Nu er det snart sommerferie. Et voldsomt forår for lærerne er slut. Lockouten er forbi. Udadtil er alt ved det gamle. Men her i foråret har vi oplevet et forløb, som de færreste havde troet kunne foregå i dagens Danmark.

At genkalde sig det hele og få tankerne på plads kan være et sundt projekt i sommerferien. Det kan man blandt andet gøre ved at læse en splinterny e-bog om lockouten, som Folkeskolens redaktion har skrevet, og som kan hentes gratis på folkeskolen.dk

Hent e-bogen: fortællingen om lærerlockouten

Den bygger på flere hundrede indlæg, film, blogs og artikler. Det er en dramatisk historie. Og selv om den ikke endte godt for lærerne, havde den også sine lyse sider. Hvis det havde været en konkurrence i kreativitet og sammenhold, ville lærerne have banket KL langt ud af banen. Læs og døm selv.

Hvad blev så bundlinjen? Det kan man nu læse i både den nye folkeskolelov og den aftale om økonomien for kommunerne i 2014, som regeringen og KL netop er blevet enige om.

De to stykker papir handler om det samme. Men der er en verden til forskel. Folkeskoleforliget er en glitrende gavebod til forældre og elever. Økonomiaftalen er det nøgne baglokale, hvor en inkassator sidder og kradser pengene hjem.

For eksempel får elever og forældre i gaveboden flere smukke og spændende undervisningstimer. Hos inkassatoren i baglokalet kan man så læse, at lærerne i 2014 skal levere 120 minutter ekstra undervisning per uge. Næsten tre lektioner. I gennemsnit. Den gave ville uden lockout have kostet KL og regering langt over tre milliarder kroner, anslås det.

Lærerne skal undervise mere

I gaveboden ses også en dejligt fleksibel skole. For eksempel er det ikke længere nødvendigt med det obligatoriske pædagogiske råd, hvor lærerne diskuterer pædagogik. Holddelingen skal også være mere fleksibel, og klasselærerfunktionen kan deles ud på flere, ligesom skoleledelsen kan. Disse ændringer lanceres ofte som pædagogisk nytænkning. Men ude i baglokalet er de takseret til at skulle give 100 millioner kroner i besparelser under titlen »afbureaukratisering«.

Inklusion blev også i sin tid lanceret som et fint pædagogisk gavebodsprojekt af hensyn til de svage elever, så de ikke skulle skilles ud. Nu har en ny undersøgelse så dokumenteret, at samtidig med at udgifterne til folkeskolen er faldet - som sædvanlig - er udgifterne til specialundervisning for første gang også dalet. Pengene er ikke fulgt med de inkluderede elever. Det eneste, de har fået, er Christine Antorinis mange gange gentagne: »Inklusion er ikke en spareøvelse«.

Der er absolut ikke noget forkert i at spare, tværtimod. Men det bidrager til en voksende politikerlede, at ingen tør sige det ligeud. I stedet er der gået inflation i tomme ord. Det hele skal newspeakes og frames, så man først kan forstå betydningen, når man ser inkassatoren i baglokalet.

Verden går videre. Det bliver rart med en sommerferie til at fordøje det hele.