Mens lærernes formand Anders Bondo Christensen og kommunernes topforhandler Michael Ziegler sætter sig ved mødebordet i Forligsinstitutionen i København for at forhandle om lærerarbejdstid og løn, sidder lærer Annelise Hamrum ved sit arbejdsbord på Kirke Helsinge Skole i Kalundborg Kommune. Hun er ved at skrive ud til forældrene på Forældreintra for at få dem til at kigge i skabe og skuffer efter brugt tøj, som kan bruges i håndværk og design, når eleverne skal redesigne gammelt tøj og gøre klar til den store modeopvisning.

Hun har været lærer i 35 år. Fem år i Hobro og 30 år på den lille skole i Vestsjælland. I 2013 endte overenskomstforhandlingerne med lockout og  et regeringsindgreb, som betød, at rammerne for Annelise Hamrums arbejdsliv blev de hårdeste, hun i sit lærerliv har arbejdet under.

"Det er svært at få tid til at alt det, jeg gerne vil. Nu har jeg mange flere undervisningstimer, end jeg havde tidligere. Nu bliver der ikke taget hensyn til, at jeg er klasselærer og evalueringsvejleder og så har jeg tilsyn med håndarbejdslokalet. Det er noget, som bare kommer oveni. Som klasselærer har jeg utroligt mange møder. Jeg skal snakke med forældre, have dialogmøder og udfylde lange skemaer fra kommunen. Det får man ikke ekstra tid til. Det går bare ud over forberedelsen", siger hun.

Sammenhold og solidaritet fejret i solen

Vi vil normaliseres

72 kommuner i landet har valgt at indgå lokale arbejdstidsaftaler, som i større eller mindre grad giver lærerne en større frihed, end tilfældet er med arbejdstidsloven L409. Nogle steder er der loft over undervisningstiden, men langt de fleste steder skaber de lokale rammer blot mere fleksibilitet for lærerne. I Kalundborg er der ikke en lokal arbejdstidsaftale. Her er det arbejdstidslovens paragraffer, som danner rammerne om lærernes arbejdsliv. Fleksibiliteten er ikke længere så vigtig for Annelise Hamrum - det er mere tiden til forberedelse, som presser:   

"Umiddelbart betyder det en kæmpeændring i forhold til, hvad det har været. Vi skal være her fuld tid, og der er ting, der er mere firkantede. Men det er det mindste af det. Jeg kan sagtens være her 41½ time om ugen. Det har jeg vænnet mig til. Det er ikke så galt", siger Annelise Hamrum.  "Det primære er det med tiden. Der bliver ikke taget hensyn til opgaverne. Det er lige meget, om man er klasselærer eller faglærer, så har man det samme antal undervisningstimer".

I 2013 var KL's budskab, at lærernes arbejdstid skulle normaliseres. Og nu er det faktisk lige det, som Annelise Hamrum håber at få ud af de forhandlinger, som lige nu foregår i Forligsinstitutionen.

"Jeg håber, at vi i det mindste får en overenskomst ligesom alle andre. At man har tillid til lærerne, og tillid til, at vi godt kan gøre det godt. Det føles som mistillid, at man skal arbejder under en lov. For mine yngre kolleger, ville det være godt med en mere fleksibel ordning. Når man er ung, så er det godt at kunne hente børn og kunne forberede sig om aftenen".

DLF om ny kampagne: Tilliden til de offentligt ansatte er på retur 

Vil ikke låne penge

Der er ingen af de 16 lærere på Kirke Helsinge Skole, som ønsker en konflikt.

"Der er en blandet stemning her. Men der er ingen, der ønsker en konflikt. Vi vil gerne have problemerne løst".

Den blandede stemning hænger også sammen med, at mange netop har færdiggjort tilbagebetalingen af konfliktlånet fra 2013. I 2013 valgte Annelise Hamrum, at hun ikke ville låne. Hun klarede sig en måned uden løn.

"Så blev der ikke til en ferie det år. I 2013 fik vi jo at vide, at det ikke kunne lade sig gøre at få godtgørelse fra fagforeningen. Et lån var billigere og smartere. Men folk blev ret frustrerede over, at det skulle være lån. Og der er stadig mange kolleger, der er frustrerede over, at man skal tage et lån, som man skal betale tilbage. Jeg kan godt se, at man skulle betale skat, så det bedre kan betale sig", siger Annelise Hamrum.  

Som følge af lockouten i 2013 har hendes kontingent til DLF været nedsat i fem år. Og kommer der en konflikt, vælger hun lånet fra igen:

"Jeg vil ikke låne penge. Det gider jeg ikke. Jeg gider ikke hænge på det i fem år. Jeg er på slutløn, jeg har ikke tre børn, så det er ikke det samme problem for mig, som det er for de unge. Det er møgirriterende ikke at få løn, men jeg kan godt klare det. Det ser anderledes ud for de yngre kolleger".

Dramatisk uge for sammenholdet i fagbevægelsen 

Overenskomstforhandlinger fylder på lærerværelset

Lærerne i Kalundborg følger med, når topforhandlerne toner frem på skærme og i overskrifter. Alle vil vide mere om, hvad der sker lige nu.

"Det fylder rigtig meget. Vi følger med, så meget, som man nu kan i medierne. Og vi tænker over, hvad kan der ske. Lige pludselig tror man, at nu rykker forhandlingerne, og så går det helt den anden vej. Hvis vi ikke får den her overenskomst,- så ender det nok med et regeringsindgreb, som tromler os. Og så kan det godt være, at den danske model skal justeres, for den er ikke helt reel".

Klokken 12 er forventningen, at forhandlerne på det kommunale område stadig er i Forligsinstitutionen. På det tidspunkt går Annelise Hamrum ned til sin 1. klasse. Dem skal hun have i tre timer. Og hendes stemme lyser op, når hun fortæller om det.

"Det er simpelthen så godt. De er bare sådanne nogle søde børn, som gerne vil lære at læse".

Dennis Kristensen: Politikerne vil ikke et forlig