Berlingskes ansvarshavende chefredaktør, Tom Jensen, bekender i en kommentar 16. september, at han »i sin tid overvurderede den folkeskolereform, der blev gennemført i 2014«, som han støttede indædt. Nu, hvor alle kan se, at reformen har spillet fallit, føler han sig kaldet til at »gå til bekendelse« og »lette hjertet« over den fejl, han begik dengang. Det er dog en bekendelse med betragtelige begrænsninger.

Den væsentligste begrænsning ligger i, at det »er ikke lockouten eller arbejdstidsaftalen, denne kommentar handler om. Det håndteres nu af en kommission efter de langstrakte overenskomstforhandlinger i vinter. Fred være med det«. Det er ikke korrekt. Kommissionen skal ikke afdække, hvad der skete på dette felt i 2012-13, men komme med sit bud på, hvordan man kan løse de fatale problemer, der blev skabt dengang. Det er opportunt af Tom Jensen at sparke emnet til hjørne. Derved undgår han komme ind på den lidet flatterende rolle, som han selv, Berlingske og resten af pressen spillede dengang. Mere om det senere.

Heldigvis for læseren dykker Tom Jensen ned i materien med sin kritik. Desværre afslører han et indblik i folkeskolen, der er mere baseret på ideologi end realiteter, på misforståelser end indblik. Den store fortælling om 68ernes folkeskole lader jeg ligge, for den er ikke værd at bruge kræfter på. Hvis man vitterligt er af den opfattelse, at folkeskolen de seneste årtier har været styret af »en 68-dagsorden«, så befinder man sig på et trump’sk overdrev og er utilgængelig for fakta og argumentation.

Tom Jensen var oprindeligt glad for de ekstra timer og længere skoledage, som fulgte med reformen. Men at karakterisere modparten med, at de ekstra timer »var synd for børnene« er for futilt og afslører en ukvalificeret eller manipulatorisk tilgang til emnet. »Men desværre har mange skoler ikke evnet at bruge de ekstra timer optimalt,« konstaterer han og fortsætter: »Uendelige stunder synes spildt på udefinerbar understøttende undervisning, laissez faire-lektiecaféer eller formålsforladt tværfaglig fordybelse.«

At jeg er enig med Tom Jensen på disse punkter fremgår af den kritik, jeg fremførte længe inden, reformen gjorde den til virkelighed. Kritikken var delvist baseret på et forhold, som Tom Jensen ikke nævner med ét ord i sin kommentar: resurser. Reformen var underfinansieret fra starten, og kommunernes pressede økonomi har gjort ondt værre. Gennem en nøje planlagt kampagne lykkedes det for SRSF-regeringen og KL at binde offentligheden, inklusive Tom Jensen, den historie på ærmet, at man kunne presse en fjerdedel mere arbejde ud af lærerne og samtidig få en mere kvalificeret undervisning ud af det.

Manglende resurser er ét af sømmene i reformens ligkiste. Et andet er den ændrede struktur, som blev indført med reformen, og som gjorde folkeskolen til en dybt dysfunktionel institution. Mens læreren tidligere kunne tage klassens stile med hjem fredag, bruge seks-otte timer i weekenden på at rette dem og levere dem tilbage mandag, må han nu klat-rette over tre-seks uger, når lejligheden byder sig. Denne situation beskrev jeg i en kronik, allerede inden reformen trådte i kraft.

Men reformen selv er også dysfunktionel. Selv om dens elementer havde været finansieret, havde det ikke gjort den store forskel, for det ville ikke have ændret noget ved deres manglende realisérbarhed. Reformen er et uigennemtænkt katalog over elementer, der aldrig vil kunne omsættes til virkelighed som tiltænkt.

Det er fint med lektiehjælp, men elever har lektier for fra dag til dag, så lektiehjælp en gang eller to om ugen dækker ikke behovet. Eleverne har heller ikke samme mængde lektier fra uge til uge.

Understøttende undervisning var tænkt som en åben platform, på hvilken foreninger, organisationer, virksomheder m.v. kunne komme ind på skolen med aktiviteter, der skulle understøtte den undervisning, der fandt sted. Sådan blev det ikke, hvilket der både er strukturelle og resursemæssige grunde til.

Reformens mindst substantielle element, bevægelse i undervisningen, kan være berettiget som ad hoc-indslag, men kan ikke være en bærende søjle i undervisningen.

Selv om Tom Jensen har blik for reformens bagsider, tager han ikke sin bekendelse helt på sig: »Nogle steder er man lykkedes med det…« Helt sikkert. Lærere går nemlig efter, at hverdagen skal lykkes, også selv om reformen gør det til en kamp op ad bakke. Men at et reformtiltag lykkes på en skole er ikke ensbetydende med, at så er reformen som helhed lykkedes. Det er et spørgsmål om allokering af resurser. Hvis man bruger mange resurser på ét område, som lykkes og dermed udråbes i dagspressen til en succes, bliver der færre resurser andre steder i systemet, for eksempel til lærernes forberedelsestid. Den helhedsbetragtning er beklageligt fraværende, når pressen rapporterer om reformens påståede sejre.

Så meget for det, Tom Jensen tog med i sin kommentar. Nu til det, han udelod. Det er simpelthen for let at skyde lockouten og regeringsindgrebet til hjørne som noget, der af væsen falder uden for det, han som ansvarshavende redaktør på et af landets førende dagblade er forpligtet på.

Reformen var varm luft blæst ud af proportioner for at skabe en idé om en fantastisk folkeskole, der kunne blive til virkelighed, hvis ikke lærernes arbejdstidsaftaler stod i vejen. Med afsæt i denne forløjede nødvendighed forfulgte regeringen og KL deres egentlige mål, som var at slagte disse aftaler. Det var det virkelige plot i 2013. At man samtidig kom til at smadre folkeskolen, betød intet. Det var collateral dammage, som man kunne rette op på efterfølgende. Jeg er bange for, at man har taget grueligt galt på dette punkt.

Det er beklageligt og burde falde ind under Tom Jensens bekendelse, at Berlingske ikke havde fokus på, at regeringen og KL i begyndelsen af 2012 oprettede en hermetisk lukket ad hoc-myndighed med det formål at planlægge attentatet på lærerne, og at dens personkreds blev grundigt instrueret i, hvilke procedurer den skulle anlægge for ikke at være underlagt aktindsigt. Selv ikke Folketingets ombudsmand kunne få adgang. »En samlet vurdering efterlader det indtryk, at der kan have været planlagt og disponeret netop med sigte på at undgå, at dokumenterne blev undergivet aktindsigt,« skrev han.

Eller at KL før lockouten og regeringsindgrebet kørte en informationskampagne vendt mod lærerne med det formål at undergrave befolkningens tillid til dem, så de ikke skulle forvente hjælp fra den kant, når slaget skulle stå. Dette er ikke en påstand, men et stolt udsagn af KL’s daværende informationschef. I vesteuropæisk sammenhæng er det første gang siden Tyskland i 30rne, at et lands myndigheder har ført en målrettet smædekampagne med det formål at underminere en specifik gruppe borgeres anseelse i den øvrige befolkning som optakt for et politisk anslag mod samme gruppes demokratiske rettigheder.

Eller det betimelige i, at SRSF-regeringen og KL lod lærerne bløde 1,3 mia. kr. i en fire uger lang lockout, hvis udfald de nøje havde bestemt på forhånd. Danmarkshistoriens største tyveri.

Selv om Tom Jensen befinder sig »i en stadigt mere tilbundsgående tilstand af selvransagelse«, hvad folkeskolereformen angår, har han tydeligvis ikke nået bunden endnu. Hans »bekendelse« eksponerer mere en selvoptaget, spekulativ retorik end den ydmyghed, der normalt kendetegner en angrende synder – for nu at blive i hans egen reference til den katolske bodspraksis. Men en omvendt synder er – Lukas 15,7 – naturligvis altid velkommen.