De lærere, som har gjort et uudsletteligt indtryk på mig, har alle sammen haft karaktér, overbevisning og en brændende tro på, at netop deres undervisning gjorde en verden til forskel for deres elever. Der var intet fokus på opstilling af specifikke, synlige læringsmål, for det var komplet ubrugeligt og spild af tid i hænderne på sådanne lærere, som hver eneste dag viste vejen med krop, ord og ånd. De appellerede til følgeskab, og det fik de. Selvom det ikke altid stod fuldstændig klart for hverken os elever eller læreren selv, hvor vi var på vej hen.

Derfor er det så hjerteskærende at se på, at lærere underlægges meningsløse rammer og perfid styring, som under ét underminerer den frie dømmekraft og ansvarlighed og reducerer ildsjæle til udslukte vulkaner. For uden den brændende ild, og troen på, at vi lærere kan gøre en daglig forskel for eleverne, er folkeskolen en ligegyldig - måske ligefrem skadelig - institution i vores samfund.

Jeg deltog i går i en skøn skolepolitisk konference på Vartov. Blandt flere gode foredrag havde vi fornøjelsen af Per Schultz Jørgensens ”Karakterdannelse i det 21. århundrede”. For mig tjener den slags oplæg ofte til nødvendig inspiration og kærkomne eftertanker. Således også i dette tilfælde.

Èn af vores tids store problemer er, at det at lykkes som menneske er blevet et historisk individuelt ansvar. Vi mangler samlende fortællinger, vores normer og rammer er uklare, og vi føler os ikke længere så bundet af de dyder, som før var med til at binde os sammen. Det kan forekomme mindre alvorligt for dem, som har selvværd og fornødent mod til at tro på sig selv og finde deres egen livsbane, men alt for mange børn og unge har ikke den robusthed. De falder igennem, marginaliseres og oplever aldrig at lykkes som menneske. Og det er særdeles alvorligt – også for alle dem, som faktisk lykkes.

Hvad jeg gerne vil frem til er, at læringsmålsregimet er et syvmileskridt ned af netop denne forkerte vej, fordi læringsforståelsen er teknisk, kold og individualiseret og lægger et urimeligt og uhåndterligt ansvar over på eleven. Det er sådan set en logisk forlængelse af den samfundsudvikling, vi er vidner til; enhver skal fra vuggen opdrages til primært at tage et personligt ansvar – enhver er sin egen lykkes smed. Men udviklingen er ulykkelig og samfundsskadelig, fordi den bryder meget af det svært dokumenterbare ned, som vi er sammen om, og som giver os fodfæste i livet; fællesskabet, kulturen og traditionen.  

Jeg ønsker hverken den undervisning, den skole eller det samfund, som vi får ud af at bekende os til dette totalitære læringsmålsregime.

Marianne Jelved deltog ligeledes på konferencen og fik sagt noget delvist fornuftigt; nemlig at hendes holdning er, at læringsmålsstyringen og måltyranniet – med de Nationale Tests i spidsen – skal ignoreres og ties ihjel. Min holdning er imidlertid, at vanvidet skal udstilles og råbes ihjel. For det forsvinder ikke af at blive ignoreret.  

K. E. Løgstrup advarede mod at reducere skolen og undervisningen til instrumenter for et enkelt formål. Den skulle sigte bredere. Den skulle gøre børn og unge tilværelsesduelige.

Det er helt uden for diskussion, at skolens opgave er at uddanne. Men børn og unge skal samtidig forberedes på, at tilværelsen ikke alene rummer udfordringer, der kan løses ved, at man fokuserer på sine individuelle læringsmål og erhverver sig ”kompetencer”. Tilværelsen rummer også sygdom, sorg, lidelse og tab, og den kræver derfor livsmod, mening og håb. For at mennesker skal være i stand til at agere og skabe værdi i eget og andres liv, må de først og fremmest forstå, hvem de selv er.

Jeg er skræmt af, at de såkaldte kvalitetsmål, som opstilles under læringsmålsregimet, så ensidigt omhandler det, der kan opgøres, dokumenteres og sammenlignes. Den type tekniske mål har bestemt en væsentlig plads i folkeskolens formål, men formålsparagraffen indeholder langt mere end formuleringer om tilegnelsen af kundskaber og færdigheder. Og det er ganske vanskeligt at få øje på i de kvalitetsmål, som opstilles på nationalt niveau.

Hvornår forholder politikerne sig til, hvordan vi vurderer eller iagttager:

• Om folkeskolen skaber rammer, så eleverne ”udvikler erkendelse og fantasi og får tillid til egne muligheder og baggrund for at tage stilling og handle”?
• Om folkeskolen forbereder eleverne til ”deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre”?
• Om folkeskolens virke er præget af ”åndsfrihed, ligeværd og demokrati”?

Når pædagogik, oplyst dialog og kritisk tænkning glider fuldstændig i baggrunden for snæver, individfokuseret kompetenceudvikling, bevæger vi os altså ud på yderst gyngende grund - med overhængende fare for at det hele bryder sammen. Det er paradoksalt, at vi på den ene side taler om en stadigt mere foranderlig og uforudsigelig verden og på den anden side indsnævrer og målretter faglighedsbegrebet som svar på mødet med dette ukendte. Hvem ved i grunden, hvad fremtidens arbejdsmarked efterspørger af snævre faglige kompetencer?

Som Lene Tanggaard så smukt har beskrevet det: ”Læring er ikke noget, man kan sætte mål for. Det er noget, der sker. Ofte ved vi først, at vi har lært, når det er sket. Undervisning kan man sætte mål for. Mål kan kun gribe det, vi allerede ved. Ikke det, der kommer. Overskridelsen. Alt det, børnene kommer til at kunne, som vi ikke kan begribe. Det, der gør, at de vil udvikle tingene i andre og nye retninger. Det, som skolen er en art forberedelse til at kunne. Fra i dag er jeg erklæret modstander af målsætninger. Jeg har meget mere tiltro til praksisser.“

Vi må ikke affinde os med dét svar, at formålsparagraffen fortsat er uændret og står hævet over alt andet - at den stadig står som et stærkt bolværk mod tidstypiske modeluner. For det er hverdagen, som skaber udviklingen, og den er i øjeblikket styret af læringsportaler som Meebook, Itslearning, Minuddannelse.dk m.fl.

Læringsmålsregimet fremmer en overdreven opmærksomhed på det umiddelbart målbare og indfører styringskæder, som – i den hellige individualitets navn - hurtigt vil indsnævre folkeskolens formål og suge dannelsen ud af uddannelsen. Det er en katastrofal udvikling.