I 2007 skiftede jeg fra et jobområde med alt for meget arbejde (var teamleder på bosted) for at tage læreruddannelsen på meritvilkår. Jeg var superglad for mit nye fag og jobområdet.

Som tiden gik, oplevede jeg egentlig, at mit arbejde var »delt tjeneste«, en masse arbejde på skolen og en masse forberedelse hjemme. Fordi sådan var lærerkulturen nu engang.

Så fik jeg ny arbejdsplads, nye opgaver og flere møder. Stadig meget arbejde på skolen og hjemme.

Lov 409 blev en realitet. Reguleringen af vores arbejdstid og tilstedeværelsespligten på skolen har nu været ganske positiv (for mig). Mange kollegaer ytrer samme holdning.

På min skole er der egne arbejdspladser fordelt på flere »kontorlandskaber«. Der fikses tid, men arbejdstiden er i den grad fleksibel, og det månedlige regneark oplever jeg ikke som en kontrol fra min skoleleder, men en måde at holde øje med mit eget tidsforbrug på. Så har jeg også altid dokumentation, hvis jeg skal forhandle mine opgaver og tid med min skoleleder.

I vores forberedelsesområde kan jeg ofte være heldig, at andre kollegaer sidder og forbereder sig, hvilket betyder, at der er større grad af faglig sparring, end da jeg sad alene hjemme og forberedte mig. Jeg har alle nødvendige resurser inden for rækkevidde. Jeg har fri, når jeg tager hjem, og nyder i den grad mine weekender, jeg har fået et liv igen. Lov 409 har for mig betydet »farvel« til det grænseløse arbejde og oplevelsen af, at jeg også lige kunne have forberedt det og det.

Ovenstående er meget rosenrødt. Der er dog fortsat brug for aftaler og dialog med hensyn til tidsforbruget til forberedelse og andre opgaver.