Dybest set er resiliens udtryk for trivsel/sundhed, for så vidt enhver plante og ethvert dyr, som er i live, per definition må have været resilient nok til at kunne klare vejr og vind alverdens anden modgang godt nok til ikke at dø af det endnu. Der er således en almen, ordinær, resiliens, som man er nødt til at have - også uden at have mødt alvorlige problemer, som det kræver ekstraordinær resiliens at overkomme.

Denne ordinære resiliens har resiliensforskeren, Ann Masten, kaldt intet mindre end ordinær magi, fordi det kan opleves næsten magisk, at levende organismer kan klare så meget som de kan. Hvis, vel at mærke, en masse ordinære, adaptive systemer i og omkring dem fungerer. Og det er dette, som ligger bag et af de første store fund inden for positiv psykologi, nemlig at de fleste mennesker er resiliente nok til at komme sig over modgang og nederlag uden at behøve professionel behandling. Langt fra alle, vel at mærke, men de fleste.

Ordinær/almen resiliens, som også kaldes robusthed, hårdførhed eller modstandsdygtighed, er således en livskvalitet, alle ønsker sig, og som alle forældre ønsker for deres børn. Ikke så meget at man bliver pansret og ufølsom, selvfølgelig, men nok til at man bevarer troen på det hele, uanset hvad der sker.

Man kan være tilbøjelig til at overse betydningen af ordinær/almen resiliens i hverdagen, fordi man mestendels taler om resiliens i forhold til særligt sårbare og udsatte personer og grupper. Og dette er en vigtig pointe, fordi forebyggelse af alvorlige problemer næsten altid er at foretrække frem for behandling efter at skaden er sket. Så der er god grund til at arbejde med resiliensfremme for alle børn og unge - og ikke kun i forhold til de særligt udsatte.

Hvorfor bør skolen arbejde med resiliens?

Elevernes trivsel står meget højt på den politiske dagsorden, og det kan man næsten ikke sige andet end godt om. Trivsel er ensbetydende med sundhed, og man kan ikke meningsfuldt argumentere for institutioner, man bliver syg af at være i. Trivsel fremmer også på alle mulige måder eleverne læring og kreativitet på bæredygtig vis - dvs. på måder, så eleverne bevarer glæden ved at lære i undervisningen, og bevarer glæden ved at skabe nyt gennem de projekter, de arbejder med.

"Trivsel" er i øvrigt et samlebegreb, der kan sammenlignes med "vejret". Vejret er en noget diffus størrelse, som man ikke kan måle eller vurdere direkte. At vejret er godt for en tysk turist betyder fx ikke nødvendigvis en skyfri himmel, for som vor sydlige naboer siger: Der findes ikke dårligt vejr - kun dårlig påklædning. I Danmark er vi nok mere tilbøjelige til at sige, at vejret er godt, hvis solen skinner, og dårligt, hvis det regner. Hvis vi vil sige noget mere præcist om vejret, er vi derfor nødt til at fokusere på de faktorer, der tilsammen udgør vejret: Faktorer  såsom temperatur, nedbør, omskiftelig og vindstyrke.

På samme måder er det med vort "indre vejr", dvs. vor trivsel: Også her er der en række faktorer, som afgør, hvor godt det går: Faktorer såsom oplevelser af frihed, styrke, vækst, nysgerrighed, foretagsomhed, mening, venner, optimisme, succes. For blot at nævne nogle af de vigtigste.

Resiliens hører også til i denne række af trivselsfremmende faktorer, hvilket i sig selv er mere en tilstrækkelig  grund til  at arbejde med resiliens i skolen. Men fordi resiliens også fungerer som en særlig beskyttelsesfaktor, som kan komme sårbare og udsatte personer og grupper til gavn, er der særlig grund til at interessere sig pædagogisk for det. Og forskningen peger på, at det er godt at gøre det systemisk - dvs. i et samarbejde mellem lærere, elever, forældre, ledelse og eksterne ressourcepersoner såsom forskere og konsulenter - ud fra en forståelse af, at der er mange samvirkende adaptive systemer, som forklarer hvorfor nogle elever holder modet oppe og andre bryder sammen.

Børn bliver skrøbelige og kedelige af curling 

En særlig grund til at interessere sig pædagogisk for resiliens er relativ ny, nemlig en bestyrket formodning om, at forældre, dagtilbud og skole utilsigtet er kommet til at fremme skrøbelighed i børn og unge gennem en uheldig kombination af curling (så de ikke har oplevet tilstrækkelig modgang, som gør stærk) og høje forventninger (som de ikke oplever at kunne leve op til). Det er ikke rart at have store ambitioner, når man føler sig lille.

Man bliver skrøbelig af at blive curlet på samme måde, som man får et svagt immunforsvar, hvis ikke immunforsvaret udfordres af fremmedlegemer, så det kan opbygge antistoffer. Det er ikke helt forkert, når spejderne siger, at man skal have syv pund skidt om året, ligesom der er sandhed i udsagnet om, at rigtige børn kommer til skade, fordi de tør tage chancer. Hvo intet vover, intet vinder - heller ikke resiliensmæssigt.

Dette, at modgang giver den styrke, du har brug for kunne klare modgang, gør det både svært og eventyrligt at arbejde med resiliens i skolen. For det er verdens stærkeste argument for at prøve grænser af, for at udfordre sig selv til det yderste, for at være i flow så meget af tiden som muligt, og for at mærke hvordan resiliens og selvtillid vokser i én, når man virkelig gør sig umage - og lykkes med tingene til sidst, selvom der er tilbageslag undervejs.

Den pædagogiske debat er alt for ofte upædagogisk

På en måde er trivsel ikke til meningsfuld, pædagogisk diskussion, fordi man ikke kan argumentere meningsfuldt for mistrivsel. Så når man ved, at elever ikke kan trives uden tryghed, venner, stolthed, optimisme, succes og resiliens, forekommer det nærmest hjerteløst kynisk, når der indimellem argumenteres mod at skolen skulle arbejde på at fremme disse livskvaliteter. Og når man tilmed ved, at elevernes glæde ved at lære såvel som deres faglige præstationer fremmes entydigt gennem hver og én af dem, er det ganske forbløffende ind imellem at høre argumenter imod at arbejde professionelt med elevernes trivsel.

Det er dog mit indtryk at uviljen mest handler om ubehaget ved overvågning, og at meget ville blive både lettere og mere interessant, hvis man kunne begrænse overvågningsaspektet af trivselsarbejdet - inkl. trivselsmålingerne - mest muligt, og i langt højere grad fokusere på det elementært livsbekræftende og inspirerende i at fremme trivsel.

Der er entydig, videnskabelig evidens for, at folk mistrives, hvis de oplever tab af kontrol over egen situation, og overvågning har ofte denne psykologiske effekt. Men den behøver altså ikke have det! Læg mærke til, hvor mange af os, som ikke ser ud til at mistrives, selvom Facebook og Google overvåger os minutiøst. Vi burde måske mistrives lidt mere med dette, end vi gør, men det er en anden sag. Pointen her er blot, at vi tydeligvis kan trives med overvågning, så længe vi ikke oplever tab af kontrol derved. Dette er også en nøgle til at arbejde med resiliens i skolen.