Jeg har verdens bedste job. Jeg er lærer i den danske folkeskole, og der findes ikke noget bedre end at se børn lykkes. Et barn, der knækker læsekoden, en elev der løser et svært regnestykke, eller en hel klasse, som hygger sig med et spil gangebanko, hvor de knap ænser, at vi egentlig er i gang med at lære om sandsynlighed, chance og udfaldsrum.

Det sker ofte, at de aktiviteter, som skal blive til en lektions undervisning, forberedes i en anden lektion, hvor der opstår lidt ro til at sidde med computeren. Eller at strukturen først falder på plads, når man går hen ad gangen på vej til timen. Jeg kan sagtens leve med, at dette sker ind imellem, da det i de situationer blot handler om at holde eleverne beskæftiget i 45 minutter med noget, der giver mening for de fleste.

Men i verdens bedste job – som er mit – er målet, at alle elever skal blive så dygtige, som de kan. Ikke bare at alle skal holdes beskæftiget. I praksis betyder det, at jeg, ud over den nævnte aktivitetsplanlægning og lektionsstruktur, skal kigge på hver enkelt af mine 27 matematikelever og 26 danskelever (jeg medtager ikke mine 150 musikelever) og forholde mig til, hvor de er henne i deres udvikling rent fagligt set i forhold til det konkrete emne, vi er i gang med nu og deres udvikling i matematik og dansk generelt. Dertil kommer deres personlige og sociale udvikling, men det må vi kigge på en anden gang.

Til det rent faglige efterlader det i omegnen af 30 sekunder pr. elev. Og hvorfor er det så noget at tude over? Jo, det er det, fordi mål og ressourcer på ingen måde hænger sammen. Og ikke nok med det, så går politikerne ud og fortæller forældrene, at det er det, de kan forvente, når de sender deres barn i den lokale folkeskole. Politikerne fortæller forældrene, at de kan forvente, at deres børn bliver målt og vejet af en professionel voksen i alle aspekter af deres hverdag både fagligt og socialt, for det ligger simpelthen i målsætningen.

Jeg skal på de 30 sekunder skrive elevplan, læse testresultater og drage konklusioner heraf, kigge elevens bøger, skriftlige opgaver og andre produkter igennem og konkludere på dette, skrive notater eller forældrebeskeder om manglende lektier eller uorden i skolesagerne og meget, meget andet. Når de 30 sekunder er gået, har jeg kun nået at skrive: “Kære forældre til NN. Jeres barn har ikke fået lavet følgende sider i matematikbogen, som skulle være lavet til i dag…”

Så kære politikere: Jeg kan simpelthen ikke skære det mere ud i pap. Få nu mål og ressourcer til at hænge sammen. Og lad være med at gå ud og blære jer med, hvad vi kan i folkeskolen, når I ikke giver mine kollegaer og jeg en kinamands chance for at leve op til målet om, at alle børn skal blive så dygtige, som de kan.