I forbindelse med lanceringen af Ny Nordisk Skole har minister for Børn og Undervisning Christine Antorini meldt ud, at den kommende folkeskolereform bør sikre flere undervisningstimer til eleverne. Udmeldingen kan dog tolkes som en opfordring til at genforhandle lærernes arbejdstidsaftale, vurderer arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen.
Foto: Thomas Tolstrup
Mere undervisningstid skal finansiere skolereform
Christine Antorinis udmelding om flere undervisningstimer i den kommende folkeskolereform får opbakning fra forligskredsen.
Anders Bondo vurderer, at mere undervisning med mindre forberedelse er spild af penge.
Antorinis overskrifter forfolkeskolereformen:
1. Matematik- og danskundervisningen skal styrkes.
2. Lærernes og skoleledernes kompetencer skal løftes.
3. Der skal være færre regler.
4. Eleverne skal have flere undervisningstimer.
Konservative, Venstre og Dansk Folkeparti ser positivt påsamtlige udmeldinger, men ordførerne påpeger, at de afventer etkonkret udspil fra ministeren.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Udmeldingen fra børne- og undervisningsministeren om flere undervisningstimer får opbakning fra Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti. Regeringen har endnu ikke præsenteret sit udspil til en reform, men har blandt andet meldt ud, at den kommer til at indeholde flere timer i dansk og matematik. Ordførerene på Christiansborg regner med, at forhandlingerne først begynder til oktober.
Uddannelsesordfører hos Konservative, Mai Henriksen, fortæller, at Konservative gerne ser, at lærerne underviser mere. Hun ønsker, at en del af resurserne til flere undervisningstimer findes via en genforhandling af lærernes arbejdstidsaftale.
»Det er jo KL og ikke os, som forhandler aftalen på plads. Men jeg har meget store forventninger. Jeg har lyttet mig frem til, at KL er villig til at gå meget langt for at få en arbejdstidsaftale, der kan betyde, at lærerne kommer til at undervise mere«, siger hun, men påpeger samtidig, at der også skal tilføres flere penge, for eksempel via bloktilskuddet.
Karen Ellemann, folkeskoleordfører for Venstre, og Alex Ahrendtsen, uddannelsesordfører fra Dansk Folkeparti, bakker også op om Antorinis udspil. De vil dog ikke diskutere detaljer, før de modtager et konkret udspil fra ministeren.
Kraftigt signal til KL og DLF
Ifølge Flemming Ibsen, arbejdsmarkedsforsker og professor ved Aalborg Universitets Center for Arbejdsmarkedsforskning, sender den politiske udmelding fra Christiansborg et klart signal til både kommunerne og DLF om, at der ønskes en ny arbejdstidsaftale.
»Det handler grundlæggende om, at man skal trylle nogle flere timer frem, uden at der skal tilføres flere resurser. Så jeg kan ikke forestille mig andet, end at arbejdstidsaftalen skal genforhandles«, siger han.
Hos KL er formand for børne- og kulturudvalget, Jane Findahl, glad for signalet fra regeringen om flere undervisningstimer i den kommende folkeskolereform.
»Lærerne kan undervise langt mere, end de gør i dag. Problemet er, at det er låst fast i aftaler med Danmarks Lærerforening, at alle lærere skal bruge samme tid på bestemte opgaver. Der er brug for at udnytte lærernes tid mere effektivt end i dag«, siger hun.
Hun understreger dog også, at regeringen skal forhandle med kommunerne om rammerne for at øge undervisningsmængden, før eventuelle forhandlinger med DLF om arbejdstidsaftalen skal finde sted.
DLF frygter spildte penge
Hos Danmarks Lærerforening ser formand Anders Bondo Christensen frem til, at eleverne kan få flere timer.
»Men det er ikke nok bare at proppe mere undervisning ind. Kvaliteten af undervisningen skal sikres, ellers får vi ikke noget ud af at hæve elevernes timetal«, siger han.
Anders Bondo mener ikke, at regeringens udmelding om flere undervisningstimer nødvendigvis er ensbetydende med et ønske om, at lærerne skal bruge en større del af deres arbejdstid på at undervise og dermed få mindre tid til forberedelse.
»Vi kan jo ikke vide, hvad målet er. Men hvis det viser sig at være tilfældet, er det fuldstændig meningsløst. Hvis det ikke er velforberedte timer med fokus på kvaliteten, man får, så er det spild af penge«.