

I Odense er der to lokale kandidater. Det burde sætte skub i debatlysten, men ...

»Måske har mange det som jeg«, siger formand for Odense Lærerkreds Lone Sinnbeck. »Jeg vil gerne læse om kandidaternes holdning og finde ud af, hvem jeg vil støtte, men jeg er ikke interesseret i at overbevise andre om, at de nødvendigvis skal mene det samme. Den holdning er ikke udtryk for, at det kniber med interessen«.

Lærerkredsen sender en folder ud om de to kandidater. Sammen med valgmaterialet fra Folkeskolen er den grundlaget for samtale på lærerværelserne. Mere sker der næppe midt på Fyn.

Forestående lærerfest

I Glostrup er lærerne ifølge Lene Jensen, formand for Glostrup Lærerkreds, optaget af en forestående fælles lærerfest, og efter debatten op til kongressen er der ikke rigtigt kommet gang i diskussionerne.

»Vi har haft kandidater til møde med kredsstyrelsen og tillidsrepræsentanterne, men vi har ikke gjort noget for at stimulere medlemmernes interesse. Det venter vi med, til der kommer materiale ud fra amtskredsen og Folkeskolen. Til den tid skal debatten nok komme i gang. Hvis den begynder for tidligt, kan den nemt løbe ud i sandet, med det resultat at folk glemmer at stemme. Derfor tager vi den med ro lige nu«, siger kredsformanden.

Næstformand for Fredericia Lærerkreds, Bjarne Ankersen, tror, at medlemmerne fagpolitisk sætter fokus på den kommende arbejdstidsaftale. Derfor er det småt med interessen for at debattere hovedstyrelsesvalget, men der skal nok blive snakket ude i klubberne.

Kredsens bestyrelse anbefaler en bestemt kandidat, hvilket kan virke som en sovepude for medlemmerne. Det kan også animere til uenighed og aktivitet.

Hvad tror du, jeres initiativ resulterer i?

»Der har allerede været nogle medlemmer, der har udtalt, at de er uenige i bestyrelsens indstilling, så jeg er af den opfattelse, at vi er med til at stimulerer debatten«, siger Bjarne Ankersen.

DLFs medlemmer modtager deres stemmeseddel med Folkeskolen nummer 48 i slutningen af november.

folkeskolen@dlf.org

»Egentlig var det jo ikke os kandidater, der skulle sidde her og skrive til hinanden, men nogen bør jo skrive«.Hovedstyrelsesmedlem Per Sands indlæg på folkeskolen.dkIndlæg på folkeskolen.dks debatforum:Hovedstyrelsesmedlem Niels Christian Sauer: Tre indlæg.Hovedstyrelsesmedlem Lotte Lange: To indlæg.Hovedstyrelsesmedlem Per Sand Pedersen: Et indlæg.