Folkeskolereformen går overraskende godt, udtaler undervisningsminister Christine Antorini og formand for KL's børne- og kulturudvalg Anna Mee Allerslev til Danske Kommuner (nyhed på folkeskolen.dk den 28. januar, redaktionen).

Overraskelsen må betyde, at de to havde forventet noget væsentligt ringere end det, vi er vidne til, hvilket logisk afføder to spørgsmål: Hvordan kan det være ringere? Og med så ringe forventninger, hvorfor satte de så overhovedet reformen i gang?

Antorini er også overrasket over lærernes arbejdstid: »Nogle steder er der en mur, der hedder 16.30, og man skal være der til 16.30, og man må ikke tænke en eneste tanke om arbejdet efter det klokkeslæt. Sådan noget er ærgerligt«, siger hun og har åbenbart glemt, at det er regeringen selv, der med lov 409 har defineret arbejdstid som tilstedeværelsestid.

Antorini har også glemt, at lærernes arbejdstid samtidig blev »normaliseret« af regeringen og KL: »Skoler« er ifølge ministeren nemlig alligevel ikke arbejdspladser som alle andre, men »vidensvirksomheder med vidensmedarbejdere, hvor det forhåbentlig er sådan, at faglighed og engagement også er noget, man tænker på ud over det, der er ens arbejdstid. Ikke sådan at man skal råudnytte medarbejderne - det er ikke det, det går ud på, men at man bare er levende optaget af sit arbejde«.

Lad mig erindre ministeren om, at sådan var det før den »voldtægt af lærerne«, som Flemming Ibsen, professor emeritus ved Aalborg Universitet, kaldte KL's lockout og lov 409. Den indstilling har hun selv smadret. Nu holder lærerne fri, når de har fri.

Når Antorini udtaler sig, som hun gør, siger hun så også, at reformen ikke kun forudsætter, at lærerne lægger hele deres arbejdstid på skolen, men at de også - uden at lade sig »råudnytte« - arbejder i fritiden?