Evalueringen af A08-arbejdstidsaftalen får heller ikke plads på KL's hjemmeside om lærernes arbejdstid, meretidsammen.dk, oplyser Michael Ziegler

KL negligerer evaluering af lærernes arbejdstidsaftale

KL og DLF står i fællesskab bag en evaluering, der viser, at lærernes arbejdstidsaftale fra 2008 har sat en positiv udvikling i gang i skolen. Evalueringen var færdig i efteråret, men KL vil ikke offentliggøre den. Nu offentliggør DLF den alene.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Den såkaldte A08-aftale har sat en positiv udvikling i gang i skolen. Planlægningen af skoleåret er blevet lettere. Der er kommet større fokus på undervisning, og skolelederne er optagede af at udvikle dialogen med lærerne om mål, retning, prioritering og resultater. Sådan lyder hovedkonklusionerne i den evaluering, som KL og DLF i forbindelse med overenskomstforhandlingerne i 2011 satte i gang.

Evaluering: A08 har ændret lærerrollen

"Det er fantastisk at opleve, at det vi sammen med KL havde som målsætning også er blevet implementeret i virkeligheden. Og så er det sket i en periode med besparelser og massive stillingsnedlæggelser. På trods af alt det, KL siger, så viser evalueringen, at A08 har været et godt redskab", siger formand for DLF Anders Bondo Christensen.

»Arbejdstidsreglerne er en barriere for at udvikle folkeskolen«

Han peger på, at KL i forbindelse med de igangværende overenskomstforhandlinger flere gange har sagt, at lærernes arbejdstidsaftale bremser udviklingen i folkeskolen.

Den fælles evaluering var færdig allerede i efteråret. Siden har begge parter kommet med få præciseringer. DLF sendte det sidste udkast til KL den 28. november og har ikke siden fået en tilbagemelding fra KL.

"Det er formentlig et resultat af, at KL har haft et behov for at mistænkeliggøre den aftale vi har. De har jo netop givet udtryk for, at aftalen forhindrer udvikling. Og det virker selvfølgelig paradoksalt, hvis man sender en evaluering ud, som viser det stik modsatte. Det kan man måske godt forstå. Men særligt reelt er det ikke", siger Anders Bondo.

KL: Evaluering ikke interessant nu Formand for KL's løn- og personaleudvalg Michael Ziegler siger, at grunden til, at KL ikke ønsker at sende evalueringen ud, er at fokus lige nu er et helt andet sted.

"Den aktuelle evaluering bekræfter de pæne ord om aftalen, vi kender i forvejen. Men det ændrer ikke på, at der stadig er alvorlige skavanker ved A08. Vores fokus er et andet sted. Derfor er evalueringen ikke interessant lige nu, hvor vi sidder og vil skabe nye rammer om lærernes arbejdstid", siger Michael Ziegler.

I evalueringen betoner kommuner og kredse det positive i, at der er etableret et fælles ejerskab til de lokale A08-aftaler. Men Michael Ziegler mener, at kommunerne her svarer på, om der er sket en forbedring i forhold til arbejdstidsaftalen fra 2005. Han er ikke et øjeblik i tvivl om, at kommunerne vil af med arbejdstidsreglerne for lærerne.

"Den evaluering har et fokus. Kommunerne svarer i forhold til, hvad de har oplevet med A05", siger Michael Ziegler og fortæller, at tilbagemeldingerne til KL er entydige; alle borgmestre vil af med lærernes arbejdstidsaftale. Kommunerne ønsker ikke, at lærernes tid bliver delt op i kasser, og at der skal laves lokale aftaler. I stedet skal der være en aftale, som har ydre rammer. Som på alle andre arbejdspladser skal lærerne være til stede på arbejdspladsen, og den enkeltes arbejdsopgave skal tilrettelægges i samarbejde med lederen, lyder det fra Michael Ziegler.

DLF: Fakta skal på bordet Nu vælger DLF at udsende den fælles evaluering på egen hånd, for at bidrage til, at debatten om lærernes arbejdstid bygger på konkrete erfaringer.

"Rapporten er et vigtigt element i diskussionen om, hvordan vi udvikler den gode skole. Det var jo for at styrke skolen, at vi lavede den aftale. Nogle tror, at aftaler kun er noget, vi gør for at beskytte den enkelte lærer. Vi gik ind i den her aftale for at få den bedst mulige ramme om elevernes undervisning. Vi er kommet rigtig godt skridt på vejen, og det er en vigtig information i debatten", siger Anders Bondo Christensen.

Forhandlinger stadig i gang Forhandlingerne om lærernes overenskomst er stadig i gang. KL har opsagt lærernes arbejdstidsaftale fra 1. april. Aftalen kører videre efter 1. april - med mindre der indgås en ny aftale, eller en af parterne frigør sig fra aftalen ved en konflikt.

Gymnasielærerne har netop ved statens overenskomstforhandlinger fået en arbejdstidsaftale. Fremover vil gymnasielærernes arbejdstid blive reguleret efter en helt ny model, der også kommer til at gælde forsamme model som eksempelvis på læreruddannelserne på professionshøjskolerne. Modellen bygger på en gennemsnitlig arbejdsuge på 37 timer, men med en årsnorm på 1924 timer og uden nogen form for planlægningsbestemmelser. Den komplekse planlægningsproces overlades helt og holdet til den enkelte leder, og den enkelte lærer må tælle sin egen arbejdstid op. På nogle professionshøjskoler har man indgået lokale arbejdstidsaftaler, på andre arbejder man bare med en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på 37 timer.

DLF mener ikke, at den model kan bruges til noget som helst - slet ikke hvis målet er en ubureaukratisk planlægning og stor fleksibilitet i dagligdagen.

Bondo: En aftale som GL's ville forringe folkeskolen

Læs mere

Se evalueringen af arbejdstidsaftalen