Vækkeuret ringer kl. 6.30, der trædes i pedalerne kl. 7.15, og kl. 7.45 står jeg på lærerværelset. Der smides madpakken på køl, vandflasken fyldes op, og kl. 7.50 står jeg i klassen. 

Fra det øjeblik bruges dagen på at undervise, pendle mellem de to matrikler, skolen har, være gårdvagt, løse konflikter, ringe og skrive til forældre, forberede mig til kommende undervisning, deltage i og planlægge møder. Listen er lang, og der er meget, der skal nås på kort tid. 

Der er faktisk så meget, der skal nås, at jeg sjældent når at gå på toilettet eller har tid til at spise min frokost, uden at den kastes i munden. Og hvis jeg ikke har husket madpakken, får jeg ingen frokost, for der er ikke tid til at købe noget i byen. 

Når klokken slår 15.30 pakker jeg mine ting sammen og forlader skolen. Jeg er jo blevet normaliseret og har fri, når jeg har fri. Det lyder jo dejligt, men sagen er den, at ikke alle ting kan vente til i morgen, og derfor tænder jeg min private computer, når jeg kommer hjem. 

Der skrives mails til de forældre, der er blevet glemt i farten, og der sættes en sidste hånd på undervisningen til i morgen. Som ny lærer er det nemlig ikke muligt at køre på rutinen, og det er ikke sjovt at møde uforberedt op. Uforberedt undervisning er lig med kaos! 

At jeg arbejder hjemme, er mit eget valg. Men alligevel ikke. Hvis ikke jeg arbejder hjemme, kan jeg ikke sove. Tankerne flyver rundt, og den dårlige samvittighed presser på. Dette pres er konstant og har sat sine spor. 

Efter blot to måneder på arbejdsmarkedet måtte jeg sygemelde mig. Jeg fik konstateret en svær depression og blev anbefalet ikke at arbejde i en længere periode. Det kunne jeg ikke acceptere og valgte at fortsætte med at undervise, men på deltid. 

Mine nu to ugentlige fridage skulle bruges på at gå til behandlinger og lægge arbejdet fra mig, men dagene bliver brugt på forberedelse og andre arbejdsrelaterede opgaver, da presset ellers bliver for stort, de dage jeg er på arbejde. 

Dette indlæg skal ikke ses som brok. Jeg knuselsker mit arbejde og vil ikke bytte det for noget andet. At se lille Esben knække koden med en opgave er så givende, at det næsten overskygger alt andet. 

Men (og ja, der er et men) jeg vil have lov til at bruge den tid, det kræver at gennemføre en kreativ og spændende undervisning. 

Jeg vil have muligheden for at blive på skolen efter arbejdstid eller arbejde hjemme uden at holde det hemmeligt, fordi mine kollegaer vil stille sig uforstående over for mit valg om at bruge mere tid på mit arbejde, end jeg får penge for. 

Jeg vil have muligheden for at kunne gå til lægen uden at skulle betale for en fridag, og jeg vil have muligheden for at afholde min 6. ferieuge, hvis jeg skal normaliseres. 

Problemet er bare, at det ikke er muligt at normalisere lærerjobbet. Som lærer har man nemlig med mennesker at gøre, og elever skal ikke afvises, når de har brug for hjælp, fordi der ikke er tid til at tage sig af dem. 

Trivsel er grundlaget for læring, og hvis eleverne skal have lysten til at gå i skole, skal lærerne have tid til eleverne og tid til at planlægge spændende undervisning. 

Tiden er der bare ikke, og den spændende undervisning og de engagerede lærere og elever, må der kigges langt efter.