Ny, ung udvalgsformand

Tina Taarsted valgt som formand for pædagogisk udvalg

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hun holder sig ikke tilbage, Tina Taarsted. 35 år, mor til to døtre på henholdsvis to et halvt og ét år. Overenskomstansat lærer, næstformand i lokalkredsen og nu formand for DLF's pædagogiske udvalg.

Da Tina Taarsted kom ind i hovedstyrelsen i januar 2004, havde hun barselsorlov fra sit arbejde på Hammergårdskolen i Herlev. Tirsdag i sidste uge sad hun igen med ved mødebordet i DLF's hovedstyrelse - efter sin anden barselsorlov. Og blev straks valgt til formand for pædagogisk udvalg - uden modkandidater.

»Tina er dygtig og engageret. Jeg er sikker på, at hun vil kunne udføre et godt stykke arbejde både internt i udvalget, i forretningsudvalget og som foreningens pædagogiske stemme udadtil«, sagde Anders Bondo Christensen.

»Og så gør det bestemt heller ikke noget, at hun er ung«, tilføjede han. Tina Taarsted er medforfatter til bogen »Første år som lærer«.

Dorte Lange, som har været barselsvikar for Tina Taarsted i hovedstyrelsen, er nu tilbage som kredsformand i Søllerød på fuld tid.

DLF's procedurer

Lærerstandens Brandforsikring, LB, og Danmarks Lærerforening er to selvstændige foretagender med helt forskellige formål og uafhængige ledelser. Men rigtig mange af DLF's medlemmer er også kunder i forsikringsselskabet.

Det kritiske medielys på LB inden jul sidste år fik Danmarks Lærerforenings hovedstyrelse til også at sætte ny fokus på de interne procedurer i foreningen. Er alt, som det skal være, er der synlighed om forholdene, hvor der bør være det?

Den debat tog hovedstyrelsen fat på i januar, og man fortsatte på martsmødet. Man har været ude i alle kroge - set på stort, på småt og på meget. Lige fra regler for udlejning af de beboelseslejligheder, som har fulgt med, når DLF har investeret i erhvervsejendomme, over regler for leje af sommerhuse, til at ansatte på en af kursusejendommene kan låne ejendommens trailer!

Nogle regler bliver præciseret, det meste fortsætter uændret, og enkeltområder skal behandles igen senere.

Der ændres ikke på hovedstyrelsesmedlemmers honorarforhold. Reglerne er klare og præcise, og langt det meste af hovedstyrelsesmedlemmers repræsentationer i udvalg og bestyrelser betales der ikke honorar for. På www.dlf.org ligger der allerede en liste over, hvad der betales honorar for, og hvor stort honoraret er. Den vil nu blive suppleret med en komplet liste over alle repræsentationer.

Kredsene får tilsendt en oversigt over, hvilke arbejdsvilkår og aftaler der gælder for foreningens ansatte. Men de lægges ikke på nettet.

»Som valgt til hovedstyrelsen må vi finde os i åbenhed om alt om vores arbejde og vilkår, men principielt mener jeg, at aftaler om ansattes forhold ikke skal være tilgængelige for alle«, argumenterede Niels Munkholm. Den indstilling var der bred tilslutning til.

To forhold bliver taget op til behandling igen: Foreningens 30 lejligheder og de fem sommerhuse.

Som det tidligere er beskrevet her i bladet, bebos de fleste foreningslejligheder af de lejere, der havde dem, da ejendommen blev købt, og fire lejligheder er lejet ud til ansattes børn. Aftalen har en historisk forklaring, men »den er svær at skaffe generel forståelse for«, blev der sagt. Vibeke Lynge mente, at den bør afskaffes, mens Stig Andersen sagde, at det bør indgå i overvejelserne, om der i særlige situationer kan tages personalepolitiske hensyn ved de to-tre årlige lejemål, som der er tale om.

»Ved nyansættelser i foreningen kan det måske forbedre mulighederne for også at kunne tiltrække kvalificerede ansøgere fra provinsen«, sagde han.

Når aftalen har været behandlet i hovedsamarbejdsudvalget, kommer den igen op i hovedstyrelsen.

Reglerne for leje af foreningens fem sommerhuse kommer også op igen. Oprindeligt kunne de to første huse kun lejes af ansatte, hovedstyrelsesmedlemmer og pensionister, fordi det var et vilkår, som fulgte med, da foreningen fik foræret de to grunde. Den regel blev senere blødt op, så alle medlemmer nu kan leje husene, men med fortrinsret for ansatte og hovedstyrelse.