Online-undervisning kan en masse, ingen tvivl om det.  Men er vi helt klar på, hvad det IKKE kan?

Efter en lang periode, hvor stort set al indlæring er gået gennem syn og hørelse, er glæden ved igen at være tilbage i skolen stor hos de fleste børn.

Gensynet med kammeraterne spiller selvfølgelig en stor rolle, men måske i lige så høj grad selve den sanselige oplevelse ved at være fysisk i skole?  

Først når noget ikke længere er der, begynder man for alvor at interessere sig for det.  Måske har fraværet af de totale sanseoplevelser skabt fornyet nysgerrig over for sansningens ufattelige rækkevidde hos os alle?  Jeg håber det.

I 2012 grundlagde jeg Sensory Training Institute som en platform for forskning i sansningens betydning.  Her forsker vi sjældent intellektuelt eller naturvidenskabeligt, for sansning forstås kun for alvor gennem for den sansende selv.  Det er helt nye forskningsværktøjer, der skal i brug for at nærme sig emnet.  Og hvad kunne være vigtigere?  

Uden sanser, ingen indlæring.  Men heller ingen virkelighed.  Og heller intet selv.  Indlæring, virkelighed og selvopfattelse er så sublektive størrelser, at vi som lærere og formidlere kun kan udvikle metoderne til at finde derhen;  resten skal modtagerne finde i sig selv.   

I det hele taget er sanserne så definerende for vores liv, at vi ofte glemmer deres betydning.  Men coronaen har i al fald fået sat fingeren på, hvad der sker, når vi ikke længere har den fulde adgang til dem i undervisningen.  Tiden vil vise, hvor meget lærdom, der gik tabt på den bekostning.