Fakta:

Discountsamfundet

Forfattere: Anita Ulrich og Daniel Ankarloo

169 kroner

284 sider

Forlag: Books on Demand

”Er De udkørt kl. 3?” lød det fængende slogan i en reklamekampagne fra slutningen af 1950'erne; svaret fulgte efter: ”Medova Te ta'r trætheden!”

Med en omskrivning kunne man i dag sige: ”Er du udkørt allerede, når du møder?”, så er det ikke sikkert, at en kop stærk te eller for den sags skyld en energidrik tager trætheden. Hvis man er offentligt ansat i dagens udgave af velfærdsstaten, kan det tænkes, at svaret kunne være: ”Et job i discountsamfundet øger trætheden!”

Anita Ulrich, der er adjunkt ved Absalon og sundhedsantropolog, og Daniel Ankarloo, der er lektor i socialt arbejde ved Malmö Universitet, dykker ned i Ove Kaj Pedersens beskrivelse af konkurrencesamfundet og i kritikernes, for eksempel Svend Brinkmann, beskrivelse af det stressende præstationssamfund.

Og de når frem til, at hverken kravet om, at vi må oppe os i konkurrencen, eller forestillingen om at vi bliver dårlige af ræset, er de egentlige karakteristika for fagpersoner, der arbejder i den offentlige velfærdsstats regi. Tværtimod kunne man sige. Vi bliver sat i scene til at få det hele til at glide for den lavest mulige pris: vi er blevet medarbejdere i et discountsamfund, fremgår det af forfatternes analyse.

Forfatterne giver os et rids over konkurrencestatens markedsbetingede svar på, hvordan vi må løse velfærdsstatens udfordringer. Dette sker gennem en fornem analyse af Ove Kaj Pedersens teori og deraf udspringende sprogbrug om eksempelvis statens ”fodsoldater”. Hans beskrivelser afføder en række krav til omstillingsparate medarbejdere i velfærdsstatens tjeneste om at levere, som var de ansatte i den private sektor, hvor profit spiller afgørende ind. Men i det offentlige tjener man ikke penge, man yder service. Så man kan alene honorere kravene om at være profitable ved at reducere omkostningerne; det der betegnes som loft over velfærden.

Ved BogForum for nogle år siden traf jeg Marianne Jelved, som skulle diskutere med Ole Kaj Petersen. ”Han er en fin analytiker, men ikke profet,” sagde det kritiske radikale folketingsmedlem. Men hun tog på sin vis fejl, for han blev gjort til profet – ikke mindst af Socialdemokratiet.

De varme hænders logik

Kritikere af konkurrencestatens krav om færre resurser til øgede præstationer har peget på det uholdbare i det affødte præstationsræs, som får flere til at bukke under på grund af stress, angst og depression. Vi tvinges, ifølge Svend Brinkmanns og andres kritik, til at optimere os selv, så vi kan blive stadigt bedre udgaver af os selv.

Men begge disse beskrivelser argumenterer bogens forfattere imod. De ser tværtom samfundets krav til de medarbejdere, der har til opgave at få velfærdssamfundet til at fungere, som ramte af en discountfilosofi. Allerede i slutningen af 1980erne traf jeg den svenske litterat Bengt Nerman, der havde analyseret sig frem til, at ordet servire (service) havde skiftet betydning fra at betyde ’at tjene’ til ’at tjene penge’, hvorfor han sagde sit job ved den svenske journalisthøjskole op. ”De sætter os til at finde sensationen frem for at søge sandheden,” var hans begrundelse. Så discountperspektivet er ikke nyt, men det er sjældent fremført så velargumenteret og helhedsbeskrevet som her.

For det første afmonterer de Ove Kaj Pedersen som profet og viser, at hans analyse lige så vel kunne have ført til valg med menneskeperspektiv som nu, hvor det offentlige har valgt markedsperspektivet. For det andet argumenterer de imod tesen om, at vi er udsat for et præstationsræs; snarere tværtimod! I deres analyse beskriver de, hvordan medarbejdernes faglighed undermineres af krav om opgaveløsninger, der har lidt eller intet med de oprindelige kerneydelser at gøre. Der er tale om krav om aflæring snarere end om udvikling.

Det drejer sig ikke om at præstere, men om at præsentere, sådan som det fremgår af samtaler med unge, der ved, at det er vigtigere at aflæse, hvad læreren vil have end at fordybe sig i stoffet. De unge føler sig snarere udsat for et karakterræs end for et præstationsræs. For at kunne fremme en sådan tilpasning til markedet må man ty til en uniformering af kravene, sikre rentabilitet gennem kontrol og test og økonomisere med de knappe resurser.

Man bliver forstemt af at læse denne bog, fordi der er så meget, der vækker genklang i ens oplevelser af dagligdagen. Hvorfor er der ikke længere tid til at forberede sig? Hvorfor er faglig efteruddannelse forbeholdt de få med kasketter? Hvorfor er der ikke tid og resurser til at hjælpe dem, der har mest behov? Hvorfor… hvorfor?

En grundig, men også lidt omstændelig bog, om hemmeligheden bag samarbejde

Når man nu gerne ønsker at se en mening i det, man yder for velfærdsstaten, så ser man sig om efter handlemuligheder. Er svaret, at vi ønsker mere frihed? Ja, til at yde et ordentligt stykke arbejde, men ikke til at have frihed til at mislykkes, fordi rammerne fortsat tømres sammen af markedsvilkår.

Bogen demaskerer konkurrencestatstænkningen. Den afslører præstationsræsets individualisering af problematikken. Og den peger på, at der er noget afgørende galt, som vi kun kan gøre op med i fællesskab.

Eller også tager den helt fejl. Jeg tror det ikke, men jeg håber det. Det er sådan en bog, jeg må læse igen.