SFO’er forsøger at dele børnene i mindre grupper for at mindske smitten

Hvor skolerne anbefales at holde eleverne i stamklasser for at mindske smitten, så er det sværere i fritidsordningerne.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

SFO'erne deler børn i faste grupper, lukker nogle aktiviteter ned eller har skiftevis de ældre elever en dag og de yngre den næste.

Det er nogle af de måder, som SFO'erne tager i brug for at begrænse smitterisikoen. 

På det seneste pressemøde med børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil dagen før genåbningen af skolerne spurgte en journalist fra pædagogernes fagblad Børn og Unge, hvad politikerne gør, for at SFO'erne kan holde børnene i de stamklasser, som de kommer i fra deres skole?

Her svarede Pernille Rosenkrantz-Theil, at der ikke i fritidsordningerne er en opfordring til at børnene holdes i stamklasser.

"De opfordres til at være opdelt i faste grupper. I faste hold. Men det er en svær opgave, fordi det ikke nødvendigvis er de samme børn, der kommer hver dag. Tidspunkterne for, hvornår børnene er der, kan også være forskellige. Jeg mener, man har løst opgaven rigtig godt de andre gange, hvor vi har haft samme type af restriktioner. Men der er udfordringer. Ikke desto mindre er det lykkedes de andre gange, så jeg er sikker på, at det også lykkes denne gang".

Skolerne i Skandinavien holdes åbne 

Folkeskolen.dk har spurgt formanden for Skole og Forældre, Rasmus Edelberg, hvordan forældrene oplever, at det kører.

"Hvis vi vil have åbne skoler, så må vi bruge grundmodellen om at opdele i grupper. SFO'er og fritidsklubber kan ikke opdele klassevis som i skolerne, så man må se på, hvad der er muligt og sundhedsmæssigt forsvarligt de forskellige steder. Nogle har ekstra fokus på hygiejnen og smågrupper. Andre lukker nogle aktiviteter ned, fordi de ikke kan få det til at fungere i de lokaler, de har. Nogle har de store børn en dag og de mindre den næste dag. Der er usikkerhed, men de fleste vil gerne have hverdagen tilbage og sørger for at begrænse smitten. Hvis man bare kommunikerer det ok ud, så synes jeg, at det går godt rundt omkring", siger han.

Det sværeste at forklare

Børneavisen spurgte på pressemødet 4. januar undervisningsministeren: "Når vi børn går til fritidsaktiviteter med børn fra andre klasser, hvorfor må vi så ikke være sammen med dem i skolen"?

Pernille Rosenkrantz-Theil svarede, at det hele vejen igennem pandemien har været noget af det allersværeste at forklare.

Et helt år med corona-senfølger

Hun fortalte, at det handler om at skære toppen af smitten, fordi vi ikke kommer til at kunne fjerne smitten fuldstændigt.

"Vi vil være rigtigt kede af at sige til jer børn, at I ikke må gå til fodbold eller til de andre fritidsaktiviteter, I går til. Fordi det har meget stor betydning for, hvordan I har det i hverdagen. Derfor har vi valgt at sige, at de restriktioner, vi lægger ind, de bliver lidt hårdere på nogle, for at det kan lade sig gøre at holde det åbent", sagde Pernille Rosenkrantz-Theil.

"Jeg ved godt, at det kan virke lidt mærkeligt, at man ikke må være sammen med ens bedste ven fra parallelklassen i frikvarteret, men man må godt tage til fodbold sammen. Det kan virke dybt ulogisk, men det handler om, at smitterisikoen bliver mindre samlet set, når I kun er sammen i fritidsaktiviteter", lød det videre fra ministeren.

2.822 lærere testede positiv i årets første uge