Skolereformen med de lange skoledage og så lov 409 oveni har ikke gjort noget godt for de børn, der har særlige behov, hvis man spørger Susanne Andersen, der er lærer på 4kløverskolen i Frørup ved Nyborg.

»Vi gør de børn fortræd. Det er ikke i orden at sige, at børn skal være i skole så mange timer om dagen, og så giver vi dem ikke bedre rammer. Børnene slås for at leve op til det hele, men mange af dem kan ikke. Det gør mig harm og vred«.

De første måneder af dette skoleår brugte hun en hel del tid på at rende rundt og lede efter børn fra den 4. klasse, som hun har delt klasselæreransvar for. De var gået, havde gemt sig eller løb rundt andre steder på skolen.

»Jeg har lært at sige, at jeg jo ikke kan redde alle børn, men jeg kan da gøre mit bedste for, at der ikke er børn, der går hjem med ondt i maven. Trivslen på skolen er meget vigtig«, understreger hun.

For de elever, der skal med bus til skolen, kan skoledagen vare fra klokken 7, når de træder ind i bussen, og til for eksempel klokken 16, når de kan være hjemme med bussen.

Reformrod: "Jeg savner en fælles strategi" 

Tid til forældresamtaler

Det er år to i skolereformen, og der kommer stadig nye ting til, fortæller hun. På 4kløverskolen i Frørup er ringetiderne ændret, der er nye aktiviteter som bevægebånd, og foruden at være klasselærer for en 5. klasse er Susanne Andersen også delt klasselærer for en 4. klasse. Men lige nu er det, der fylder mest, KMD Education-systemet til undervisningsforløb, vidensdeling og elevplaner. Det kræver tid og er en udfordrende proces. Flere kolleger har oplevet, at deres undervisningsforløb er forsvundet, efter at de mente, at de havde lagt det ind.

»Jeg kan se mange gode ideer i det, hvis bare jeg havde tiden. Jeg tror, jeg bliver nødt til at bruge en hel dag i sammenhæng på at sætte mig mere ind i det. Men det værste ved det er, at der kun ligger faglige mål i systemet. Der er ingen sociale mål, og dem vægter vi meget her. Samtidig er de faglige mål jo slet ikke formuleret på en måde, som forældre og elever kan bruge til noget«, siger hun.

En del af hendes tid er her i dette skoleår gået med at lære de nye forældre i 4. klasse at kende. De to lærere, der deler klasselærerfunktionen, besluttede, at det var vigtigt at bruge tid på en ordentlig samtale med alle 25 forældrepar. Om hvor eleverne er fagligt, hvordan de trives, og hvordan de løser konflikter.

»Vi har brugt meget tid, men vi kunne ikke undvære det. Nu har vi et helt andet kendskab til forældrene og kan meget bedre tale sammen om børnene«.

»Problemet med arbejdstiden er, at der ikke er sat tid af til elevsamtaler, forældresamtaler og så til den tid, jeg skal bruge som arbejdsmiljørepræsentant«.

At sige nej til en opgave

Susanne Andersen fortæller, at hun har det meget bedre efter sin stresssygemelding sidste vinter. En kollega sagde for nylig til hende, at man tydeligt kan se på hende, at det går bedre, og at man kan mærke det.

»Stress hos en kollega betyder meget for stemningen på hele arbejdspladsen«, siger Susanne Andersen. På 4kløverskolens Frørup-afdeling har alle ansatte været på antistress-kursus. Det har hjulpet.

»Jeg skal stadig lære, at okay er godt nok. Det må jeg ofte acceptere, og det er stadig svært, når man gerne vil gøre mere. Især hvis en kollega spørger, om jeg vil hjælpe med noget. Så er det vigtigt for mig at sige, at jeg siger nej til opgaven, men ikke til personen«.

Hun har absolut arbejdsglæde, fremhæver hun.

»Mit stresssygdomsforløb har lært mig, at jeg er på rette hylde. Jeg er også blevet bedre til at rose mig selv. Når jeg møder en regnvåd novembermorgen på skolen, hører børnene lege og får knus og kram af dem, så ved jeg, at jeg er en del af deres trivsel. Og det vil jeg ikke undvære for noget. Så kan jeg også holde til de dage, hvor vi slet ikke har it, der fungerer, og jeg ikke synes, at jeg har nået noget«.

Stille tid til eleverne

På 4kløverskolen viste en trivselsundersøgelse blandt eleverne, at mange var plaget af støj og oplevede uro på skolen. Derfor har man besluttet at have en stille morgen. Eleverne kan møde fra klokken 7.50 og i klasseværelset tale stille med kammeraterne eller med deres lærer. Klokken 8 er der morgensang et kvarter. Det giver en stille start på dagen.

Fordybelsescafeen om eftermiddagen er forsvundet. I stedet er tiden til understøttende undervisning lagt ind i lektionerne, så nogle af dem er blevet længere. Dertil er kommet bevægebåndet midt på dagen, hvor der er aktiviteter som fodbold, cykelbane, gåture, spil og oplæsning af en historie. Eleverne kan arbejde i kreativt værksted eller give hinanden skuldermassage til stille musik.

»Vi oplever faktisk flere stille børn nu. Og når vi har valgt de mere stille aktiviteter som massage, oplæsning og kreativt værksted, så er det, fordi vi oplever, at en del børn har brug for den ro, der er i at tegne og småsnakke eller kunne slappe af i løbet af den lange skoledag«.

»Jeg var bestemt ikke fortaler for at bruge så mange timer på bevægebåndet, men når jeg ser på børnenes trivsel nu, så har det været vigtigt. Oven i det så har indskolingseleverne lært os på mellemtrinnet at kende og omvendt, så som lærer kan du meget bedre bedømme deres trivsel nu«.

I dette skoleår har 4kløverskolen i Frørup mistet sine 6.-klasser. De er af økonomiske grunde blevet sammenlagt og flyttet til skolens Ørbæk-afdeling. Det gav meget turbulens i foråret, og en del elever flyttede til lokale friskoler i stedet.

Retter ikke opgaver

20 piger fra 1. til 5. klasse har i dag valgt at være i det kreative værksted, hvor de tegner, klipper og småsnakker. Susanne Andersen får tegninger fra de yngste elever.

»Skriv lige dit navn og din klasse på tegningen, så jeg bedre kan huske, hvem jeg har fået den af«, siger Susanne Andersen til en pige.

Udenfor er der gang i fodboldspillet, og ovre i den anden skolegård står en gruppe elever og arbejder på en træbro, der skal gå over den lokale å. De bygger broen i værkstedsundervisning, men bruger lige bevægebåndet til at arbejde videre.

Om torsdagen er det mellemtrinslærerne, der står for bevægebåndet, sådan at pædagogerne får mulighed for at holde møde sammen med indskolingslærerne. Pædagogerne har en del af tiden her i aktiviteterne i bevægebåndet.

»Min undervisning har ikke ændret sig, selv om vi har fået længere lektioner - for eleverne kan ikke holde til lektioner på 60 minutter. Så vi kører ikke så længe. Men jeg tror ikke, der er kommet mere bevægelse ind i selve undervisningen. Jeg har heller ikke tiltro til Antorinis mavefornemmelse om, at børnene lærer mere af at få bevægelse ind i undervisningen. Endnu har jeg ikke set forskning, der viser, at det gør en forskel. Jeg ser kolleger lave ordkortstafet, men jeg gør ikke noget tilsvarende i matematik«.

Susanne Andersen fortæller, at hun er holdt helt op med at give opgaver, der skal rettes.

»For jeg får dem ikke rettet, og det stresser«.

Så eleverne klarer deres opgaver i lektionerne. Kun hvis nogle ikke har nået det, og hun synes, at de har smølet tiden væk, kræver hun, at de lige får løst de sidste par opgaver hjemme.

Vi vil for meget

Susanne Andersen fortæller, at hun har problemer med støj, når hun skal forberede sig på skolen. Lærerne må flekse fem timer om ugen, og hun har heldigvis fået sin forberedelse lagt i blokke, hvilket betyder meget for hende. Men udenfor er der både børnehave, dagpleje og skoleelever, der støjer. Og larmen er blevet værre for hende efter stresssygdommen for et år siden. Ligesom hun stadig har problemer med sin korttidshukommelse.

Ændringen af skemaet og indførelse af bevægebånd betyder, at lærerne ikke ser så meget til hinanden som tidligere.

»Sidste år havde pædagogerne gårdvagten i det store frikvarter, så lærerne kunne spise sammen. Vi har fortalt ledelsen, at vi savner samværet med kollegerne. Nu har ledelsen prøvet at indføre, at vi en dag om ugen kan spise sammen. Det er dejligt. Vi får klaret så meget, mens vi spiser. Faktisk taler vi aldrig om gravhundens helbred, det er altid noget arbejdsmæssigt«.

Susanne Andersen påpeger, at lærerne stadig vil det hele, selv om de ikke har tiden til det.

»Sidste år havde vi aftalt, at vi ikke ville holde fastelavn, fordi det tog en del af vores forberedelsestid. Men flere syntes, at det var synd for børnene, så vi gjorde det alligevel. Jeg står lidt og stamper, for jeg synes, at vi er nødt til at sige nej til noget, når vi ikke har tiden. Noget må vi droppe, ellers slider det for meget på os«.

»Det, der overrasker mig mest, er, at mine kolleger arbejder en del i deres fritid. Det burde ikke overraske mig, og jeg tager også mig selv i at gøre det samme, men det dur ikke. Jeg kan da godt arbejde under de her vilkår, men det er ikke sjovt - og det er slet ikke det, folkeskolen har brug for«.