Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Denne artikel er oprindeligt bragt på a4nu.dk og bringes på folkeskolen.dk efter aftale.
Hvad skal jeg forkæle mine medarbejdere med af julegaver i år - skal det være julekurven, kaffekopperne eller måske fagbogen?
Den beslutning er lederne i daginstitutioner og alle andre ledere i Københavns Kommune fri for at skulle tage i år. Kommunens Børne- og Ungdomsforvaltning har nemlig besluttet, at ingen ansatte i forvaltningen må give julegaver til andre ansatte i forvaltningen.
Det fremgår af Børne- og Ungdomsforvaltningen (BUF) såkaldte regnskabsinstruks, der trådte i kraft 1. oktober.
"Med mindre der er tale om jubilæum/pensionering, må der (...) ikke gives jule- eller andre højtidsgaver til medarbejderne", står der i instruksen.
Børne- og Ungdomsforvaltningen står blandt andet for driften af kommunens folkeskoler, daginstitutioner og fritidsordninger. Den nye instruks betyder, at ingen lærere, pædagoger og pædagogmedhjælpere i de offentlige institutioner og skoler får en julegave fra deres leder i år.
Tidligere har det været sådan, at en leder måtte bruge op til 200 kroner på en julegave til hver medarbejder.
Lærere får julegave fra skolen
Et besynderligt signal
Hos Landsforeningen for Socialpædagoger (LFS), hvor mange af de berørte ansatte er organiserede, er man utilfreds med forvaltningens beslutning:
"Jeg har selv været pædagogisk leder, og i min klynge, hvor der var otte institutioner, besluttede vi os for at give en fagbog, og så skrev jeg en lille julehilsen til hver medarbejder. Det er min vurdering, at det betød meget for den enkelte medarbejder at få den anerkendelse", fortæller Kirsten Gunvor Løth, der er formand for Almenområdet i LFS.
Hun undrer sig over stramningen i regnskabsinstruksen:
"Det er jo ikke en besparelse, som forvaltningen er ude efter. Pengene er der. Så jeg synes, at det er et besynderligt signal at sende. Især når man tænker på, at der er tale om områder, hvor medarbejderne oplever et øget arbejdspres, og hvor man har mere end svært ved at rekruttere uddannet personale".
Derfor har LFS's ledersektion bedt direktionen i Børne- og Ungdomsforvaltning om en forklaring, siger Kirsten Gunvor Løth:
"Det har vi bedt om, fordi det ikke er til at finde ud af, hvorfor man indskærper på det her område. Er det måske fordi, direktionen ikke har tillid til, at den lokale leder kan administrere beløbet? Det er også besynderligt, at det ikke er ens for alle kommunens medarbejdere, og at man eksempelvis ikke strammer op overfor de selvejende institutioner", siger hun.
Det er ærgerligt
Mike Grønvall, der er pædagog i en daginstitution på Amager, fik i begyndelsen af oktober at vide, at der ikke ville ligge nogen julegave fra hans arbejdsgiver under træet i år.
"Det er jo ikke noget, der fylder meget i min hverdag. Men det er da ærgerligt. Jeg synes, som de fleste af mine kolleger, at det er fedt at føle, at man bliver værdsat af sin arbejdsgiver. Nu har vi jo bare accepteret, at sådan er det", siger han.
Mike Grønvall fortæller, at han og kollegerne tidligere har fået chokolade og lakridser i julegave. Og forvaltningens afskaffelse af de lokale lederes mulighed for at give beskedne julegaver, har da også fyldt en del i personalegruppen.
"Man kan undre sig over, at det lige præcis er på julegaven til de ansatte, at forvaltningen vælger at spare. Det drejer sig om småpenge i det samlede budget", siger Mike Grønvall.
Pia Lund Bakke, der er klyngeleder for otte institutioner i Valby, har været vant til hvert år at give sine 250 medarbejdere en julegave:
"Folk er selvfølgelig skuffede, men vi er kommet os over det. Man må jo prøve at se på det i et større perspektiv. Som min kollega sagde: 'Det er jo ikke julen, der er afskaffet'. Så nu vil vi gøre noget andet og eksempelvis sørge for, at der er pyntet flot op i personalestuen", siger hun.
Ingen besparelse
Nicolai Kragh Petersen, der ressourcedirektør i Børne- og Ungdomsforvaltningen, svarer i en mail, at beslutningen er administrativ, og altså ikke truffet af politikerne:
"Udgangspunktet for direktionens beslutning er Københavns Kommunes regler, hvoraf det fremgår, at man som hovedregel ikke giver egne medarbejdere gaver. Kommunens regler åbner for et skøn, herunder også til køb af julegaver. I Børne- og Ungdomsforvaltningen har vi i direktionen fundet, at i en situationen, hvor for eksempel skoler kan blive bedt om at spare, vil det være rigtigst, at vi som forvaltning samlet set følger hovedreglen om ikke at give julegaver", skriver han.
Der er altså ikke tale om en decideret spareøvelse, men ifølge A4's oplysninger ønsker kommunen at sende et signal om, at pengene skal bruges på borgerne, i dette tilfælde børnene. Beløbet svarer til næsten 4 mio. kr., hvis man antager, at alle 18.000 medarbejdere i forvaltningen får en julegave til en værdi af 200 kroner.