I bogen 'Samarbejdets hemmelighed' citeres en pædagog for at sige: ”Når der
kommer en ny medarbejder, kan jeg finde på at sige: ”Du vil kunne opleve, at
jeg kommer i en situation, hvor min stemme bliver højere og mindre rar, og hvor
jeg for eksempel siger til et barn, ”det skal du ikke gøre” (…) Det er mig, når
jeg er presset, det er ikke en adfærd, du skal spejle, det er ikke det, vi vil
ud i verden med, det er det modsatte. I de situationer må du gerne sige til
mig: ”Vibeke, er der noget, jeg kan gøre?”
Det er et rammende citat, som viser, hvor vigtigt
samarbejde er, hvor menneskeligt det er at fejle, og hvor stort det er af
Vibeke i dette tilfælde at være klar over det. Vi har brug for hinanden og
dette i stigende grad, da de pædagogiske opgaver bliver mere og mere komplekse.
Vi kan ikke løse dem alene. Vi må på et sagligt og fagligt grundlag
kvalificeret prøve os frem sammen.
Eller som bogens forfatter beskriver det og løbende
kommer tilbage til bogen igennem: At vi må (gen)opdage vores gensidige
afhængighed af hinanden og gøre hinandens mest presserende bekymringer til
skamme. Man kan så tilføje: Den gensidige afhængighed i forhold til den
faglige opgave, som man er blevet sat til at løse.
'Samarbejdets hemmelighed' består af en indledning og fire kompakte
kapitler med kapitel 2, som kræver en vis grad af tålmodighed fra læserens side, som forfatteren også selv påpeger. Den belæste forfatter skriver, at man
kan læse bogen enten på en traditionel måde – fra ende til anden – som jeres
anmelder har gjort. Eller man kan læse bogen på en utraditionel måde, hvor man
løbende sammen med kollegaer eller medstuderende besvarer spørgsmålene i bogen
ud fra egen situationsbeskrivelse eller de to gennemgående
situationsbeskrivelser i bogen.
Annonce:
Det kræver lidt at forstå princippet bag bogen og den vil være mest egnet til et studie, hvor tiden er til den fordybelse, som tilgangen kræver
Bogen egner sig nok mest til den utraditionelle
læsning, om end denne også er krævende og er betinget af, at det sker under
ledelse af for eksempel en underviser. Det kræver lidt at forstå princippet bag bogen og den vil være mest egnet til et studie, hvor tiden er til den fordybelse, som
tilgangen kræver. Tid er der, som bekendt, ofte ikke er meget af i eksempelvis et team bestående af
praktiserende lærere og pædagoger. Jeg tror også, at disse vil finde
spørgsmålene og tilgangen svær tilgængelig og en anelse kunstig.
De to situationsbeskrivelser er to
samarbejdssituationer. Den ene situationsbeskrivelse handler om fablen om den
blinde og den døve, der ved fælles hjælp bedre kan komme frem. Den anden situationsbeskrivelse handler om en lærer og
en pædagog, hvor førstnævnte har Tobias i klassen og sidstnævnte ham i
lektiecaféen. Udfordringen er, at Tobias ikke får læst lektier, og de to voksne
professionelle er lidt uenige om, hvad der skal ske i lektiecaféen, og hvor
forældrene indtager et tredje udgangspunkt. De to cases bruges gennemgående i
hele bogen og giver på den ene side bogen en klar struktur og stringens, men
det gør på den anden side også bogen med sin praksisfilosofiske stil lidt
omstændelig.
Det er en meget grundig bog. Ud af 264 sider fylder
litteraturliste, stikordsregister og et meget stort antal udførlige noter omkring 100 sider. Der er i alt 310 noter, som nærmest er en bog i sig selv. Jeg ville personligt have foretrukket, at de fremstod i en mere komprimeret form i den fysiske
form eller i nuværende form digitalt. Nuvel, der er spændende nedslag i
noteapparatet, men i dette massive omfang forekommer det at være for meget.
Det er dog også en meget velstruktureret og
gennemtænkt bog, hvor forfatteren selv praktiserer, hvad han prædikerer, ved
løbende at justere sin forståelse af, hvad samarbejdets hemmelighed – jævnfør
bogens titel – er. Det gør han systematisk ved efter hvert kapitel at redigere
og justere sin arbejdsdefinition, hvilket han tilsvarende lægger op til, at
læserne skal gøre.
Der er gode pointer i bogen om samarbejdets tre
forskellige modi: Samvirkemodus, samfærdsmodus og samtalemodus som forskellige
måder at samarbejde på. Kapitel fire starter også godt med understregning af
behovet for en samarbejdsstat mellem på den ene side velfærdsstaten (og dens
fokus på den faglige professionalisme) og på den anden side konkurrencestaten
(og dens fokus på den organisatoriske professionalisme). De to yderpoler bliver
til enten styring uden selvstyring (konkurrencestaten) eller selvstyring uden
styring (velfærdsstaten). Det er skarpt set, og der peges på den professionelle
dømmekraft og samskabelse som en mulig tredje vej.
