Lærerens personlighed og faglige identitet må ikke kunne eksproprieres.

Vi er ved at få et samfund, hvor politikerne spørger forskerne og videnskaben om, hvad der virker statistisk set, og unddrager sig faglig, professionsmæssig og folkelig debat. Sådan et samfund kaldes et teknokrati, og det ønsker de fleste af os ikke!

Mange tak for Stinus-prisen, som jeg er meget glad for og meget beæret over at modtage. Ikke mindst når jeg tænker på, hvem der også kunne have fået den! Denne her situation vil jeg tænke på, når jeg engang skal i retten med min tidligere arbejdsgiver i Odense! Det kan jo godt stive én lidt af!

Af en proaktiv journalist er jeg blevet spurgt, hvorfor jeg tror, at jeg har fået den. Det vidste jeg jo ikke noget om, men jeg sagde, at jeg troede, at jeg havde fået den, fordi jeg for det første har passet mit arbejde i folkeskolen gennem ufattelig mange år, men for det andet også har taget ansvar for den ved at engagere mig i undervisningen og ved at deltage i den offentlige debat om den og altså også offentligt kritiseret nogle af de mest tåbelige politiske og forvaltningsmæssige forandringer.

Det har jeg gjort, fordi jeg har været ualmindelig glad for at arbejde i folkeskolen - alle 37 år - og fuldstændig loyal over for selve folkeskolens idé! Idéen er jo, at den for det første ikke er en statsskole styret af staten, men af folkestyret og dermed også forældre og lærere! For det andet er det én af folkeskolens fornemmeste opgaver at forsøge at gøre os til et folk, der kan opføre sig skikkeligt og demokratisk og træffe kloge afgørelser.

For nylig blev sangerinden Mø fra Odense interviewet af musikbladet »Gaffa«, som ville høre om hendes internationale succes. Men Mø styrer ikke efter succes. Hun styrer ikke efter udvendige mål, så hun svarede:

»Fuck succes! Det handler om kunsten og kreativiteten, og at du gør det, du synes er fucking fedt. Jagter man succesen, får man den ikke. Det er det samme, som hvis du render efter en fyr, så får du ham ikke. Bare gør din ting, don't worry. Jeg fucking ved, at det er sådan, det er!«

Nu ved jeg ikke, om det har nogen relevans, men Mø er datter af lektor Frans Ørsted Andersen fra Institut for Uddannelse og Pædagogik og lærer Mette Jeppesen fra Hunderupskolen i Odense.

Det må være lidt af det samme, som professor Per Fibæk Laursen ville udtrykke, da han for nylig i forbindelse med en bogudgivelse sagde til lærerne: »Hold jer til håndværket!« Måske knap så raffineret som Mø. »Lærerne skal først og fremmest have tillid til deres eget undervisningshåndværk og tro på det - det er her, mulighederne for at udvikle en bedre skole ligger«, sagde altså Per Fibæk.

Men bedst synes jeg, professor Lene Tanggaard har udtrykt det i denne Facebook-opdatering:

»Læring er ikke noget, man kan sætte mål for. Det er noget, der sker. Ofte ved vi først, at vi har lært, når det er sket. Undervisning kan man sætte mål for. Mål kan kun gribe det, vi allerede ved. Ikke det, der kommer. Overskridelsen. Alt det, børnene kommer til at kunne, som vi ikke kan begribe. Det, der gør, at de vil udvikle tingene i andre og nye retninger. Det, som skolen er en art forberedelse til at kunne. Fra i dag er jeg erklæret modstander af målsætninger. Jeg har meget mere tiltro til praksisser«.

Det er genialt sagt, og fra den dag har jeg været Lene Tanggaard-fan!

Jeg er også Pasi Sahlberg-fan, efter at han modigt har kritiseret den internationale »reformbevægelse drevet af konkurrence, der som en virus ændrer skoler verden over«. Pasi Sahlberg siger, at uddannelsernes mål bliver snævret ind fra bred og dyb læring til basale og målbare færdigheder. Det er tydeligvis det, der sker, men ikke mange forskere tør sige det højt!

Det korte af det lange er, at lærerne har en erfaringsbaseret indsigt, som er ved at glide ud i havet sammen med badevandet. Det skal vi ikke finde os i. Lærerens personlighed og faglige identitet må ikke kunne eksproprieres.

Meget har ændret sig, siden jeg som helt nyuddannet kom til Hobro Søndre Skole. Det var i 1976. Jeg var 24 år og skulle være klasselærer og have dansk og samtidsorientering i en 8. klasse, idræt og engelsk i 9. klasse og to specialklasser. Jeg var ikke uddannet til specialklasser. Her var flere af Nordjyllands små tumper samlet. Der var, fandt jeg senere ud af, både udviklingshæmmede, ordblinde og småkriminelle. Der var ikke tale om en finmasket visitation. Men søde var de, og sjovt var det. Jeg havde en god bil med et stort ladrum i, og det skete ikke sjældent, at vi tog på research på havnen, ved landbrug og på fabrikker. Vi holdt også hønsegård i en privat have. Bagefter tog vi hjem på skolen og lavede vores egen læsebog og somme tider et hørespil eller et skuespil om det, vi oplevede.

Eleverne i 8. klasse deltog aktivt i den lokale debat. Klassen lavede et stort magasin med titlen »Hva' mæ' kulturen i Hobro«. De skrev indlæg om kunst og stillede forslag om at få et medborgerhus og en svømmehal i byen. Mange fra klassen var med, da vi i fritiden lavede et elevblad, der hed »Hvæs!« Bladet var også arrangør af nogle sjove elevfester. Sammen med 15-20 unge havde jeg i min fritid desuden en hektar grøntsagshave. Det var vildt, hvad vi brugte af tid med vores elever, og hvad vi bare kunne gøre. Det var så vildt, at vi tog på en sommerferietur 14 dage til England i en ældre 56-personers bus, som jeg og et par lærerkolleger ejede og selvfølgelig var chauffør på.

Det var inden, jeg blev mere fagforeningsbevidst! Vi var meget unge, og det var ikke alt, der var lige godt lærerarbejde, og noget var vel også på kanten til at være en smule uforsvarligt. Men vi lavede også meget virkelig kvalificeret arbejde, og vi gjorde vores bedste og gik løs på det virkelige liv med åbent sind!

Folkeskolen havde dengang større anseelse, og de ansvarlige politikere prioriterede midler til den! Anderledes er det i dag, hvor skolen udsultes økonomisk og får tæsk i medierne, der mener, at hovedproblemet er, at lærerne er sure, og at Anders Bondo har en negativ attitude til udviklingen!

Skolen er simpelthen for vigtig til at blive behandlet så useriøst.

Vi er ved at glemme, at det væsentlige i skolen er kulturindholdet, fællesskabet, tilliden, æstetikken, forløsningen af de personlige udviklingsmuligheder, dømmekraften og etikken. Vi er ved at glemme H.C. Andersen, som vi hylder ved festlige lejligheder. Men vi har glemt hans budskab!

De sidste dansktimer, jeg havde på Agedrup Skole med 4.a, handlede om »Nattergalen« af H.C. Andersen, og da vi diskuterede budskabet i H.C. Andersens lille perle af en historie, sagde eleverne sådan her:

1) Man skal have noget frihed og ikke bures inde! (Mathias H.I.)

2) Man skal aldrig vælge den falske ting i stedet for den originale (Irem D.)

3) Man skal skille det uægte fra det ægte (Mikkel G.B.)

4) Det er bedre at have et hjerte end at have penge! (Kristian)

5) Friheden kommer først i livet (Sofie W.)

6) Man skal aldrig erstatte teknologien med livet! (Sebastian)

Jeg håber, at mine kolleger i folkeskolen vil bære H.C. Andersens fakkel videre. At lærerne vil gøre som nattergalen: »Jeg vil synge for dig, at du kan blive glad og tankefuld tillige. Jeg skal synge om de lykkelige og om dem, som lider. Jeg skal synge om godt og om ondt, der rundt om dig holdes skjult«.

Erik Schmidt arbejder blandt andet som redaktør af LærerBladet, som udgives af Odense Lærerforening. Han er leder af Forlaget Fjordager, næstformand i tænketanken Sophia, mangeårig lærer og grundlægger af Det alternative Sorømøde (2005-2010). Erik Schmidt modtog Stinus-prisen på Danmarks Lærerforenings Kongres 2015.