Der går sjældent en dag, uden at Lone Terp (i midten) har en vikartime på Ådalens Skole Nord. Hun kender derfor skolen, eleverne og lærerne ud og ind, og det er en stor fordel, når hun vikarierer.
Foto: Klaus Holsting
Vikar i otte år: Jeg kender børnene lige så godt som læreren
Hvorfor fastansætter skoler ikke vikarer, der kan overtage faglig undervisning og kender eleverne, så der er så lille et slip som muligt, når lærere er syge? Lone Terp har været fast vikar i otte år, og hun har fået en stor ballast i forhold til både elever og undervisning.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
I otte år har Lone Terp været fast vikar på Ådalens Skole Nord i Frederikssund. Det vil sige, at hun på nuværende tidspunkt har haft de elever, der går i 8. klasse, fra de gik i 1. klasse. Derudover kender hun lærerne og ved, hvordan de gør tingene i deres klasse. Det er alt sammen en stor fordel, mener Lone Terp. Børnene kender hende og har en naturlig respekt for hende. Når en lærer er syg, kan Lone Terp overtage timen uden de store udsving. Det er en stor fordel for eleverne, at alt er som det plejer, selvom læreren er væk.
"Lærerne tænker ikke over, at jeg er vikar, fordi jeg har været her så længe. Jeg kender børnene, fra de er små, og de kommer også hen til mig, når der er noget", fortæller Lone Terp.
Ingen tant og fjas i vikartimerne
Fra HR til lærerværelse Vejen ind i skolen er lidt af en tilfældighed for Lone Terp. For ti år siden arbejdede hun i HR-afdelingen hos chokoladevirksomheden Toms, men gik ned med stress. Efterfølgende fik hun ved en tilfældighed vikartimer på den lokale skole i Jægerspris og sidenhen på Ådalens Skole Nord, hvor hun nu har været i otte år.
"Jeg turde ikke tage noget fast job, det var angstprovokerende. Med et vikarjob havde jeg muligheden for at sige fra, hvis jeg ikke orkede en dag", fortæller Lone Terp. Det har hun nu ikke gjort endnu.
"Jeg synes, at skoler burde fastansætte vikarer. Det ville være rigtig godt, for så er der altid nogen, der kender børnene og lærerne", siger Lone Terp og forklarer, at skoledagen på denne måde vil kunne foregå næsten som vanlig, selvom det er en anden underviser.
Lone Terp har i sin tid haft flere faste vikariater, og hun har fundet ud af, at hun brænder så meget for undervisning, at meritlæreruddannelsen nu er blandt hendes overvejelser.
"Jeg er så glad for at undervise og se børnene, når der går noget op for dem".
Der er dog en klar fordel ved at være vikar:
"Jeg hader møder - det slipper man for som vikar", ler Lone Terp.