Debat

Samarbejde skal bringe folkeskolereformen i hus

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Samarbejde skal bringe folkeskolereformen i hus.

Af Jesper Mathiesen, socialdemokraternes borgmesterkandidat i Syddjurs Kommune.

Socialdemokraterne mener at tilliden og fællesskabet skal sikre en god indfasning og forankring af folkeskolereformen i Syddjurs. Vejen frem kan være en fælles aftale mellem kommunen og de faglige organisationer på området.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Det er ikke svært at forstå, at lærerne føler sig kørt over som følge af lockouten tidligere på året. Samtidig er det en kendsgerning, at en god folkeskole er afhængig af lærernes indsats. Det gælder også skolens øvrige pædagogiske personale som sammen med lærerne tager hånd om en af de vigtigste opgaver i vores samfund; nemlig vores børns læring, udvikling og trivsel.

Vi er på vej til at starte indfasningen af folkeskolereformen, som skal være på plads den 1. august 2014. Derfor er der på nuværende tidspunkt masser af uafklarede spørgsmål, som bringer usikkerheden med sig. Det er i sig selv en opgave, der skal håndteres, men også håndteres ud fra den realitet at folkeskolereformen er kommet for at blive, og at den nu skal virkeliggøres.

Vi er stolte over at vi har et samlet skolevæsen i Syddjurs, og rigtig gode skoler. Vi er derfor optaget af, at det er fælleskabet der bringer folkeskolen videre, så resultatet af reformen bliver, at en god skole bliver endnu bedre. Ud over at øge det faglige niveau gør vi skolen bedre ved at styrke skolebestyrelsen og fremme den lokale forankring.

Men vi er også optaget af, hvordan vi kan sikre et fælles afsæt for reformen, hvor kommune og de faglige organisationer rækker ud efter hinanden til dialog og samarbejde. Dermed kan vi sammen bane vejen for den tillid, som er helt afgørende for reformens succes.

Vi er inspireret af den såkaldte Aarhus aftale fra september i år, og vi ved, at der også findes andre lignende aftaler. Aarhus aftalen er ikke en arbejdstidsaftale i traditionel forstand, men en mere værdibaseret aftale, hvor dialog, samarbejde og kommunikation er i højsædet. Aftalen ændrer ikke ved skoleledelsens ret til at lede og fordele arbejdet, men anerkender lærernes ret til selv at disponere en række timer, der knytter sig til lærernes tilstedeværelse på skolen. Ligesom aftalen beskriver forhold som det gode arbejdsmiljø, dialog med skolens ledelse, arbejdsopgaver med flere.

Vores ærinde er ikke at kopiere aftalen fra Aarhus eller andre aftaler, men at bruge dem som inspiration og som afsæt for en Syddjurs aftale. Det skal være en aftale der indretter sig efter lokale behov og udfordringer, og som bygger på et fælles ansvar for folkeskolereformen.