»Det smitter af på stillingsopslaget, at læringen skal være synlig og målbaseret, for vi vil tiltrække ansøgere, som vil arbejde i den retning«, siger Birgitte Agersnap.

Skoleleder: Reformens ambitioner farver vores stillingsopslag

Karaktererne fra lærerstudiet betyder mere end tidligere. Det fortæller skoleleder Birgitte Agersnap, som genkender ordene fra Folkeskolens undersøgelse fra sine egne opslag.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

»Vi søger engagerede, fleksible og fagligt dygtige lærere med gode samarbejdsevner - og med vilje og lyst til at indgå i tæt teamsamarbejde om elevernes læring og trivsel«.

Sådan indledte skoleleder Birgitte Agersnap stillingsopslaget, da hun i foråret søgte fire lærere til Marienhoffskolen i Ryomgård på Djursland. Samme ord bruger mange andre skoleledere i deres stillingsopslag, for netop ord som faglig, samarbejde og trivsel er blandt de mest hotte i lærernes jobannoncer, viser Folkeskolens analyse. Det samme gælder professionel, ambitiøs og udvikling, som Birgitte Agersnap også tyede til.

»Professionalisme og ambitiøs hænger direkte sammen med den forskning, som viser, at eleverne præsterer gode resultater, når læreren har et højt karaktergennemsnit«, uddyber Birgitte Agersnap, som er 49 år og har væres skoleleder i syv år.

Hun har altid kigget ansøgernes eksamensbeviser igennem, men i dag fokuserer hun i højere grad på karaktererne. Man kan dog godt komme til samtale, selv om man har 02 i sit linjefag.

»Nogle er dygtige sammen med eleverne, men ikke til at gå til eksamen. Det skal de have chancen for at fortælle os, så jeg spørger ind til karakteren«.

'Faglig' og 'ambitiøs' er buzzword i lærer-jobopslag 

Skolen lykkes kun med samarbejde

Man skal være god til at samarbejde for at få job på Marienhoffskolen, og lærerne skal se forældre og skolens samarbejdspartnere som medspillere.

»Godt samarbejde fører til den bedste undervisning og læring. Derfor vægter vi, at lærerne trives, for ellers kan vi ikke lykkes med det, vi vil«, siger skolelederen, som glæder sig over, at skolen scorer højt i medarbejdertrivsel.

Det giver ikke mening, at en skole søger lærere, som hverken er fagligt dygtige, ambitiøse eller professionelle. Alligevel afviser Birgitte Agersnap, at hendes jobannonce er præget af ordbingo.

»Når jeg skriver et stillingsopslag, ser jeg ind i vores hus: Hvad er vi optaget af? Det skal afspejles i opslaget. Jeg brugte de samme formuleringer i et par år, men denne gang skrev jeg teksten om, fordi vi har arbejdet med vores profil. Det var der mange, som responderede på i deres ansøgninger, så jeg tænker, at jeg har brugt ord, som har en værdi«.

Lærer: Skolerne søger reformvenlige lærere

Fra bløde til hårde krav

Tidligere lagde Birgitte Agersnap vægt på bløde værdier i sine jobopslag. Kursændringen hænger sammen med reformens mål om, at eleverne skal blive så dygtige, de kan, at de skal trives, og at skolerne skal bryde den sociale arv. Samtidig skal læringen være synlig og målbaseret.

»Det smitter af på stillingsopslaget, for vi vil tiltrække ansøgere, som vil arbejde i den retning«, siger Birgitte Agersnap.

På en god skole har lærerne også mulighed for at udvikle sig, mener skolelederen. Derfor er hun glad for, at nye lærere oplever Marienhoffskolen som en udviklingsorienteret skole.

»Det gennemsyrer skolen, at lærerne arbejder med entreprenørskab, innovation og iværksætteri. Alle elever har en iPad, vores bøger er digitale, og vi har købt en 3-d-printer«.

iPad er et nyt populært ord i skolernes stillingsopslag. Men Birgitte Agersnap nøjes med at skrive, at Marienhoffskolen har en stærk it-profil.

»Vi tiltrækker ansøgere op til 35-40 kilometer herfra og holder altid et informationsmøde, så de kan opleve, at køreturen ikke er så slem. Her fortæller vi om vores it og iPads. Men de fleste har læst om det på skolens hjemmeside. Ansøgerne er velorienterede«, siger Birgitte Agersnap, der fik cirka 50 ansøgninger til fire stillinger og har ansat to erfarne og to nyuddannede lærere.