Hvis jeg ikke havde fået fat i pigen, så var hun død. Det hele gik så hurtigt, men det var den fornemmelse, jeg stod tilbage med. Jeg var chokeret, og samtidig begyndte smerterne at bruse rundt i kroppen, fortæller Mette.

Episoden finder sted fredag den 26. august 1994. På det tidspunkt er Mette 34 år og lærer på en specialskole for udviklingshæmmede børn. En mindre gruppe af børnene skal på en bytur. Mette er kontaktlærer for en syvårig mongolpige, som hun holder i hånden på turen.

Pludselig river pigen sig fri af Mettes hånd og sætter kursen direkte ud mod gaden, hvor en bil kommer kørende. Med en lynhurtig bevægelse bagud lykkes det Mette at gribe fat om pigens håndled. Pigen kommer ikke noget til, men Mette får voldsomme smerter fra sin ryg. Smerterne bider hun i sig resten af dagen. Hun har kun været ansat på skolen i lidt over to uger og vil helst ikke melde sig syg.

Indlagt

På grund af det pludselige vrid i ryggen trækker Mette meget på sit højre ben, og i weekenden er hun nødt til at ligge ned det meste af tiden. Om mandagen slæber hun sig hen i skolen. Da hun går til læge om tirsdagen, får hun besked på, at hun skal gå hjem og lægge sig ned.

Det når hun imidlertid ikke, for i bilen, som hendes mand kører, nyser hun, hvilket forværrer smerterne. Da hun vil stige ud af bilen, kan hun ikke gå. Manden kører hende på skadestuen, hvor de konstaterer, at hun har fået en diskusprolaps.

Hun bliver indlagt i en uge, og efter udskrivelsen er hun sengeliggende i fire uger. Derefter begynder hun igen at arbejde, samtidig med at hun går til genoptræning.

En forventelig hændelse

I september 1994 bliver skaden anmeldt til Arbejdsskadestyrelsen, som et halvt år senere nægter at anerkende hændelsen som en ulykke, der er omfattet af loven om forsikring mod følger af arbejdsskade.

Styrelsens argument lyder, at 'den indtrufne hændelse var af en karakter, som ikke går ud over, hvad De må forvente at blive udsat for i forbindelse med Deres arbejde som underviser på en specialskole'.

- Jeg har aldrig oplevet, at andre børn løber direkte ud mod kørebanen. Uanset hvor dårligt fungerende børnene har været, har de altid haft øje for deres egen sikkerhed, forklarer Mette. Hun har været lærer siden 1989, og det meste af tiden har hun arbejdet på specialskoler.

I marts 1995 kontakter Mette Danmarks Lærerforening for at få hjælp til at anke afgørelsen til Den Sociale Ankestyrelse. Styrelsen stadfæster afgørelsen, hvorefter Lærerforeningen stævner Den Sociale Ankestyrelse, da man finder sagen så principiel, at den bør prøves ved domstolene. Det vil sige, at sagen går videre i landsretten.

Ingen akut fare

I retten sår advokaten for Den Sociale Ankestyrelse tvivl om flere forhold. Han påstår, at hændelsen ikke opfylder de to hovedkriterier for definitionen af en arbejdsulykke. Nemlig at hændelsen skal være udefrakommende og viljesuafhængig.

'Man skal være lige så opmærksom over for et mongolbarn som over for et normalt barn. Der skete intet usædvanligt; grænserne for det sædvanlige er i øvrigt på dette område vide. Det var altså ikke upåregneligt, at pigen kunne finde på at forsøge at løsrive sig og løbe væk. Der var ikke tale om akut fareafværgelse; barnet var ikke foran en bil', lyder argumenterne fra dombogen.

I forbindelse med sagen bliver Mette undersøgt på Arbejdsmedicinsk Klinik. Helt tilbage fra 1978 har hun haft en mindre rygskade forårsaget af et hovedspring. På trods af skaden har hun dyrket atletik på konkurrenceplan, og lægerne vurderer da også, at diskusprolapsen er opstået akut i arbejdssituationen. Det vil sige, at den ikke har noget med den gamle skade at gøre.

Den Sociale Ankestyrelses advokat hævder dog, at der ikke er ført bevis for, at Mette er kommet til skade. Han henviser til, at skaden lige så vel kan være en forværring af den tidligere rygskade.

Desuden sætter han spørgsmålstegn ved, hvornår Mette fik de voldsomme rygsmerter. På baggrund af en forkert dato i Mettes hospitalsjournal konkluderer han, at Mette havde stærke rygsmerter, flere dage inden hændelsen skete.

Trussel mod troværdighed

Da Mette var indlagt på hospitalet og omtåget af smerter skulle svare på, hvornår ulykken var sket, mener hun selv, at hun er kommet til at sige 'sidste fredag' i stedet for 'i fredags'. Derfor optræder der en forkert dato i journalen.

- Det føles meget ubehageligt, at Den Sociale Ankestyrelses advokat bliver ved med at fokusere på en forkert dato. Jeg føler mig mistænkeliggjort. Det er som om, de i forvejen har besluttet, at jeg er en løgner. Det virker absurd.

- I retten sad jeg tilbage med en fornemmelse af, at de kunne finde på at påstå, at jeg ikke havde været ude at gå med pigen. At jeg ikke havde arbejdet på skolen, og at jeg slet ikke eksisterer, siger Mette og slår ud med hænderne.

Hun understreger, at hvis andre kommer ud for en skade, er det vigtigt straks at fortælle det til kollegerne, så de senere kan optræde som vidner i sagen. Det var ikke muligt for Mettes kolleger, da hun ikke aktivt havde inddraget dem i sagen.

Ny bevisførelse

Cirka en måned efter retssagen i landsretten bliver der afsagt dom. Mette og Danmarks Lærerforening har vundet sagen. Mette har været udsat for en arbejdsskade. Mongolpigens adfærd går efter dommernes opfattelse ud over, hvad man som lærer i den pågældende situation med rimelighed kan forvente.

- Jeg blev glad for dommen. Så var der da lidt retfærdighed til i samfundet. Hvis vi ikke havde vundet, ville jeg have mistet tilliden til det danske retssystem.

Glæden varer kun i 14 dage. Den Sociale Ankestyrelse beslutter at anke sagen til Højesteret, og der kan gå over et år, inden der falder en ny dom. Som ny bevisførelse vil Styrelsen have en ekspert til at belyse mongolbørns adfærd.

Mette er ikke lærerens rigtige navn, da hun har valgt at være anonym. Redaktionen kender lærerens rigtige identitet.