Christine Kjær Krogh behøver ikke at undervise hjemmefra længere. Hun er tilbage på skolen for at undervise sin 2. klasse. “Det bliver så dejligt at være sammen igen. Også for os voksne. Selv om vi ikke må være tæt på hinanden, kan vi da stå udenfor og råbe til hinanden hen over fodboldbanen”.

“Vi glæder os til at komme tilbage”

To lærere ser frem til genåbning for de yngste elever og fortæller, at eleverne virkelig savner fællesskabet og nærværet – og det gør lærerne også. Det bliver også godt at se kollegerne igen, selv om det bliver med afstand.

Offentliggjort
Indskolingslærer Tine Reinholdtsen er tilbage i sin klasse på Magleblik Skole i Frederiksværk.

VELKOMMEN TILBAGE

• Brug tid på at tale sammen i klassen. Hvordan har eleverneoplevet coronakrisen?

• Lad eleverne tegne eller skrive om deres oplevelser undernedlukningen.

• Klassens fællesskab skal genetableres. Relationerne er detvigtigste.

• Spørg nysgerrigt og lyt. Brug selv et neutralt og ikke forfølelsesladet sprog.

• Hold øje med, om nogle elever viser tegn på mistrivsel,trækker sig, er triste.

• Husk at få talt med alle kollegerne om, hvordan I selv harhaft det.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Vidunderligt! Fantastisk! Børnene har armene over hovedet, og det har jeg også, lyder det fra et par indskolingslærere lige efter nyheden i sidste uge om, at elever fra 0.-4. klasse nu kan komme tilbage i skole efter coronanedlukningen.

"Jeg glæder mig til at komme tilbage på skolen. Jeg glæder mig lige så meget som børnene", lyder det fra Tine Reinholdtsen, der er indskolingslærer på Magleblik Skole i Frederiksværk.

Leder: Forsigtig glæde og et stort men 

Det er nærværet, alle savner.

"Børnene savner hinanden og at gå i skole. Og de savner mig", griner hun.

Tine Reinholdtsen fortæller, at første dag tilbage på skolen skal gå med at lege. Eleverne skal holde fastelavn om fredagen, så de skal klippe, klistre, have fastelavnstema og pynte tønden.

"Vi skal sidde så lidt som muligt, for vi har siddet rigeligt. Fokus skal være på trivslen og på fællesskabet, for det er jo det, vi har savnet. Man kan kun lære noget, hvis man trives, så trivslen er det vigtigste. Og så kan man jo lære på mange måder. Sådan nogle elever i indskolingen er jo dejlige, fordi de vil lære. De elsker det simpelt hen, så det bliver slet ikke noget problem", siger Tine Reinholdtsen, der underviser 1. klasse.

Glæder sig til frikvarteret

Helt samme toner lyder fra Tre Ege Skolen i Kværndrup på Sydfyn.

"Det er fantastisk - intet mindre", siger Christine Kjær Krogh, der normalt underviser i 1.-6. klasse, men her i genåbningen skal hun have sin 2. klasse.

"Jeg tror, eleverne glæder sig mest til at komme tilbage til frikvarteret. Til det fysiske nærvær. Frikvartererne har været frygtelige i hjemmeundervisningen. Så var lillebror eller storebror ikke sjove længere. Vi har opfordret børnene til at bevæge sig, gå udenfor, men det er ikke sjovt, når der ikke er nogen at lege med. De savner simpelt hen at hænge ud med hinanden", siger hun.

Første skoledag i genåbningen bliver ikke helt normal i Kværndrup. Eleverne skal have sjove opgaver, og de skal være sammen i grupper - også med nogle af de klassekammerater, der ikke er yndlingsvennerne. Og så skal de snakke.

"Mange vil have brug for at fortælle, hvordan de har haft det, og lige hilse ordentligt på hinanden. Vi har plads på skolen, så vi vil skifte område en gang om ugen for også at få variation i udearealerne. Der er skov til et område, legeplads, grønt område, sandkasse og gynger", siger Christine Kjær Krogh.

De to lærere er ikke bekymrede for at begynde undervisningen på skolen, selv om der stadig er en pandemi. De stoler på, at myndighederne åbner for de yngste elever, fordi det er sikkert nok. Tine Reinholdtsen roser forældre og elever for at være blevet supergode til at holde afstand og vaske hænder.

"Eleverne ved godt, at de ikke må låne ting af hinanden, eller hvis de gør det, så skal tingen sprittes af", siger hun.

På Tre Ege Skolen har Christine Kjær Krogh og klassen oplevet i efteråret at blive sendt hjem en uge, fordi en af hendes kolleger blev testet positiv for covid-19. Og det kan jo ske igen, som hun siger.

Fem-seks timer online dagligt

Tine Reinholdtsen fra Magleblik Skole har undervist online hver dag fra klokken 8 til 13 under nedlukningen. Det vil sige, at hun har åbnet computeren klokken 7.40, sådan at de elever, der ville, kunne tale med hinanden indtil klokken 8. Hun har heller ikke slukket computeren på slaget 13, for der var som regel nogle, der gerne lige ville snakke lidt med hende.

"Jeg er helt rørt over, hvor gode de små elever har været online. De har respekteret talerækken og husket at række hånden op. Men det er meget forskelligt, hvilke udfordringer de har haft. Nogle har haft forældre hjemme, andre har klaret sig alene, eller der har været bedsteforældre, der ikke lige kunne komme på Aula, så det har da været svært".

Nogle elever har kunnet finde ud af at logge af og løse opgaver og så logge på igen, mens andre har været logget på hele tiden, så alle fra klassen har kunnet høre, hvad der foregik hjemme hos de forskellige. Nogle har kunnet få hjælp af deres forældre, mens andre har fået hjælp af deres lærer - men det har alle jo så også kunnet høre.

"Indimellem har de været kede af det, har haft tekniske problemer, og så har vi måttet gå via Facetime eller skrive sms eller tale i mobil", siger Tine Reinholdtsen og fortæller, at forældrene især har rost lærernes store tålmodighed.

Når skolen åbner igen

"Men det er jo hverdagen. Jeg tror, det har været sundt for forældrene at opleve undervisningen og elevernes niveauforskelle. Især har engelsk været en udfordring. Der er elever, der bare taler engelsk, og så er der nogle, der slet ikke kan noget. Jeg har ingen mulighed for at ramme fem niveauer online, så jeg har måttet bede forældrene om at hjælpe", siger Tine Reinholdtsen.

Christine Kjær Krogh underviser i dansk, engelsk og musik. Onlineundervisningen har også i hendes klasse kørt i fem-seks lektioner dagligt, og sådan bliver længden også i genåbningen.

"Det sociale har været den største udfordring i onlineundervisningen. Det er meget forskelligt, hvordan resurserne er i hjemmene. Vi har også haft nogle stykker i nødundervisning".

I onlineundervisningen har hun prøvet at sende eleverne rundt i hjemmet og lede efter noget, der begynder eller slutter med et bestemt bogstav. De har lavet yogaøvelser, og i musik har hun brugt de forløb, som Dansk Sang Digital har udviklet, og Aarhus Jazz Orchestra med film.

"Det svære har været, at vi har måttet droppe gruppearbejde, fordi deres computeregenskaber ikke har været gode nok til det", siger Christine Kjær Krogh.

Struktur er vigtigt

Da nedlukningen var en realitet i slutningen af december, pakkede lærerne på Magleblik Skole poser med bøger, opgaver, terninger og limstifter, som børnene kunne hente på skolen.

"Jeg har lært at lave YouTube-videoer. Især til de tosprogede elever har det været vigtigt at kunne tegne og forklare opgaven på en lille video. Jeg har prøvet at variere undervisningen, og så har jeg bedt forældrene om ikke at hjælpe for meget. Det er ikke dem, der skal løse opgaverne. Så må det hellere være mig, der hjælper barnet", siger Tine Reinholdtsen.

Hun har holdt fast i, at dagene har haft en nogenlunde ensartet struktur. Eleverne har skullet logge på computeren på hele klokkeslæt, fordi de ellers har problemer med at forstå det rigtige klokkeslæt, hvis de ikke har kunnet få hjælp.

"Jeg har understreget over for forældrene, at der er tale om nødundervisning. Børnene må ikke blive presset. Nogle af børnene har haft hovedpine, og så har forældrene ringet og sagt, at de tog en fridag, men at de nok skulle løse opgaverne. Og det har været vigtigt for mig at sige, at jeg ved, at alle gør det, så godt som de kan", siger Tine Reinholdtsen.