Professionalisering er ubetinget de seneste års fremmeste plusord. Alle taler om det: Regeringen, kommuner over fagforeninger til uddannelsesinstitutioner og folkeskoler. Lærerprofessionen er bestemt ikke fredet, snarere tværtimod. Det forventes i disse år, blandt andet med den kommende skolereform, at lærerarbejdet skal professionaliseres yderligere med henblik på øget læringsudbytte til glæde for såvel den enkelte elev som samfundet.

Professionens aspekter

Lærerprofessionens status, monopol og etik, som vi kender den i dag, hænger nøje sammen med lærerarbejdets helt særlige, men også nødvendige vidensgrundlag. Det er nemlig igennem udmøntningen af viden i lærerarbejdet, at lærerprofessionen er kommet til at skille sig ud fra andre arbejdsfelter. Viden, pædagogisk såvel som faglig, er således grundlæggende for identiteten i lærerprofessionen. To centrale aspekter i lærerprofessionen ligger ligeledes fast, nemlig arbejdet med mennesker, som eksempelvis defineres gennem termer som relation, omsorg, autenticitet og anerkendelse. Ofte benævnes det som socialarbejde. Det andet aspekt er lønarbejdet, der gennem sit udvekslingsforhold - løn for arbejde - er rammesættende for lærerarbejdet og dets udviklingsmuligheder.

Der er tilsyneladende accelereret et såkaldt videnspres på lærere. Mange aktører forventer »value for money«, hvilket aktivt medvirker til en forandring af professionen - læreres professionsidentitet.

Evidenskrav

Som vi har været inde på, er viden et fundament for lærerarbejdet, og forskellige former for viden er samtidig løbende medskaber af lærerprofessionen. Undervisningsministeriet er temmelig eksplicit med dette videnskrav og henviser til regeringens udspil »Gør en god skole bedre«. Vi kan også læse det i den brede politiske aftale om »et fagligt løft i folkeskolen«. Retorikken er klar og centreret om at gøre skolen bedre ved også at gøre lærerne bedre, og svaret synes blandt andet at være at undervise ud fra »viden, der virker«. Det forventes, at undervisningen skal baseres på evidens. Evidens kan forstås som »den aktuelt bedste viden«, man har inden for et bestemt område. Det er således en væsentlig diskussion på ethvert lærerværelse at afklare, hvad der skal opnås, hvordan dette opnås bedst muligt, og hvilke parametre det så skal måles ud fra. Men er der relevante vidensformer, der udelades?

Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (2012), kaldet SFI, foreslår, at den bedste viden fås ved at gå systematisk til værks og gerne ved at anvende flere forskellige typer målinger, som tilsammen kan give et mere sikkert billede af, hvorvidt en bestemt måde at »gøre« på virker eller ej. Det er netop denne lidt logiske pointe, vi undervisere/lærere bør hæfte os ved. Når vi ukritisk accepterer nogle, blandt mange andre, vidensformer i effektmålingsstræben, så risikerer vi, at disse mere eller mindre konstituerer professionsidentiteten og begrænser det helt særlige ved lærerprofessionen, nemlig en bred vidensforståelse og en kritisk tilgang. Antageligt styrkes læreres viden om effekt, men samtidig reduceres eller ligefrem udelukkes andre måder at se verden på.

Professor eller provo?

Det er altid problematisk at reducere kompleksiteten i lærerarbejdet. Vi ved, at god undervisning handler om et utal af dimensioner, men tillad mig at foreslå to retninger, man som lærer kan overveje at lade indgå i dele af professionaliseringsprocessen. I forhold til vidensaspektet i lærerprofessionen og de stigende krav om effektivisering og evidensbaseret undervisning synes der at vise sig et tydeligt professionaliseringskrav i retning mod at blive en dygtig effektmåler. Det kan vi benævne som professortilgangen, med reference til at man i gamle dage kaldte professorer »fortjenstfulde mænd«. Dem, som bedst levede op til en særlig og nødvendig vidensfunktion i samfundet. Metaforen professortilgangen i lærerprofessionen er således en faglig tilgang, der understøtter og udvikler den herskende evidensbaserede undervisning. Spørgsmålet er her, hvad der giver bedst læringsudbytte i undervisningen.

I slutningen af 60'erne opstod den hollandske provobevægelse. Det var ikke en bevægelse med én bestemt retning og kritik, men en samlebetegnelse for en række happenings, som havde til formål at rode op i det etablerede parnas. Det var en institutionel kritik. De fik megen opmærksomhed, fordi de viste (beklager udtrykket) bar røv i offentlige sammenhænge. Dette er inspiration til betegnelsen provotilgangen i lærerarbejdet.

Lærerprofessionen bør ikke læne sig tilbage og acceptere de, i værste fald, mekaniske irrelevante effektmålinger og metodestrukturer legitimeret gennem bestemte (og ofte udefra besluttede) evidensbaserede tilgange.

Lærere skal turde udfordre anvendelsen af de herskende vidensformer og sætte nye konstruktive dagsordener. Det handler om at vove og have tillid til sig selv og sine kolleger. Diskutér, hvad der giver mening i lærerarbejdet. Vovestykket består i at udfordre de herskende evidenskrav og -tendenser og supplere med relevante udeladte vidensformer i det pædagogiske arbejde. Nogle taler om øget fokus på bestemte dannelsesforståelser, nogle om psykodynamiske faktorer, mens andre er optaget af alternative intelligensperspektiver.

Begrund din praksis - det er din profession

Professor- og provotilgangene er i virkeligheden ikke hinandens modsætninger, men snarere hinandens forudsætning. De filtrer sig ind i hinanden i lærerarbejdet. De bidrager til relevante perspektivskift, hvilket medskaber den gode lærerprofession. To spørgsmål, man kan arbejde med i skolens lærerteam, er 1. Hvilke vidensformer inddrager vi i vores undervisning og i forbindelse med effektmålinger og med hvilke begrundelser? 2. Hvorledes kan vi udfordre og i tillid vove at eksperimentere med måder at inddrage alternative vidensformer på? Lærerens handlinger i undervisningen er den skolefaktor, der i størst udstrækning forklarer elevens tilvækst i læring, som forskere ved Aarhus Universitet (2011) formulerer det.

Karsten Mellon er ph.d.-stipendiat ved Roskilde Universitet og forsker i kompetence og læring blandt andet inden for individuel kompetencevurdering (IKV) og er samtidig ansat ved Læreruddannelsen på University College Sjælland, hvor han underviser i de pædagogiske fag.