Debat
Kvalitet er bedre end kvantitet
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Er skoledagen for lang? Det spørgsmål fylder igen debatten her op til skolestarten. Gallup har igen spurgt til forældrenes holdning til skoledagens længde. Ifølge undersøgelsen synes hver anden forælder nu, at skoledagen er for lang. Efter det første skoleår efter indførelsen af reformen 2014/15 var det »kun« hver tredje forælder, der syntes, skoledagen var for lang.
Også flere og flere politikere og forskere problematiserer skoledagens længde. Senest har skoleforsker og forskningschef Andreas Rasch-Christensen efterlyst politisk mod til at give skolerne større frihed til at fastsætte skoledagens længde.
Og blandt eleverne synes hele 82 procent, at skoledagen er for lang.
Der kan være flere grunde til elevers og forældres oplevelser. Jeg tænker, at hvis undervisningen altid opleves som velforberedt og varierende og giver god mening for den enkelte elev, så vil færre synes, at dagen er for lang. Desværre ser det ikke lige nu ud til, at der er politisk vilje til at tilføre de ekstra resurser til skolen, som vil kunne sikre det. Derfor må der fokuseres på en anden løsning på problemet: Forkort skoledagen, så skolerne og lærerne får bedre mulighed for at levere kvalificeret og spændende undervisning. Eller sagt på en anden måde: Det handler grundlæggende om at bruge pengene og resurserne til at give eleverne den bedst mulige undervisning.
Også i denne sammenhæng er kvalitet vigtigere end kvantitet.
Sidste år fik skolerne muligheder for at forkorte skoledagen. Og senest har vores nuværende undervisningsminister givet 50 skoler mulighed for at forsøge sig med yderligere lokale beslutninger om skoledagens tilrettelæggelse. Det er et godt skridt på vejen til at øge de lokale muligheder for at tilrettelægge skoledagen efter de konkrete forhold. Beslutninger om skoledagens organisering og tilrettelæggelse træffes altså bedst af de ledere og lærere, som har det konkrete og daglige ansvar for elevernes undervisning. Vi ved for eksempel, at tolærerordninger, så eleverne kan deles op i matematik og dansk, står højt på listen over indsatsområder for de 50 skoler. Jeg ser frem til at følge forsøgene.
Der foregår rigtig meget godt i vores folkeskole, og det bør spørgsmålet om skoledagens længde ikke skygge for. Så giv nu lærerne muligheder for at gennemføre en spændende og varieret undervisning.
Det er ikke antallet af timer, men kvaliteten af undervisningen, der betyder noget!