Så er der gang i den igen. Den med at lærerne ikke underviser nok. Både KL og undervisningsministeren er i øjeblikket i medierne for at fortælle, at lærerne tilbringer for lidt tid i klassen. Både ministeriets og KL's undersøgelser viser, at lærerne tilbringer cirka tre timer om dagen sammen med eleverne - omkring 40 procent af arbejdstiden. Og ministeren med sit budskab: Lærerne skal undervise noget mere.

Det er en meget mærkelig debat.

For det første er det, som om man sætter lighedstegn mellem undervisning og lærernes arbejde. Men hvor meget er undervisning værd uden forberedelse? Det svarer til, at man tæller juristers arbejdstid, efter hvor meget tid de tilbringer i retten. Eller malerens efter den tid han bruger på til sidst at lægge farven på væggene - uden at tælle research og samtaler og malerens afdækning og afrensning af væggen med. 

Det er jo for det andet ikke den enkelte lærer, som selv bestemmer, hvad hun skal bruge sin arbejdstid til. Lærernes arbejdstid reguleres i kommunerne, hvor den overordnede rammeaftale giver muligheder for at skrue på, hvor meget tid lærerne skal tilbringe i klassen - og hvad der ellers skal foregå. Skal der for eksempel være skolebiblioteker, lejrskoler, teater, læsevejledere, it-vejledere på skolen? Og hvor meget af lærernes arbejdstid skal udfyldes med disse aktiviteter?

Fordelingen aftales mellem lærerkredsen og kommunen. Derefter går skolelederen og læreren ud og overholder aftalerne! Ligesom på andre arbejdspladser.

Arbejdstidsaftalen giver mulighed for, at lærerne kan undervise 25 lektioner om ugen. Når kommunerne ikke har bedt lærerne om at stå mere tid i klassen, skyldes det sandsynligvis, at de fleste kommuner synes, at det er vigtigt, at læreren ikke blot underviser så mange timer som muligt. Der skal jo forberedelse og efterbearbejdelse til, hvis undervisningen skal give mening. En skole er en arbejdsplads, hvor der er mange forskellige gøremål, som skal gå op i en højere enhed for at få tiden i klassen til at være frugtbar. Hvis kommunerne ønsker at skrue ned for nogle og op for andre, så bør de komme på banen og sige, hvad det er, lærerne så ikke skal foretage sig.

Det er ikke sket endnu.

Til foråret starter overenskomstforhandlingerne på det offentlige arbejdsmarked - herunder mellem KL og DLF. KL kan stille krav til forhandlingerne - og varme op i medierne, som man formentlig er i gang med. Det er den danske model, hvor det er parterne på arbejdsmarkedet, som aftaler, hvordan arbejdstiden skal fordeles. Det er fair nok.

Men det skaber ikke bedre trivsel i en hårdt trængt folkeskole med nedskæringer og fyringer, at lærerne skal føle sig udstillet, som om de ikke ønsker at undervise. Og det er skuffende, at en minister, som ønsker en ny gejst i folkeskolen, er med til at lægge pres på den enkelte lærer.