Det er gammel vin på ny flaske, men gamle sandheder går aldrig af mode. Derfor har Janne Riise Hansen også ret, når hun siger, der skal investeres meget mere i henholdsvis inklusion og specialundervisning.

Siden det kom på mode at snakke om inklusion i 2012, er særligt specialundervisningsområdet blevet et offerlam for besparelser. Det har haft fatale konsekvenser for børnenes trivsel og faglige såvel som personlige udvikling. For ikke at snakke om de handlemuligheder man som lærer har på området – eller mangel på sammen. Realiteten er hvert fald, at arbejdsvilkårene bliver ringere og ringere samtidig med, at der er en stigning i vold, trusler og chikane.

Der sker en dominoeffekt, når der systematisk gang på gang bliver frataget midler fra dem, der måske har allermest brug for dem: børn med særlige behov. Det virker næsten åbenlyst – ”særlige behov”.

Men det er klart, at når normeringen bliver ringere, og klasserne fyldes op med flere og flere børn med særlige behov, så bliver det også gradvist sværere for disse børn at passe ind i den ramme, de bliver tilbudt. Dette medfører gradvist mere udadreagerende børn. Både mod andre børn men også mod voksne. Det skaber ringere trivsel i klassen, og det kan skabe en form for etisk stress hos de mange pligtopfyldende lærer.

Problematikken ved inklusion ses ydermere ude i den almene folkeskole. Jeg har alt for ofte set børn, der kommer med så mange nederlag i skoletasken fra forskellige almene folkeskoler, før de kommer til en specialskole. Så skal vi bruge et skoleår - måske to - for at stressreducere og bearbejde de traumatiske oplevelser, før vi igen har et barn i trivsel, der har mod på læring.

Det er galimatias at tro, at man kan spare sig til en bedre folkeskole. Tværtimod bliver det på lang sigt en meget dyr spareplan. Lærerne bliver syge, og børnene trives ikke. Og det er dyrt.

Derfor kan jeg kun tilslutte mig Janne, når hun vil kæmpe for, at inklusion og specialundervisningen ikke længere skal gøres til genstand for besparelser og effektiviseringer. Rettere bør de nødvendige ressourcer blive afsat til bl.a. mere uddannelse, flere lærere og to-lærerordninger og selvfølgelig en forkortelse af skoledagen.

I denne uge er der suppleringsvalg til hovedstyrelsen i Danmarks Lærerforening, og jeg vil i den forbindelse gerne slå på tromme for Janne Riise Hansen. Hvis du kan se dig selv nikke genkendende til ovenstående indlæg, så findes der ikke andet end gode grunde til at stemme på Janne.

Nikolaj Brøchner

Lærer og TR

Engskolen