I Folkeskolens artikel om inklusionsdebatten på kongressen er jeg citeret, men citatet er i den grad ude af kontekst. Det har jeg modtaget reaktioner på.

Mit indlæg handlede IKKE om de børn, der er handicappede, har medfødte diagnoser m.v. Det handlede om, at jeg mener, at der rent faktisk er mange børn, som vi kan hjælpe, hvis vi som samfund vil investere i dem - jvf. hele "Hvor er der en voksen"-kampagnen.

Min mission var at få Danmarks Lærerforening til at gribe den dagsorden. Det fik jeg ikke tilsagn om, men forhåbentlig vil vi som forening alligevel gå den vej.

Her er mit indlæg - præcis som det blev afleveret fra talerstolen:

Jeg havde egentlig planlagt at sige det her under arbejdsmiljø, men indlæggene om inklusion fik mig til at bede om ordet nu. For det hænger sammen: De elever, vi arbejder med og underviser har stor indflydelse på vores arbejdsmiljø.

Vores kolleger oplever flere og mere udfordrende og udfordrede elever. Det er en udvikling, der for alvor har taget fart de seneste 7 – 10 år. Sat lidt på spidsen, kan vi vel knap nok tale om inklusion længere – der er så mange elever med særlige behov. Der er ingen, der helt præcist ved, hvorfor det sker, og der er sikkert mange forklaringer. Men gode bud kunne være forældres og børns skærmtid, manglende nærvær i de tidlige år, dårlig opdragelse, forældres afmagt…. Vi skal naturligvis arbejde med pædagogik og rammer og vilkår i skolen, men der er en anden dagsorden også. Den handler om forebyggelse. Rundt om i kommunerne opstår der projekter, som har til formål at forebygge at så mange børn får det dårligt og udvikler særlige behov, og at flere og flere har brug for et decideret specialtilbud.

Vi kan håbe, at kommunerne hver især lykkes med det, men det her er jo et landsdækkende problem. Og lokalt er det en kamp at få sat det på dagsordenen, fordi det er så svært at løse. Det handler bl.a. om økonomi og samarbejde med forældrene helt fra inden fødslen, og det handler om, at der er tilstrækkeligt med voksne i de institutioner, hvor børnene i øjeblikket mest af alt opbevares i mange timer hver dag. OG det handler om, hvad de voksne foretager sig sammen med børnene i de mange timer. Det er ikke vores område, men det har en enorm effekt på vores medlemmers arbejdsmiljø og mulighed for at løse opgaven, og derfor er vi nødt til at interessere os for, hvad der sker med børn, inden de bliver skoleelever.

Lokalt har vi kastet os ud i at finde løsninger sammen med alle de andre, der arbejder med børn og unge i kommunen. Vi kalder det ”Det sammenhængende børneliv”. Men vi og de andre kommuner har brug for hjælp fra regering og folketing i form af ændret lovgivning og flere ressourcer til arbejdet med børn i de første år af deres liv – og selvfølgelig også i skolen.

Det løber mig koldt ned ad ryggen, når jeg tænker på fremtiden for de generationer, hvor så mange har særlige behov. Allerede nu er der udfordringer på arbejdsmarkedsområdet. Det løber mig også koldt ned ad ryggen, når vi ser, at flere og flere børn UDEN særlige behov flyttes til fri- og privatskoler, fordi deres kammerater er for voldsomme for dem. I det lange løb kan det ryste det fundament for vores samfund, som vi er enige om, at folkeskolen er.

I mellemtiden står vores kolleger i mange tilfælde magtesløse, og desværre ser vi også nogle af dem forlade faget - ofte med en ulykkelig stress-sygemelding i bagagen.

Så forebyggelsesdagsordenen bør i den grad også være Danmarks Lærerforenings - for børnenes, folkeskolens og vores medlemmers arbejdsmiljøs skyld.