Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
"Jørgen Stampe", stod der på skærmen, da min telefon ringede engang i marts. Jeg blev overrasket, for jeg havde ikke talt med ham i flere år. Men det blev til mange samtaler hen over foråret og sommeren. Gode, alvorlige samtaler om liv og død, for Jørgen var alvorligt syg. Men det blev også til masser af grin og anekdoter.
Nu er Jørgen ikke mere. Den 24. august, en uge før han ville være fyldt 78 år, døde han på Sankt Lukas Hospice i Hellerup, efter at han for et halvt år siden fik konstateret en kræftknude i hjernen.
Jørgen ringede til mig, fordi han vidste, at sygdommen var dødelig, så med sin velkendte, systematiske grundighed havde han lavet en liste med navne på mennesker, han gerne ville nå at tale med. Om fortidens med- og modspil, om sejre og nederlag. Men først og fremmest om fælles oplevelser og glæden ved det rige, spændende liv, han har haft. Og så, typisk for Jørgen, om det han syntes, der stadig er brug for at gøre noget ved.
"Jeg vil jo gerne nå at redde både folkeskolen og verden", sagde han grinende flere gange.
Jørgen Stampe var medlem af Danmarks Lærerforenings hovedstyrelse fra 1984 til 2003, og i alle 20 år var han et særdeles aktivt medlem, der fik udrettet meget. "Flittig og grundig", "udholdende og dygtig", "og heldigvis med en sund gang selvironi" lyder det fra mennesker, der har arbejdet sammen med ham.
Selv mødte jeg Jørgen første gang i 1976. Vi deltog i et årskursus på Danmarks Lærerhøjskole om det nye fag "arbejdskendskab". Og vi var herligt uenige om meget, så vi skrev opgave sammen, for den uenighed kunne der komme noget godt ud af, sagde vi til hinanden. Det var dér, jeg kom til at beundre Jørgens insisterende grundighed og seriøsitet.
"Lærerarbejdet indeholder kimen til det mest meningsfulde arbejde i hele verden, men bagsiden af medaljen er retten til at opfylde umættelige krav", er en sætning han har gentaget i adskillige taler og artikler. Han var rigtig god på en talerstol, han blev en dygtig skribent, og han ville en bedre skole for elever og lærere. Sammenhængen og modsætningerne mellem de pædagogiske muligheder og arbejdsmiljøet var gennem alle årene noget, der optog ham.
Jørgen - eller Stampe som han ofte blev kaldt - var lærer i Gladsaxe, skolevejleder, sikkerhedsrepræsentant og medlem af kredsstyrelsen. I 1984 blev han valgt ind i Danmarks Lærerforenings hovedstyrelse - stillet op af Gladsaxe Lærerforening, men godt hjulpet på vej af lærerfraktionen i Danmarks Kommunistiske Parti. "Jeg var nok ikke blevet valgt uden DKP-fraktionens hjælp", lød hans egen vurdering mange år senere.
Men hans smittende engagement virkede nu også, så mens kommunistpartiet svandt ind til en ligegyldig størrelse, fik Stampe et kanonvalg i 1991 med det største stemmetal af alle og kom i hovedstyrelsens forretningsudvalg som formand for organisationsudvalget.
Det er dog som arg modstander af kommunaliseringen af lærerne og indædt kritiker af UFØ-arbejdstidsaftalen, han for alvor folder sig ud i de år. Det kommunistiske parti havde han forladt i stilhed, og da Martin Rømer i 1993 gik af som formand for DLF, stillede Stampe op - og tabte. Han fik 123 stemmer, mens vinderen Jørn Østergaard fik 182.
"Jeg har koketteret med, at min kone havde givet mig lov til at stille op, men ikke til at vinde, og jeg tror ikke, at jeg i min vildeste fantasi havde regnet med at blive formand", har han storgrinende fortalt mig. Hans kone, Chris, var børnehaveklasseleder, og gennem alle årene var hun Jørgens bedste sparringspartner og kritiker, har han stolt og kærligt fortalt.
I 1996 blev Stampe formand for pædagogisk udvalg, for han mente, at pædagogikken var det vigtigste felt at beskæftige sig med for en lærerforening. Her foldede han for alvor sit talent ud, så man kunne mærke hans engagement for den gode skole for alle. Men i 1999 var han tæt på at ryge ud af hovedstyrelsen. Han havde nemlig anbefalet at stemme ja til et overenskomstresultat, og det fik Gladsaxe Lærerforening til at slå hånden af ham. Så fra at have været topscorer fik han det laveste stemmetal af alle. Men Stampe gav ikke op; han genvalgtes som formand for pædagogisk udvalg, og i de følgende år engagerede han sig kraftigt i debatterne og udviklingen af det, der i 2002 blev til Danmarks Lærerforenings professionsideal.
Det var bestemt ikke en udbrændt Stampe, der i 2003 forlod DLF's hovedstyrelse. Han blev lærer i to år på Buddinge Skole - for en klasse med store udfordringer. Som han sagde: "Jeg har prædiket om den gode undervisning i årtier, nu må jeg selv vise det i praksis".
»Forældrene er blevet mere krævende«
Og han slap godt fra det. Inden han vendte tilbage til lærergerningen, havde han taget en uddannelse i konfliktmægling og konfliktrådgivning; det kom ham til gode i arbejdet med eleverne. Og efter, at de havde forladt skolen, blev de ved med at komme hjemme hos ham og Chris. Hvis de ikke havde haft Jørgen, var de aldrig kommet så godt videre med deres uddannelser, og det var ham, der lærte dem at se alt i samfundsperspektiv, har de fortalt.
Mens han endnu arbejdede i folkeskolen, blev Jørgen også valgt som formand for Center for Konfliktløsning. "Jeg blev så optaget af lave omvendinger og se tingene fra den anden side. Fra de andres side, det blev jeg nødt til at arbejde videre med", lød hans forklaring.
I 2016 tog han såmænd også en kandidatgrad i pædagogisk antropologi på DPU. Og afsættet var selvfølgelig, når det gjaldt Stampe, feltstudier i den virkelige virkelighed. På en produktionsskole undersøgte han ud fra sprogforskeren Basil Bernsteins teori om sprogkoder, hvad der skal til, for at skolen og samfundet kan give de svageste børn og unge de bedste muligheder i et klassesamfund.
Skolen kan gøre mere for restgruppen
Som om det ikke var rigeligt, var han også aktiv i LB Foreningen og LB Forsikrings bestyrelser i mange år. Han var stolt over der at have været med til at bevilge støtte til fagbladet Folkeskolens faglige netværk og Lærerprofession.dk. "Vi skal altid fremme samarbejde og diskussion, det har lærerne brug for", sagde han i en af sommerens mange telefonsamtaler.
Og så var Jørgen hovedmanden bag LB's politik om samfundsansvar, og han fortalte ivrigt om Earth University i Costa Rica, hvor LB Foreningen støtter en studerende fra Zambia, så hun kan uddanne sig som landbrugskyndig og vende tilbage til sit hjemland og udvikle samfundet.
"Solidaritet er et gammeldags ord, men det virker stadig. Og der er brug for det i skolen, ja overalt", sagde Jørgen for tre uger siden, da vi talte sammen for sidste gang.
Nu er Jørgen Stampe her ikke mere, men hans store indsats skal værdsættes. Vi er mange, der har haft glæde af at kende ham, fået lov til at diskutere med ham, opleve verden sammen med ham og lytte til hans mange livskloge anekdoter.
Blog: Farvel, Jørgen, og tak for din indsats
New mailCopy
